Erdogan vil lave sikkerhedszone ved grænsen til Syrien

Tyrkiet vil igangsætte militære operationer, der skal bekæmpe terrortrusler fra regioner syd for Tyrkiet.

Recep Tayyip Erdogan, præsident i Tyrkiet, siger mandag, at Tyrkiet inden længe vil igangsætte militære operationer for at lave en sikkerhedszone ved landets sydlige grænser.
Recep Tayyip Erdogan, præsident i Tyrkiet, siger mandag, at Tyrkiet inden længe vil igangsætte militære operationer for at lave en sikkerhedszone ved landets sydlige grænser. Foto: Turkey''s Presidential Press Offi/Reuters.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, siger mandag, at Tyrkiet snart vil igangsætte nye militære operationer langs landets sydlige grænser.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det skal ske for at lave en 30 kilometer dyb sikkerhedszone, der skal bekæmpe, hvad præsidenten kalder terrortrusler fra syd.

- Det primære mål for disse operationer er områder, der er centrum for angreb på vores land og sikkerhedszoner, siger Erdogan uden at uddybe yderligere.

Operationerne går ifølge Erdogan i gang, så snart militæret, efterretningstjenesten og sikkerhedsstyrkerne har færdiggjort forberedelserne.

Mod syd har Tyrkiet grænser til Syrien og Irak.

Ifølge Reuters vil den militære operation sandsynligvis være rettet mod det nordlige Syrien.

Siden 2016 har Tyrkiet igangsat flere militære operationer ved grænsen til Syrien for at underminere den militante gruppe YPG, som Tyrkiet mener er forbundet til Det Kurdiske Arbejderparti (PKK).

PKK er på EU's, USA's og Tyrkiets terrorliste.

Meldingen fra Erdogan kommer samtidig med, at Tyrkiet protesterer mod finsk og svensk Nato-medlemskab.

I sidste uge søgte Sverige og Finland om medlemskab af forsvarsalliancen Nato.

Indtil videre har Erdogan sagt, at han "ikke vil sige ja" til at lukke de to lande ind i alliancen. Det skyldes, at de har afvist at udlevere en række personer, som Tyrkiet beskylder for at være terrorister, skriver nyhedsbureauet AFP.

Tyrkiet vil have udleveret personer med forbindelse til PKK eller den muslimske lærde Fethullah Gülen.

Gülen og hans tilhængere er under anklage for at have stået bag et fejlslagent kup mod Erdogan i 2016.

Det kræver grønt lys fra samtlige 30 Nato-lande, hvis Sverige og Finland skal blive en del af alliancen.

/ritzau/