Prøv avisen

Erdogan er ved at brænde de sidste broer til Europa

Tysklands største partier er ”fjender af Tyrkiet”, og de cirka 1,4 millioner stemmeberettigede tyskere med tyrkisk baggrund bør derfor straffe partierne ved ikke at stemme på dem, lyder opfordringen fra den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan. Foto: STF/AP/ritzau

Forholdet mellem Berlin og Ankara har nået et nyt lavpunkt, efter at den tyrkiske præsident har kaldt Tysklands største partier for ”fjender af Tyrkiet” forud for det tyske valg i næste måned

Tyske myndigheder har længe advaret om hackerangreb fra Rusland, der mistænkes for at ville påvirke det tyske valg til september, som det også skete i USA under valgkampen mellem Donald Trump og Hillary Clinton. Men nu er det Tyrkiet, der forsøger at øve indflydelse på forbundsdagsvalget den 24. september, og det i fuld offentlighed.

Tysklands største partier er ”fjender af Tyrkiet”, og de cirka 1,4 millioner stemmeberettigede tyskere med tyrkisk baggrund bør derfor straffe partierne ved ikke at stemme på dem, lyder opfordringen fra den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.

”Jeg opfordrer alle mine landsmænd i Tyskland til ikke at begå den fejl at støtte dem,” sagde han i en tale fredag og pegede på forbundskansler Angela Merkels CDU, det socialdemokratiske SPD og De Grønne.

Angela Merkel svarede igen ved at kritisere Erdogans indblanding og påpegede, at ”de tyske vælgere, herunder dem med tyrkisk baggrund, har ret til at stemme frit”.

”Vi vil ikke finde os i nogen form for indblanding,” sagde hun fredag under et valgmøde i delstaten Nordrhein-Westfalen, mens den socialdemokratiske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, opfordrer vælgerne til at ”vise dem, der ønsker at spille os ud mod hinanden, at vi ikke vil deltage i dette onde spil”.

Forholdet mellem de to Nato-allierede er blevet stadig mere anstrengt efter det mislykkede kupforsøg i Tyrkiet sidste sommer. Tyrkiet har fængslet titusindvis af mennesker anklaget for terrorisme efter kupforsøget, herunder to tyske statsborgere, en journalist og en menneskerettighedsaktivist. Og Erdogan har reageret på den tyske udenrigsministers kritik ved at spørge:

”Hvem er De, siden De taler sådan til den tyrkiske præsident? Hvor længe har de egentlig været i politik? Hvor gammel er De?”.

Erdogans udfald mod Tyskland vækker genklang i store dele af det tyrkiske samfund, som føler sig ydmyget af Tyskland, EU og Vesten, vurderer Mehmet Ümit Necef, kultursociolog og lektor ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet.

”Den tyrkiske identitet er en såret identitet. Når Erdogan bruger så aggressiv en retorik over for Tyskland, er der mange tyrkere, der klapper i deres hænder. Endelig er der en leder, som sætter ’imperialisterne’ eller ’de kristne europæere’ på plads,” siger han.

Konflikten har sine historiske rødder i Det Osmanniske Riges sammenbrud i 1914. Mange tyrkere har begrundet sammenbruddet med de vestlige magters angreb, og selv veluddannede tyrkere dyrker konspirationer om Vestens had til Tyrkiet, fortæller Mehmet Ümit Necef.

”Tyrkiet føler sig forbigået, når lande som Bulgarien og Rumænien, som er fattigere og i Tyrkiets øjne mere korrupte, bliver accepteret i EU,” siger han med henvisning til, at Tyrkiet i 30 år har ønsket at blive optaget i det europæiske fællesskab.

Erdogan taler til den tyrkiske nationale stolthed, når han langer ud efter vestlige ledere, lyder det ligeledes fra Ali Rahigh-Aghsan, seniorlektor og ph.d. ved Malmø Universitet med speciale i Tyrkiet og international politik.

”Det har stor indenrigspolitisk betydning, for meget store dele af befolkningen kan godt lide denne konfrontation med de store vestlige nationer. Er man som Erdogan stærk nok til at modsige de europæiske stormagter, så er man virkelig noget,” siger han og tilføjer, at de tyskere med tyrkisk baggrund, som er tilhængere af Erdogans regeringsparti AKP, påvirkes af præsidentens opfordring til ikke at stemme på de store tyske partier.

Konflikten er formentlig en udløber af den tidligere konflikt med Tyskland i april, da tyrkerne skulle stemme om en forfatningsændring, der gav mere magt til præsidenten. Det vurderer Hans Mouritzen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. Erdogan beskyldte Holland og Tyskland for at opføre sig som nazister og fascister, fordi Holland og flere tyske byer og delstater nægtede tyrkiske politikere at føre valgkamp blandt deres tyrkiske mindretal.

”Jeg troede dengang, at det ville løje af, når afstemningen var gennemført. Men det afspejler vel det faktum, at Tyrkiet reelt har opgivet EU-medlemskab, og at der er en del bitterhed tilbage, da Tyskland jo var blandt de stærkeste modstandere af egentligt tyrkisk medlemskab,” siger Hans Mouritzen.

Tyrkiet står desuden i en styrkeposition i forhold til flygtningeaftalen med EU, påpeger han:

”Så man kan sige, at der ikke er nogen eksterne diplomatiske hensyn, der forhindrer Erdogan i at lade sig lede af det indenrigspolitiske hensyn at spille ’stærk mand’.”

Erdogan havde brug for EU’s legitimering, da han i 2002 kom til magten, fordi store dele af det tyrkiske bureaukrati, herunder militæret, betragtede ham som en farlig islamist, siger Mehmet Ümit Necef. Dengang blev han rost af EU for sin økonomiske liberalisme.

”Men efter at han har fået hele magten, har han ikke længere brug for EU. Nu er Europa en plageånd, der klager over krænkelser af menneskerettigheder,” siger han og tilføjer, at Erdogan for enhver pris vil beholde magten, når tyrkerne i 2019 går til valg.

”Han er en taktiker, som klynger sig til magten, og hans mål er at blive genvalgt. Alt, hvad han gør, skal ses i dette lys,” siger han.