Når 17 tyrkiske journalister og chefer fra en af landets sidste kritiske aviser, Cumhuriyet, i dag stilles for retten i Istanbul, anklaget for at støtte terrorister, vil en række internationale pressefriheds-organisationer protestere uden for retssalen. Men i de tyrkiske hjem vil millioner af tyrkiske tv-seere og avislæsere formentlig få at vide, at protesterne mod retssagen er planlagt af potentielle terrorister, som ønsker at undergrave det tyrkiske samfund.
Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har opnået noget nær monopol på meningsdannelsen i landet siden det mislykkede kupforsøg i juli 2016. Det vurderer Jenny White, professor ved Stockholms Universitets Institut for Tyrkiske Studier.
”Den kritiske presse i Tyrkiet er stort set blevet bragt til tavshed. Regeringen har lukket en lang række medieorganisationer og i nogle tilfælde overtaget dem. Journalister er blevet fyret og fængslet, og resten af medierne censurerer sig selv. De er bange for, at enhver kritik af regeringen, uanset hvor mild den er, kan føre til fængsel,” siger hun.
Cumhuriyet anklages for støtte til den tyrkiske eksil-prædikant Fethullah Gülen, som den tyrkiske regering beskylder for at stå bag sidste års mislykkede kupforsøg, og journalisterne risikerer op til 43 års fængsel.
Retssagen er det seneste eksempel på, at Erdogan og hans regeringsparti AKP forsøger at opnå total kontrol med tyrkiske medier, mener forskere. Siden kupforsøget er 149 medier blevet lukket, og mindst 270 journalister fængslet, skriver Turkey Purge, en gruppe af unge tyrkiske journalister, der overvåger udviklingen fra udlandet. Op til folkeafstemningen i april 2017, hvor tyrkerne stemte ja til en forfatningsændring, der gav mere magt til præsident Erdogan, fik han og ja-siden 486 timers taletid på nationalt tv, mens nej-siden fik 45,5 timer, viser en anden opgørelse.
”Erdogans mål er at opnå fuldstændig kontrol med medierne, så regeringen kan dreje al information i den retning, den ønsker. Det gør det muligt for ham at forsøge at holde vælgerne på hans side og tilintetgøre modstanderes evne til at opnå støtte,” siger Jenny White.
Erdogans kontrol rækker imidlertid langt ud over de tyrkiske medier, fortæller Yuksel Sezgin, professor i statskundskab og leder af Mellemøstlige Studier ved Syracuse Universitet i New York, hvor han beskæftiger sig med tyrkisk politik.
”Der er næsten ingen frihed tilbage i Tyrkiet, og vi taler ikke kun om pressefrihed. Menings- og ytringsfrihed bliver fuldstændig undertrykt,” siger han og henviser til en nylig opgørelse, som viser, at omkring 46.000 mennesker, herunder cirka 500 børn, det seneste år er blevet retsforfulgt, angiveligt for at fornærme præsident Erdogan.
”Mange af disse ’forbrydelser’ blev begået på sociale og traditionelle medier. Enhver kritik af regeringen betragtes som en fornærmelse og behandles som ’terrorisme’,” siger han.
I februar fængslede Tyrkiet journalisten Deniz Yücel fra den tyske avis Die Welt, og det anstrengte forhold mellem Tyskland og Nato-partneren blev yderligere forværret, da en tyrkisk domstol tirsdag i sidste uge fængslede seks aktivister, heriblandt en tysk statsborger.
Tyrkiet er i undtagelsestilstand, og medier kan derfor lukkes uden en domstols afgørelse. Anklagerne henviser som regel til påståede forbindelser til terrororganisationer, især Gülen, det kurdiske parti PKK og andre ulovlige grupper. Det fortæller Johann Bihr, leder af Journalister uden Grænsers afdeling for Østeuropa og Centralasien.
”Tyrkiet er bestemt i en vanskelig situation med krigen i Syrien, hyppige terrorangreb og kurdiske oprør. Men undertrykkelsen af fredelig kritik og debat vil kun styrke ekstremismen,” siger han.
Pressefriheden har altid haft trange kår i det moderne Tyrkiet, som siden 1960 har oplevet tre militærkup. Men de seneste års undertrykkelse er sket i et ”slående tempo og omfang”, mener Johann Bihr.
”For få år siden var det tyrkiske medielandskab meget varieret og levende. I autoritære nabolande som Aserbajdsjan skulle staten blot lukke et par medier for at knuse pluralismen, men i Tyrkiet taler vi om hundredvis af medier.”
Deniz Serinci, dansk-kurdisk journalist og historiker med et indgående kendskab til Tyrkiet, påpeger, at nogle af de lukkede medier var lige så ensidige i deres modstand mod Erdogan, som statsmedierne er i deres støtte.
”Jeg må erkende, at mange af de lukkede regeringskritiske medier i Tyrkiet aldrig ville bestå en journalistisk eksamen i Danmark. De forholdt sig i den tyrkisk-kurdiske konflikt aldrig kritisk til den kurdiske part, PKK, men støttede PKK og gav PKK- krigere ubegrænset taletid. I Vesten ville man dog aldrig lukke medier, blot fordi de er ensidige.”