Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Erdogan får en magt, som Trump kun kan drømme om

Den nye forfatning giver ikke bare Erdogan mere magt end nogen anden tyrkisk præsident før ham. Den gør ham også mere magtfuld på hjemmebane end den amerikanske præsident, Donald Trump, den russiske præsident, Vladimir Putin, og den syriske præsident, Bashar al-Assad. Foto: AP/Ritzau Foto

Den nye tyrkiske forfatning slår selv stærke præsidentielle systemer som det amerikanske og det franske med flere længder, påpeger eksperter

Statsledere med hang til uindskrænket magt må for tiden skele misundeligt til Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan. Med landets nye forfatning i hænderne, som blev vedtaget med et snævert flertal ved en omstridt folkeafstemning i søndags, kan præsidenten stort set styre Tyrkiet, som han vil: Opløse parlamentet efter forgodtbefindende, nedlægge veto mod love, han ikke bryder sig om, afskedige og udpege vicepræsidenter og ministre uden parlamentets samtykke og øve indflydelse på valget af dommere, herunder til landets Højesteret. Landet vil fremover heller ikke have en premierminister.

Kort sagt: Den nye forfatning giver ikke bare Erdogan mere magt end nogen anden tyrkisk præsident før ham. Den gør ham også mere magtfuld på hjemmebane end den amerikanske præsident, Donald Trump, den russiske præsident, Vladimir Putin, og den syriske præsident, Bashar al-Assad. Det understreger Yuksel Sezgin, professor i statskundskab og leder af Mellemøstlige Studier ved Syracuse Universitet i New York, hvor han blandt andet forsker i retlig pluralisme og beskæftiger sig med tyrkisk politik.

”I det nye system er den tyrkiske præsident blevet langt mere magtfuld end eksempelvis den amerikanske præsident, som ikke engang kan drømme om de beføjelser, som er skænket Erdogan. Der er stort set ingen deling af magten i det tyrkiske system længere. Erdogan kan nu næsten egenhændigt udpege alle højesteretsdommere, udnævne hvert enkelt medlem af parlamentet, udnævne alle medlemmer af kabinettet, erklære undtagelsestilstand, regere landet ud fra præsidentielle dekreter, og endda udpege familiemedlemmer som vicepræsidenter,” siger han og understreger, at ingen tyrkisk præsident – heller ikke landsfader Kemal Atatürk – har været så magtfuld som Erdogan siden republikkens grundlæggelse i 1923.

Ikke engang de osmanniske sultaner havde samme magt, efter at imperiet blev et konstitutionelt monarki i 1876.

Asli Aydintasbas fra tænketanken European Council on Foreign Relations (ECFR), som er ekspert i tyrkiske forhold, peger ligeledes på, at det største problem med den tyrkiske forfatningsændring – og den største forskel i forhold til den amerikanske forfatning – er opløsningen af magtens deling.

”Det amerikanske systems stærkeste kendetegn er et stærkt parlament, hvor Kongressen skal godkende embedsmænd og retsvæsen på topniveau såsom forsvarsministeren eller en højesteretsdommer. Men den nye tyrkiske forfatning er centreret omkring en stærk leder og et svagt parlament uden denne godkendelsesproces. Kongressen skal ikke godkende nogen af disse høje stillinger. Erdogan har beføjelse til at udpege og afskedige vicepræsidenter og ministre og højtstående embedsmænd. Han får lov til at udpege nogle af de vigtigste ​​dommere og anklagere, og han vil også have en enorm indflydelse på, hvem der bliver valgt til forfatningsdomstolen – alt sammen uden parlamentets godkendelse,” siger Asli Aydintasbas og tilføjer:

”Han har allerede argumenteret for, at man spilder alt for meget tid med det nuværende system, og at han ønsker at være i stand til at foretage en hurtig proces, men det er præcis den opbremsning af processer, der forhindrer en stærk mand i at regere hele systemet.”

I lande med stærke forfatninger som USA og Frankrig udgør et uafhængigt retsvæsen en vigtig modvægt til den politiske magt, pointerer Kaarlo Tuori, viceformand for Venedig-kommissionen, som rådgiver Europarådet i forfatningsmæssige anliggender, og medforfatter til en rapport om den tyrkiske forfatningsændring.

”Men under den nye tyrkiske forfatning har præsidenten gennem sine egne nominerede dommere fået magt over det Øverste Dommerråd,” siger han med henvisning til, at Erdogan vil stå for udnævnelse af 6 af de 13 medlemmer af rådet, der udpeger landets dommere, mens parlamentet vil stå for udnævnelsen af de resterende 7.

”Retsvæsenet er desuden blevet svækket af de omfattende afskedigelser, og præsidentens position i udnævnelsen af ​​dommere ved forfatningsdomstolen er blevet styrket,” siger han og tilføjer, at trods Donald Trumps anklager om falske nyheder har et land som USA stadig en fri presse, mens Erdogan stort set har afskaffet pressefriheden i Tyrkiet.

Det mest skræmmende er imidlertid den politiske kultur, som forfatningen er opstået i, mener Tyrkiet-ekspert ved tænketanken Brookings Institution i Washington D.C., Kemal Kirisci.

”I Tyrkiet er forfatningen opstået i en kultur, som stort set ingen respekt har for minoriteter, og som op til folkeafstemningen ikke har tøvet med at kalde dem for ’terrorister’ og ’forrædere’. Hører vi nogensinde politikere eller journalister i USA og Frankrig stemple mennesker, de er uenige med, på denne måde? Selv Trump er langsomt men sikkert ved at revidere og moderere sin egen ’kultur’.”8