Det er ikke fordi, det er tabu at tale om den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, forsikrer den mandlige blomsterhandler med tyrkiske rødder, mens han pakker et paradistræ ind i plastic. Udenfor sludrer tyrkiske mænd mellem shawarma-barer og grønthandlere i hjertet af den multikulturelle Berlin-bydel Kreuzberg.
”Men folk her kender os, og hvis jeg siger, hvad jeg mener, mister vi alle de kunder, der mener det modsatte,” siger han.
Forholdet mellem Tyskland og Tyrkiet nåede et lavpunkt, da den tyrkiske præsident sidste weekend sagde, at aflysningen af tyrkiske valgmøder i Tyskland minder om nazitiden. Valgmøderne går forud for en tyrkisk folkeafstemning den 16. april om ændringer af forfatningen, der vil styrke Erdogans beføjelser som præsident.
Præsidentens stadig mere autoritære stil lægger ikke alene afstand til Tyskland, men borer sig også som en kile ned mellem Tysklands millionstore mindretal af tyrkere og tyrkiske efterkommere og afspejler den dybe politiske splittelse i Tyrkiet, der tog fart efter et mislykket kupforsøg sidste sommer.
Meningsforskellene er ”i den grad store”, fortæller 20-årige Emre, som er født i Kreuzberg og læser hf.
”Erdogan er kommet med nogle dumme fornærmelser. Han var moderat, men er blevet alt for diktatorisk,” siger Emre, som ikke ønsker sit efternavn i avisen.
”Det er naturligvis ikke godt, men hans tilhængere passer dette fint, og mange støtter ham, så …”
Han tøver.
”Jeg synes, der er meget godt og meget dårligt at sige om ham. Jeg er selv muslim, og jeg mener, at han repræsenterer muslimer rigtigt godt. Men der er ikke frihed i Tyrkiet, og han bør adskille religion fra politik, som man gør her i Tyskland, hvor alle kan tro og gøre, som de vil.”
Fire kilometer fra Kreuzbergs centrum svarede den tyske forbundskansler, Angela Merkel, i Forbundsdagen i går igen på Erdogans nazi-sammenligning, som hun kaldte for ”trist og deprimerende” og ”så malplaceret, at man overhovedet ikke kan kommentere den”. Samtidig opfordrede hun til, at de to lande ikke glider fra hinanden.
”Det kan ikke være i vores sikkerhedsmæssige og geopolitiske interesse, at Tyrkiet, der er en partner i Nato, vokser fra os,” sagde hun til det tyske parlament.
49-årige Necati Yildiz ryster på hovedet af kansleren. Den tyrkisk-fødte berliner, som har arbejdet i den tyske bilindustri i mange år, er begejstret for Erdogan og giver ikke meget for, at tyske myndigheder har nægtet tyrkiske politikere at tale i Tyskland.
”Angela Merkel er interesseret i magt, og hun gør ikke meget for at hjælpe Tyrkiet. Når noget i Tyrkiet ikke passer Tyskland, er det automatisk dårligt. Tyskland er bange for, at Tyrkiet vokser sig for stærkt under Erdogan,” siger han og tilføjer, at præsidenten er demokratisk valgt.
”Når så mange mennesker er så begejstrede for hans arbejde, synes jeg, det er godt, han er ved magten. Jeg tror ikke, der er mindre demokrati i Tyrkiet nu end tidligere.”
De fleste mennesker med tyrkisk baggrund, Kristeligt Dagblad møder, vil ikke tale om deres holdning til den tyrkiske præsident og hans styre. Det kan tilsyneladende også være farligt. Forleden aften fik en tysk journalist fra ugeavisen Die Zeit tæsk af Erdogan-tilhængere under en tale af den tyrkiske udenrigsminister i det tyrkiske generalkonsulat i Hamborg, fordi han holdt et skilt i vejret med teksten ”Befri Deniz” med henvisning til den tysk-tyrkiske journalist, Deniz Yücel, der sidder fængslet i Tyrkiet anklaget for terrorisme.
Intimidering af kritikere af Erdogans regime er udbredt ikke bare i Tyrkiet, men finder også sted internt i de tyrkiske miljøer i Tyskland, fortæller Detlef Pollack, professor i religionssociologi ved Westfälische Wilhelms-Universitet i Münster, hvor han blandt andet har forsket i det tyrkiske mindretals holdninger til politik, religion og integration.
Han påpeger, at 60 procent af de tyske tyrkere, der kan stemme i Tyrkiet og stemte ved det seneste tyrkiske valg, stemte på Erdogan. Samtidig er der en stærk tyrkisk opposition i Tyskland, som stemte på partier, der ønsker at hindre, at Erdogan får større magtbeføjelser.
”Så det er ikke nogen overdrivelse at fastslå, at de tyrkiske samfund i Tyskland er alvorligt splittede og meget polariserede i deres politiske holdninger. Eftersom tilhængere af Erdogan er i flertal og udøver et stort pres på deres ’fjender’, hører man sjældent kritiske røster. Det er ikke let at finde folk, der tør tale frit, hvis de ikke går ind for Erdogan,” siger Detlef Pollack.
Den store opbakning til Erdogan hænger blandt andet sammen med forfejlet integration, som fastholder mange i en offermentalitet, mener Parvin Sadigh, som er samfundsredaktør ved ugeavisen Die Zeit. Mange kommer fra konservative, religiøse miljøer i Tyrkiet og har taget denne mentalitet med sig.
”De ser sig selv som ofre i et samfund, de ikke bryder sig om, ligesom Erdogan faktisk var offer for et korrupt samfund og i dag uretmæssigt bliver fremstillet som offer, når andre kritiserer ham,” skriver hun på Die Zeits netavis med henvisning til, at Erdogan i 1998 blev fængslet for en politisk tale, og at hændelsen siden er blevet brugt til at forherlige ham, senest i en film.
”Enhver, der ser sig selv som offer, er kun svært modtagelig for argumenter,” skriver hun.