Sidste år ved denne tid stod hun stadig uskadt og urokkelig på sin plads i hjertet af Paris. Solen var ved at skinne sig varm, og på træerne bag Notre Dame pressede bladene på for at komme ud i foråret.
Den 15. april var påskeugen netop begyndt, og Notre Dame ventede som hvert år det store rykind af pilgrimme, som ville bede ved Kristi tornekrone, den uvurderlige skat for katolikker verden over, der blev opbevaret i et pengeskab for enden af en gang bag sakristiet. Langfredag – om fire dage – skulle den bæres i procession ud af den 850 år gamle katedral med de to verdenskendte gotiske klokketårne og spiret over kirkeskibets hvælving.
Et år senere står hun der stadig. Skamferet, uden spir og uden blytaget, som smeltede ned over tagkonstruktionens 900 år gamle bjælker. Men med en næsten uberørt facade mellem de to klokketårne, som den skæbnesvangre aften, den 15. april 2019, udgjorde fronten i en intens kamp.
Det var her, brandfolkene kæmpede den sidste, afgørende kamp for Notre Dames liv, som var blevet tilintetgjort, hvis ilden havde bredt sig fra nordtårnet til sydtårnet og havde revet de seks store klokker ned i en gigantisk dominoeffekt. Brandfolkene satte deres liv på spil mod 20 meter høje flammer i et kapløb med tiden og med ilden. Den ild, som få timer forinden havde fået lov til at brede sig, mens en ny, uerfaren brandvagt styrtede rundt på må og få i forsøget på at finde den brand, som en uheldigt kodet brandalarm havde signaleret klokken 18.18 i ”Kirkeskib/sakristi”.
Dyrebare minutter gik tabt, inden den præcise, men kryptiske kode, ZDA-110-3-15-1, blev knækket og oplysningen bekræftet: Ilden havde fat i ”skoven”, tagkonstruktionens 5000 kubikmeter træ. Da brandvæsenet blev alarmeret klokken 18.48, var der gået 40 minutter, og en røgfane rejste sig allerede fra taget.
André Finot var den første af medarbejderne ved katedralen, der nåede frem til kirkepladsen, da der endelig blev slået alarm. Hans arbejde er blandt andet at skaffe mæcener til vedligeholdelsen af Notre Dame. Ikke i sin vildeste fantasi havde han forestillet sig størrelsen af det beløb, han om få timer ville få brug for.
”Jeg husker hvert øjeblik af den lange aften, hvor vi stod der, magtesløse, foran den brændende katedral. Jeg kan stadig høre den bøn, der rejste sig fra kajerne langs Seinen rundt om Cité-øen, hvor folk spontant begyndte at bede. Fra mit mæcenarbejde vidste jeg, hvor stor gennemslagskraft Notre Dame har ude i verden. Vi havde modtaget officielle delegationer fra hele verden, sågar en delegation fra Mongoliet. Alligevel var jeg overrasket over de hundredevis af sms’er og meddelelser, der tikkede ind på min telefon lige fra klokken 19, da røgen var brudt gennem taget, og nyheden om branden gik verden rundt,” siger André Finot.
I klassikeren ”Klokkeren fra Notre Dame” beskrev Victor Hugo allerede i 1831 profetisk, hvordan en rasende flamme båret af vinden ville slikke op over facadens roset-vindue mellem de to klokketårne i en hvirvelvind af gnister. En næsten præcis beskrivelse af den endelige kamp, der afgjorde Notre Dames skæbne 188 år senere.
Temperaturen på taget nærmede sig de 1000 grader, blytaget smeltede, og vinden spredte flammerne i alle retninger. Omkring klokken 19.45 knækkede det brændende spir i en regn af gnister, et apokalyptisk billede, som siden er blevet sammenlignet med Titanics undergang og terrorflyene, der ramte World Trade Center i New York i 2001.
20 brandfolk blev kort efter klokken 20 sendt op i det 69 meter høje nordtårn for at bremse ilden. Flammerne nåede op omkring de otte tunge klokker, som vejede mellem to og fire tons hver. Hvis brandfolkenes mission mislykkedes, ville klokkerne vælte ned over dem.
Og det ville også være Notre Dames endeligt. For dermed ville dominoeffekten brede sig til sydtårnet og den 13 tons tunge Emmanuel-klokke, som kun ringer til de store højtider jul, påske og allehelgen. Hvis nordtårnet brød sammen, ville det rive sydtårnet med sig, og Emmanuel ville buldre ned og rive hele katedralen med sig på vejen. Katastrofen var kun en hårsbredde væk.
Branden i Notre Dame var et globalt drama, som hele verden fulgte direkte på tv-skærmene. Klokken 23 kunne præsident Emmanuel Macron omsider erklære, at branden var under kontrol. Men katastrofen var ikke afværget helt endnu. I løbet af natten var i alt 400 brandfolk mobiliseret. Brandfolkene var nødt til at angribe ilden på tæt hold, i første gange fra positioner oppe på taget, for de parisiske brandbilers lifte var ikke høje nok til at nå katedralens tag. Andre brandbiler måtte rekvireres fra udkanten af hovedstaden og fra Normandiet, inden større mængder vand kunne pumpes op fra Seinen og sendes ud over bygningen.
