Erdogan sidder solidt på toppen

Den tyrkiske premierministers store magt skyldes både solidt arbejde og en tandløs opposition

Den tyrkiske premierminister Recep Tayyip Erdogan hilser sine støtter ved ankomsten til Ataturk Lufthavn i Istanbul den 7. juni 2013.
Den tyrkiske premierminister Recep Tayyip Erdogan hilser sine støtter ved ankomsten til Ataturk Lufthavn i Istanbul den 7. juni 2013. Foto: Ozan Kose Denmark.

I går fortsatte Tyrkiets premierminister Erdogan sin hårde kurs over de protester, der gennem den seneste uge har spredt sig fra Istanbul til mere end 60 byer i landet. På et pressemøde erklærede han, at byggeriet af et indkøbscenter i Taksim Gezi Park, sagen som det hele begyndte med, fortsætter, og at han ikke vil acceptere ulovlige demonstrationer i Tyrkiet.

De skarpe udtalelser er brænde på bålet for den kritik af Erdogan, som demonstranter og kritikere har rejst i den seneste tid. Han er arrogant og lytter ikke til borgerne, men trumfer sine personlige projekter igennem, lyder kritikken fra de demonstrerende tyrkere.

LÆS OGSÅ: Erdogans sande ansigt: Snigende islamisering af Tyrkiet fortsætter

Premierminister Erdogan er demokratisk valgt tre gange i træk, første gang i 2002, og har fået anerkendelse i den brede tyrkiske befolkning for en række reformer som blandt andet har givet militæret mindre magt, skabt økonomisk vækst og givet flere rettigheder til landets kurdiske borgere.

Men en del af kritikken, som lyder blandt demonstranterne i Tyrkiet for tiden, er, at Erdogan har en autoritær lederstil og for meget magt til at gennemtrumfe love og projekter på egen hånd uden at lytte til tyrkerne.

Den store indflydelse har han arbejdet sig frem til, og så er han også blevet hjulpet på vej af en uorganiseret opposition, fortæller Hugh Pope, projektchef i Tyrkiet for International Crisis Groups , forfatter og iagttager af tyrkisk politik.

Erdogan har arbejdet hårdt i 25 år, så hans indflydelse er ikke bare kommet ud af det blå. Han er charmerende og har været hurtig til at rykke i forhold til erhvervslivet. Han har en evne til at tale lige fra hoften, som i hvert fald 50 procent af tyrkerne synes godt om, siger Hugh Pope.

Recep Tayyip Erdogan er opvokset i det ikke prangende kvarter Kasimpasa i Istanbul og bliver af sine vælgere set som en mand af folket, som går op i fodbold og stadig ofte besøger sit gamle kvarter. På trods af en fattig baggrund tog han en uddannelse i ledelse og har arbejdet sig op til at blive landets premierminister. I 1994 blev han borgmester i Istanbul, og med sin religiøse baggrund appellerede han til de af Tyrkiets muslimer, som følte sig undertrykt af den sekulære stat, som Kemal Atatürk indførte. I 1998 sad Erdogan i fængsel i fire måneder for en dom for at udbrede religiøst had. Netop derfor peger flere kritikere på, at Erdogan burde have forståelse for vigtigheden af at kunne ytre sig frit.

Ifølge Hugh Pope skyldes en stor del af Erdogans succes med at blive mere og mere magtfuld til dels, at oppositionen har været så svag.

Oppositionens har ikke organiseret sig ordentligt. De har været mere optaget af interne anliggender og har haft en opfattelse af at være berettiget til indflydelse, siger Hugh Pope.

Imens Erdogan har været på besøg i Nordafrika, har den tyrkiske præsident Abdullah Gül og vicepremierminister Bulent Arinc udtalt sig om demonstrationerne i mere udglattende termer end den skarpe linje, Erdogan lagde over for demonstranterne, inden han forlod landet. Nogle iagttagere ser udtalelserne som udtryk for en klart opdelt og aftalt rollefordeling mellem de tre politikere, men det kan også ses som en spirende splid internt i Erdogans AKP-parti.