Prøv avisen

Erdogan soler sig i tyske fodboldstjerner

Erdogan har været i London til møde med premierminister Theresa May for at drøfte forholdet mellem Tyrkiet og Storbritannien, når briterne næste år træder ud af EU. Han fik også tid til at mødes med tre fodboldstjerner. Fra venstre Ilkay Gündogan fra Manchester City og Mesut Özil fra Arsenal, begge tyskere af tyrkisk afstamning. Så er det Erdogan, og til højre Cenk Tosun fra Everton. Han spiller på Tyrkiets landshold. Foto: Reuters/Handout

Nogle af verdens bedste fodboldspillere er tyskere af tyrkisk oprindelse. Nu er to af dem fotograferet med præsident Erdogan og hvirvlet ind i hans valgkamp.

De to tyske fodboldstjerner Mesut Özil og Ilkay Gündogan fra de engelske klubber Arsenal og Manchester City har fået ørerne i maskinen, og det er ikke for deres indsats på grønsværen.

De er begge tyskere af tyrkisk oprindelse og har haft et møde med Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, der er i gang med sin valgkamp forud for parlaments- og præsidentvalget den 24. juni.

Mødet fandt sted i den britiske hovedstad, London, i søndags, da han indledte et tre dage langt besøg.

Det er kommet til offentlighedens kendskab, for Erdogans islamiske AKP-parti har lagt fotos fra mødet på sin twitterkonto.

Nu soler Erdogan sig i fodboldspillernes stjernedrys. Han fik fodboldtrøjer med som souvenirs.

I Tyskland deler forbundskansler Angela Merkel ikke Erdogans glæde. Via sin talsmand, Steffen Seibert, siger hun ifølge det tyske nyhedsbureau dpa, at landsholdsspillerne også er rollemodeller. Deres optræden med Erdogan "rejser spørgsmål og inviterer til misforståelser", som Seibert formulerer det.

Joachim Löw, Tysklands landsholdstræner, gør det klart, at han ikke tvivler på spilernes loyalitet. Men han er ikke glad for fotoet.

- Det var ikke en heldig handling. Når man spiller for Tyskland, repræsenterer man landet og Tysklands værdier.

Men han udtrykker også forståelse for, at spillerne har en blandet kulturel identitet.

Annette Widmann-Mauz, integrationsminister, siger, at Özil og Gündogan er dårlige forbilleder.

- Jeg forventer ikke, at en fodboldspiller bliver diplomat. Men jeg forventer, at en landsholdsspiller er sig sin funktion bevidst, siger hun til radiostationen Deutschlandfunk.

Hun tilføjer, at mange kritikere af Erdogan sidder i fængsel, og det passer meget dårligt med de værdier, som Tysklands landshold repræsenterer.

Gündogan har udsendt en erklæring, hvori han siger, at mødet ikke var det samme som at sige, at de støtter Erdogan politisk.

- Trods legitim kritik valgte vi at vise en gestus af respekt for præsidentembedet og vore tyrkiske rødder, forklarer han.

I Tyrkiet langer Yildirim Demiroren, chef for det nationale fodboldforbund TFF, ud efter de utilfredse tyskere, skriver nyhedsbureauet AFP.

Han er specielt efter Reinhard Grindel, chef for det tyske fodboldforbund (DFB), der har talt om, at de tyske landsholdsspillere er blevet "manipuleret" af tyrkerne.

- De tanker, der udtrykkes af DFB-præsidenten, er absolut uacceptable, siger Demiroren og påpeger, at Erdogan er en "passioneret fodboldfan".

Forholdet mellem Tyrkiet og Tyskland har ofte været skrantende i de senere år.

Efter kupforsøget i Tyrkiet i juli 2016 har Erdogan slået hårdt ned på kritikere. Medier er lukket, titusindvis af mennesker fængslet, og der er undtagelsestilstand.

I fjor var der folkeafstemning i Tyrkiet om en ny forfatning, der giver præsidenten flere magtbeføjelser.

Under valgkampen ville tyrkiske ministre gerne holde vælgermøder i Tyskland, der har et stort tyrkisk mindretal, hvoraf mange kan stemme i Tyrkiet, men det frabad Tyskland sig.

Folkeafstemningen endte i øvrigt med et ja.

/ritzau/