72 døde, mens 223 slap med livet i behold. Det er den kolde statistik for branden, der hærgede højhuset Grenfell Tower i London i dag for et år siden, da et sandsynligvis defekt køleskab udløste den dødeligste brand i en britisk beboelsesejendom siden Anden Verdenskrig.
Bag tallene gemmer sig det faktum, at redningsindsatsen var slet ikke gearet til at håndtere de mange mennesker, og det blev hurtigt en opgave for lokale kirker, moskéer og andre religiøse grupper at improvisere hjælpen. Præsten Alan Everett var en af dem, der blev vækket midt om natten. Hans anglikanske kirke St. Clement ligger lige rundt om hjørnet fra det sodsværtede Grenfell Tower.
”Jeg var i kirken omkring klokken tre om morgenen, tændte alle lys og satte stearinlys på alteret som et tegn på Guds nærvær. Der syntes ikke at være et indlysende evakueringscenter – i hvert fald ikke i det omfang, vi havde forventet,” fortæller Alan Everett.
Kristeligt Dagblad møder ham til et arrangement i kirken, hvor han også præsenterer sin bog ”After the Fire” (Efter branden), hvor han ikke alene forsøger at huske, hvad der skete, men også finde en mening med begivenheden.
De første, der kom til kirken, var frivillige hjælpere, men i løbet af natten dukkede også omkring 70 mennesker op, som var kommet i hvert fald fysisk helskindede ud af det brændende højhus.
”Klokken 5.30 om morgen var det pludselig en nødhjælpsoperation i stor stil, vi havde gang i. Men jeg fandt først ud af katastrofens omfang, da jeg kom hjem senere på morgenen for at få et bad og lidt morgenmad og tændte fjernsynet,” husker Alan Everett.
Han har selv oplevet, hvordan alt efter branden flød ud i et. For nylig bisatte han en ældre dame, og i følget var en kvinde, som han syntes så bekendt ud, men som han ikke kunne placere. Det viste sig, at han viede hende i juli sidste år.
”Som præst glemmer du bare ikke et menneske, som du har viet inden for det seneste år. Men alt var væk,” fortæller han.
Efter branden er der sket et skifte i forhold til de andre religioner – både andre kirkeretninger, men også muslimer.
”Vi er på en rejse, hvor vi lærer hinanden at kende. Før passede vi hver især vort eget, men vi har nu fundet støtte og solidaritet blandt hinanden.”
Det er også konklusionen fra Amy Plender fra den kristne tænketank Theos. Hun er forfatter til rapporten ”After Grenfell”, som netop handler om, hvordan trosbaserede grupper agerede i det kaos, der var efter branden.
”Trosbaserede grupper skabte rum til at modtage og fordele donationer, de udarbejdede lister over overlevende og hvem, der var savnet, og de tog vare på alle de umiddelbare behov fra folk med forbindelse til Grenfell,” forklarer hun.
Et billede, som Lotifa Begum fra Muslim Aid også genkender.
”Dette er en mulighed for at reflektere over, hvad trossamfund kan. Folk var traumatiserede, og de havde mest af alt brug for følelsesmæssig støtte. Vores moské var i rent kaos, men det var et sted, hvor folk kunne søge hen. Vi har derfor lært noget om tro, og om at være naboer og hjælpe, uanset om vi bærer et tørklæde eller et trækors,” siger Lotifa Begum, der også er kritisk over for den måde, som myndighederne håndterede katastrofen på.
I nabolaget hænger der skilte med teksten ”Justice for Grenfell” – retfærdighed for Grenfell. Det underliggende budskab er, at nogen må og skal stilles til ansvar for bygningens tilstand og den udvendige beklædning af bygningen, der fik en ikke ualmindelig lejlighedsbrand til at brede sig så hastigt og katastrofalt.
De rå følelser går igen i kirken St. Clements. Flere gange tørrer tilhørerne tårer væk. Det kommer også til udtryk, da en ældre dame klapper major Paul Scott fra Frelsens Hær, da hun passerer ham. Ingen ord, blot en let berøring på armen.
”Som tiden er gået, er vi blevet stadigt mere klar over, at det ikke kun har påvirket de mennesker, der var i højhuset, hvor forfærdeligt det end var. Men der er også deres pårørende, deres naboer, folk, der så det hele. Det har påvirket hele lokalsamfundet. De fleste kender nogen, der døde,” fortæller Paul Scott, som oplever, at folk kommer til Frelsens Hærs lokalcenter for bare at snakke over en kop kaffe.
”Det er helt uformelt. Det hedder ikke rådgivning eller sådan noget, og de vil bare snakke. Med årsdagen er det som om, at hele området bliver deprimeret igen. Atmosfæren er tung. Det bliver ikke hjulpet af, at medierne tæt følger de mange udsagn og vidneafhøringer fra den igangværende undersøgelseskommission om Grenfell, så det pastorale arbejde vil fortsætte længe endnu” siger han.