Erdogan truer igen med at blokere for nordiske Nato-medlemskaber

Næsten alle Nato-lande har givet grønt lys til medlemskab til Sverige og Finland. Tyrkiet og Ungarn mangler.

Sverige og Finland skal overholde løfter, som de har givet Tyrkiet. Først da vil Tyrkiet nikke ja til, at de kan blive en del af Nato, lyder budskabet fra præsident Erdogan i en tale til det tyrkiske parlament lørdag.
Sverige og Finland skal overholde løfter, som de har givet Tyrkiet. Først da vil Tyrkiet nikke ja til, at de kan blive en del af Nato, lyder budskabet fra præsident Erdogan i en tale til det tyrkiske parlament lørdag. Foto: Adem Altan/Ritzau Scanpix.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, truer på ny med at blokere for at lade Sverige og Finland blive en del af forsvarsalliancen Nato.

De to lande skal overholde de løfter, som de har givet Tyrkiet, før Tyrkiet vil nikke ja til deres ansøgninger.

Det siger Erdogan lørdag i en tale til det tyrkiske parlament.

- Indtil de løfter, som er givet til vores land, er indfriet, vil vi fastholde vores position.

- Vi holder nøje øje med, om løfterne fra Sverige og Finland bliver overholdt eller ej. Den endelige beslutning ligger selvfølgelig i vores parlament, siger han.

Han uddyber ikke, hvilke løfter han specifikt tænker på.

Ruslands invasion af Ukraine i februar fik de to nordiske lande til at bryde med årtiers neutralitet på det militære område. I maj søgte de om at blive del af Nato.

De håbede på hurtigt at blive optaget. Men Tyrkiet forsinkede processen ved at være imod optagelsen af landene i Nato.

Tyrkiet har blandt andet anklaget Finland og især Sverige for at huse militante kurdere, som i årevis har været i væbnet konflikt med den tyrkiske stat.

I slutningen af juni kom der dog hvid røg, da Tyrkiet meddelte, at man ville støtte optagelsen af Finland og Sverige i Nato.

Det skete, efter at Erdogan havde holdt møde med de to landes ledere, hvor en aftale blev indgået, så Tyrkiet kunne give grønt lys.

Det grønne lys er dog endnu ikke endeligt givet fra Tyrkiet. Et medlemskab i Nato kræver et ja fra alle 30 Nato-lande.

Hidtil har 28 ud af 30 sagt ja. Tyrkiet og Ungarn mangler. De har endnu ikke sendt ansøgningerne videre til deres parlamenter, hvor de skal endeligt godkendes.

Erdogans fornyede trussel om at blokere for medlemskab til de to lande kommer, dagen efter at Sverige ellers tilsyneladende er gået Tyrkiet i møde.

Fredag genåbnede Sverige for at eksportere våben til Tyrkiet. Landet har ellers siden 2019 haft et forbud mod eksport af våben til Tyrkiet.

/ritzau/AFP