Tyrkerne skal til stemmeurnerne på søndag og vælge præsident og parlament. Det er et vigtigt valg, der ifølge kritikere er oppositionens sidste chance for at redde Tyrkiets demokrati og forhindre, at præsident Recep Tayyip Erdogan og hans islamistiske parti AKP sætter sig endnu tungere på magten. Tilhængere af Erdogan ser derimod præsidentens øgede magt som en nødvendighed for at kunne bekæmpe terror, ustabilitet og kupforsøg.
Siden 2002 har den forhenværende regeringschef vundet samtlige 12 valg, og eksperter spår også, at han vinder denne gang. Og det til trods for, at præsidenten er stærkt udfordret op til valget. For det, der fik mange til at stemme på Erdogan og AKP i sin tid, var den i hans regeringsperiode væsentligt forbedrede økonomi. Men nu er der høj inflation, en faldende tyrkisk lira, et kæmpe budgetunderskud og stor arbejdsløshed. Usikkerhed, undtagelsestilstand, terror og det tyrkiske styres stigende autoritære tendenser har skræmt både investorer og turister væk.
Samtidig har den tyrkiske præsident mistet flere vælgersegmenter, heriblandt den eksilerede islamiske prædikant Fethullah Gülens tilhængere og konservative kurdere. Egentlig var præsidenten allieret med Gülen, men de er i dag hinandens hovedmodstandere som følge af politiske uenigheder, en korruptionssag og kupforsøget i sommeren 2016, som Gülen fik skylden for at stå bag. Mange konservative kurdere har også droppet Erdogan, efter at han har fjernet kurdiske gadeskilte og kulturgenstande samt ført en hård kurs mod kurderne i Syrien og Irak.
For første gang har den tyrkiske opposition forenet sig på historisk vis. Normalt har 10 procents spærregrænsen i parlamentet udelukket en del partier fra at blive stemt ind. Hvorfor spilde en stemme på det religiøse Lykkens Parti (SP), som med to til tre procent af stemmerne alligevel ikke kom ind, når man kunne stemme på Erdogans konservative AKP og være sikker på at blive repræsenteret i parlamentet? Men nu har landets største oppositionsparti, det sekulære Republikanske Folkeparti (CHP), dannet et valgforbund med SP, der gør, at det lille religiøse parti kan omgå spærregrænsen og gennem CHP alligevel komme ind i parlamentet. CHP’s præsidentkandidat, Muharrem Ince, har en reel chance for at tiltrække nye vælgere, nemlig de konservative tyrkere, da Ince selv spiller på sin egen religiøst-konservative familiebaggrund.
Sidst, men ikke mindst, så har den tyrkiske præsidents pro-syriske flygtningepolitik givet bagslag. Det har skabt stor utilfredshed blandt mange tyrkere, at de over 3,3 millioner syriske flygtninge i landet er en byrde for økonomien, hospitaler og samfundet. Erdogan forventede, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, ville blive væltet på et ret tidligt tidspunkt i den nu syv år lange syriske borgerkrig, eller at de syriske flygtninge kunne blive tyrkiske statsborgere og gengælde Erdogans gæstfrihed ved at stemme på den tyrkiske præsident. Men det lykkedes af proceduremæssige årsager ikke at gøre dem til statsborgere.
Disse udfordringer til trods vinder Erdogan formentlig alligevel på søndag. For oppositionen mangler at overbevise vælgerne om, at netop den kan forbedre økonomien. Meningsmålinger tyder indtil videre ikke på, at oppositionen har haft succes med det. Derfor vil nogle tyrkere formentlig stadig foretrække Erdogan, der i lange perioder har givet tyrkerne mere velstand, bedre serviceydelser og en moderniseret infrastruktur – og som nu også lover at ophæve den næsten to år lange undtagelsestilstand i tilfælde af en valgsejr.
Mange tyrkere ser også stadig Erdogan som den stærke leder, der formår at sætte eksterne modstandere på plads. Da præsidenten fik udleveret påståede tyrkiske kupmagere fra Kosovo og Gabon eller nedkæmpede de kurdiske militser i Afrin i Syrien på kun to måneder, skabte det stolthed og gav indenrigspolitiske point, især i det nationalistiske segment. Hans kritik af EU-lande som Østrig, der har bebudet at lukke flere tyrkisk-støttede moskéer og hjemsende imamer, appellerer godt til et stigende antal EU-skeptiske tyrkere, der er vrede over, at Tyrkiet trods årtiers status som ansøgerland fortsat ikke har udsigt til at blive lukket ind i EU-varmen.
Erdogan spiller også på, at han er garanten for, at det sunni-muslimske befolkningsflertal, svarende til omkring 80 procent af tyrkerne, risikerer at blive undertrykt, hvis han taber, og de sekulære kommer til magten.
Nogle tyrkere har traumatiske erfaringer med det sekulære Tyrkiet fra 1923 til 2002, hvor kvinder ikke måtte bære tørklæde i offentlige institutioner, og troende muslimer blev diskrimineret. Det scenarie vil mange tyrkere ikke tilbage til.
Sidst, men ikke mindst nyder præsidenten godt af, at flere af hans allierede siden sidste valg i 2017 har overtaget en række medier, så 90 procent af de tyrkiske medier i dag er pro-Erdogan. Dermed får præsidenten mere medietaletid end konkurrenterne. På det statslige TRT-tv fik Erdogans valgforbund således fra den 1. april til den 20. maj 41 timer, mens CHP fik 20 minutter. To andre oppositionspartier, heriblandt det kurdiske HDP, fik slet ingen taletid.
Så selvom præsidenten og AKP i de seneste meningsmålinger er ved at tabe momentum, ser Erdogans Tyrkiet ud til at være en realitet – også efter på søndag.
Deniz Serinci er journalist, forfatter til blandt andet den aktuelle bog ”Tyrkiet – fra Atatürk til Erdogan” og redaktør på Danmarks kurdiske netavis Jiyan.dk.