Prøv avisen

Erdogan vil skabe nyt Tyrkiet med hård magt

Tyrkere demonstrerer imod fængslingen af journalister fra avisen "Cumhuriyet". Demonstranterne holder den seneste udgave af avisen i hænderne, hvor overskriften lyder "Endnu et kup imod oppositionen". Foto: Emrah Gurel/Polfoto

I løbet af ganske få dage dage er yderligere 10.000 offentligt ansatte blevet fyret i Tyrkiet, en række uafhængige journalister fra landets ældste avis er arresteret, og præsident Erdogan har lovet sine tilhængere, at dødsstraffen er på vej tilbage

Den amerikanske udenrigsminister John Kerry er bekymret. Det samme er blandt andre formanden for Europa-Parlamentet, Martin Schultz, og den tyske kansler Angela Merkel. De bryder sig ikke om de seneste dages nyheder fra Tyrkiet.

Ifølge tyrkiske og internationale medier er cirka 10.000 offentligt ansatte blevet fyret (ud over de flere end 30.000 personer, der i forvejen var afskediget), og en chefredaktør og 12 journalister fra landets ældste avis, Cumhuriyet, er blevet arresteret ud over de flere end 100 journalister, der i forvejen er fængslet – fra de flere end 160 medier, der er lukket siden juli.

Desuden er et lovforslag om genindførelse af dødsstraf på vej til parlamentet, og et nyt dekret sikrer præsident Recep Tayyip Erdogan ret til at udnævne rektorerne på alle landets universiteter.

Bekymringen og den diplomatiske kritik fra de vestlige politikere gør dog næppe indtryk på den tyrkiske præsident. Erdogan har for længst sat sig ud over, hvad USA og EU mener om tyrkisk politik. Ingen af parterne ses længere som stærkt nødvendige for Tyrkiet, og kritikken preller derfor af på Erdogan, der ser sig selv som skaberen af et storslået, nyt Tyrkiet.

”Tyrkiet mener ikke, at det har brug for USA og EU mere. Det er et langt mere selvbevidst land end for 15 år siden, hvor det stort set altid makkede ret, hvis USA eller EU sagde noget. Og den selvbevidsthed og nationalisme er en del af det brændstof, som Erdogan benytter sig af til at konsolidere sin magt,” siger Abdullah Simsek, postdoc ved Københavns Universitet med særlig viden om tyrkisk historie og samfundsforhold og undervejs med en bog om Erdogan og tyrkisk nationalisme.

Han mener, at hele rækken af politiske indgreb skal forstås i lyset af præsident Erdogan og hans støtters bestræbelse på at gennemføre en regimeændring, der sikrer præsidenten absolut magt. Uanset om det er udrensningerne blandt de offentligt ansatte, censuren over for medierne eller indførelsen af undtagelsestilstanden efter militærkuppet den 15. juli, er det alt sammen brikker, der skal lægge fundamentet for en ændring af forfatningen, så det tyrkiske præsidentembede får både besluttende og udøvende magt.

”I praksis har det tyrkiske regime allerede længe konsolideret sin magt. Nu er man i færd med at legitimere det ved at henvise til alle de farer, der truer den tyrkiske nation og kun kan undgås med en stærk leder. Og sidste skridt vil blive at legalisere magten ved at få gennemført de nødvendige ændringer af forfatningen. For uanset om han allerede har magten og benytter sig af den, så betyder det meget for ham, at det hele formelt set går lovligt til,” siger Abdullah Simsek.

Bag det hele ligger idéen om et nyt Tyrkiet; en anderledes mægtig og indflydelsesrig nation end den nuværende republik, der efter Erdogans mening blot bør være en parentes i historien. Så sent som den 22. oktober kritiserede Erdogan de grænser, som blev fastlagt for Tyrkiet i 1923 i Lausanne-traktaten i kølvandet på Første Verdenskrig og Det Osmanniske Riges sammenbrud. De indskrænkede landets areal fra 2,5 millioner kvadratkilometer til 780.000 kvadratkilometer.

”De, som har låst Tyrkiet fast i denne ondskabsfulde cirkel siden 1923, har forsøgt at få os til at glemme den tusindårige erindring om vores land. Vi kan ikke bruge psykologien fra 1923 i 2016. Vi skal ikke være stolte af at have bevaret vores position fra 1923, når alt andet i verden har forandret sig, siden vi grundlagde republikken,” sagde han ifølge den mellemøstlige nyhedsside Al-Monitor.

Men den storslåede vision kræver en magtfuld leder. I første omgang Erdogan selv.

”Argumentet er, at Tyrkiet er stærkest, når det bliver regeret af en et-parti-regering, fordi den kan sikre stabilitet. Erdogan og hans støtter fremlægger det, som om det er et præsidentembede i stil med det amerikanske, de ønsker. Det lyder tilforladeligt, men de to landes forfatninger er usammenlignelige. Tyrkiet har ikke den magtdeling og de kontrolinstanser, som USA har,” siger Simsek.

Frygten for kaos er i det hele taget en grundtræk i tyrkisk politik tænkning, mener Halil M. Karaveli, seniorforsker ved Institut for Sikkerhed og Udviklingspolitik i Sverige. Han skriver i en ny artikel i det udenrigspolitiske magasin Foreign Affairs, at tyrkerne anser staten for at være det ultimative bolværk mod interne stridigheder og opløsning. Det er også i den sammenhæng, at Erdogans ”sult efter orden” skal forstås. Og han har evnet at sikre sig kontrollen, mener Karaveli.

”I den nærmeste fremtid vil tyrkerne leve i et land, som uden for enhver diskussion er blevet Erdogans Tyrkiet,” skriver han.

Den tyrkiske menneskerettighedsaktivist, skribent og forlægger Ragip Zarakolu, der nu lever som flygtning i Sverige, har over for Kristeligt Dagblad tidligere peget på, hvordan Erdogan, siden hans parti, AKP, blev valgt ind i parlamentet første gang i 2002, har pønset på at overtage kontrollen med det politiske system.

Og det har været enkelt for ham at gøre, fordi den tyrkiske forfatning er skrevet af militæret i 1982 og indeholder utrolig mange muligheder for magtmisbrug. Erdogan har stort set fået alle muligheder for en autoritær styreform serveret på et sølvfad. Sammenholdt med, at den tyrkiske befolkning gennem årtier har været vant til, at beslutningerne blev truffet for dem, har det gjort det let for Erdogan at blive en særdeles magtfuld leder.8