For franskmændene var det en national katastrofe, der udspillede sig, da den urokkelige, århundredgamle katedral vaklede – som et symbol på altings forgængelighed.
”Det er landets hjerte, der brænder for øjnene af millioner og atter millioner af mennesker. Metaforisk set er det Paris, der brænder,” skrev dagbladet Libérations chefredaktør, Laurent Joffrin, dagen efter.
Paris var allerede udmarvet af de foregående års terrorangreb. Flere af brandfolkene havde deltaget i redningsaktionen ved spillestedet Bataclan i november 2015. Og i fem måneder var byen blevet hærget af gule veste. Da branden brød ud, var præsident Macron ved at gøre klar til at gå på tv med en tale om nye tiltag for at imødekomme den sociale krise, de gule vestes oprør var udtryk for.
Notre Dames brand blev kulminationen på flere års katastrofer, der havde tyndslidt Frankrigs sammenhængskraft. Og de første dage efter branden var kaotiske. Rygterne om, at branden var et terrorangreb, svirrede på de sociale medier, og billeder af arabisk udseende mænd i nærheden af katedralen blev sat i omløb som indicier på et terrorangreb og påstande om, at myndighederne holdt det skjult.
Et andet billede af en mand i en gul vest, der blev fremstillet som en mulig pyroman, viste sig at være en af brandfolkenes ledere.
Men det er solidariteten, André Finot i dag husker. Og han taler ikke kun om de løfter om milliardstøtte til genopbygningen, som indløb allerede på brandnatten.
”Så snart det var muligt at begynde oprydningsarbejdet og sikringen af bygningerne, meldte håndværkere sig spontant fra hele landet. Der blev arbejdet alle ugens dage, næsten 24 timer i døgnet, og folk spurgte ikke sig selv, om de mon ville få løn og overtidsbetaling. Der var heller ikke tale om særligt troende katolikker. Det var ikke troen, men en instinktiv, kulturel tilknytning til Notre Dame som et nationalt symbol, der drev dem, og det er det smukkeste tegn på Notre Dames betydning for franskmændene,” siger André Finot.
I dag er komplotteorierne om årsagerne gået i sig selv. Fundet af interimistiske el-installationer til et klokkespil i spiret har næret mistanken om en kortslutning som brandens udgangspunkt.
”Det er den mest sandsynlige hypotese lige nu, men efterforskningen er stadig i gang,” siger André Finot, der også er talsmand for Notre Dames administration.
Også den første, heftige polemik om de arkitektoniske valg til den forestående genopbygning er dysset ned. Præsident Macrons internationale arkitektkonkurrence er stadig i gang, og de fantasifulde forslag om glastag, hængende haver og laserstråler i stedet for spir kan komme op igen. Den særlige genopbygningskommission skal med tiden afgøre, om Notre Dame skal have et nyt, futuristisk spir eller en kopi af 1800talsarkitekten Eugène Emmanuel Viollet-le-Ducs neogotiske spir, en ny tagkonstruktion af træ eller snarere af metal eller beton.
Et nyt kapløb med tiden er indledt, så Notre Dame kan åbne for kirkegængere og publikum i 2024, når Paris bliver vært for De Olympiske Lege. Hvorvidt dette ønske – fremsat af præsident Macron allerede på brandnatten – er muligt, udtaler ingen sig om.
Især ikke efter, at coronapandemien har sat en stopper for en afgørende fase i genopbygningen: Afmonteringen af det sortsvedne stillads bestående af titusindvis af jernstænger, som var blevet installeret umiddelbart inden branden med henblik på en renovering af spiret.
Afmonteringen af stilladset var netop gået i gang, da coronavirussen og nedlukningen af Frankrig satte processen i stå i sidste måned.
For Didier Durand, der arbejder på genopbygningen, er det en historisk opgave.
”Vi var lige begyndt at fjerne stilladset, og afsikringen betyder, at der ikke er nogen umiddelbar risiko for Notre Dames sikkerhed. Men vi håber, at vi så hurtigt som muligt kan gå i gang igen. Lidt efter lidt går det op for os, at vi træder ind i historien. Vi bygger en katedral,” siger Didier Durand.
Coronakrisen betyder også, at kirkepladsen foran katedralen, som var lukket blandt andet på grund af blyforurening fra taget, ikke som lovet kan åbnes for pariserne her i påskedagene.
”Det er en stor skuffelse, at vi ikke kan markere både den første årsdag for branden og påsken på denne måde. Det havde været et stærkt symbol,” siger André Finot.
”Men Notre Dame har været en del af vores identitet i mere end 850 år. Og det symbol består, selv mens hun ligger på sygelejet, og Frankrig og verden kæmper med en global pandemi.”