Prøv avisen
Valg i Norge

Erna Solberg har vendt sine fejl til styrker og erobret nordmændenes hjerter

Lettelsen var stor hos Erna Solberg og hendes nærmeste, her datteren Ingrid Solberg Finnes og rådgiveren Sigbjørn Aanes, da valgsejren efter en sand gyser kom i hus natten til i går. Solbergs mand, Sindre Finnes, står skjult bag statsministeren. Foto: Hans Kristian Thorbjornsen NTB/Scanpix/AP/ritzau

56-årige Erna Solberg ser ud til at fortsætte som Norges statsminister. Med jordnærhed og sejhed er hun blevet en regeringsleder, nordmændene kan spejle sig i

Norges anden folkevalgte kvindelige statsminister er ikke en politiker med store armbevægelser, dyre tasker eller historiske taler. Hun er mest af alt en helt almindelig nordmand, der står for jordnærhed, stabilitet og sammenhængskraft. Hun fortæller åbent om de problemer, hun har, og formår med en ærlig og personlig fremtoning at markere sig som en regeringsleder, nordmændene kan se i øjnene.

Og i modsætning til Arbejderpartiets velhavende leder, Jonas Gahr Støre, kæmper hun ikke med et skær af elite og afstand til vælgerskaren. Også blandt hendes politiske modstandere og vælgere fra venstrefløjen er Erna Solberg anerkendt og respekteret af mange som en god politiker og statsminister.

Efter mandagens stortingsvalg tyder alt på, at hun også de næste fire år skal stå i spidsen for det norske folk.

Erna Solberg er født og opvokset i Bergen som den mellemste af tre søstre. Hendes far var leder i et lokalt busselskab og moren kontorfuldmægtig. Hun er uddannet cand.mag. med hovedfag i statskundskab fra Universitetet i Bergen og har desuden studeret socialøkonomi. Som ung engagerede hun sig i det borgerlige parti Højres ungdomsafdeling og blev leder af Operation Dagsværk i 1979. Desuden sad hun i kommunalbestyrelsen i Bergen som stedfortræder fra 1980-1983, inden hun blev fast medlem i 1987. I årene efter arbejdede hun sig op igennem rækkerne i partiet og blev som blot 28-årig valgt ind i Stortinget i 1989.

Hun blev i 2001 kommunal- og regionalminister i Kjell Magne Bondeviks regering, og tre år derpå blev hun partileder for Højre. Efter valget i 2013 gik Højre frem med næsten 10 procentpoint, og hun overtog statsministerposten fra socialdemokraten Jens Stoltenberg.

På det tidspunkt havde hun tilnavnet ”Jern-Erna”, som hun i vid udstrækning fik på grund af sin hårde linje i indvandrerpolitikken. Igennem sin politiske karriere har Erna Solberg dog også fået prædikatet folkelig og har formodet at skabe balance mellem partiledelsen i Oslo og vælgerne rundt om i landet.

I løbet af hendes første fire år som statsminister blev Erna Solbergs udholdenhed og samarbejdsevner sat på prøve af en stor nedgang i olieindustrien og flygtningekrisen i efteråret 2015.

Andre læser lige nu