Ét år efter stramning af abortregler: Polsk opgør om abort ulmer stadig

Sidste års afgørelse fra forfatningsdomstol har ikke bremset antallet af illegale aborter i Polen. Men den har skabt en ny gruppe af polske kvinder, der søger abort i udlandet

I vinter gik mange polakker på gaden i protest mod regeringens abortstramning. Nu har regeringskritiske demonstranter været på gaden igen i flere byer som her i Krakow, efter at forfatningsdomstolen har givet regeringen medhold i, at den polske grundlov s
I vinter gik mange polakker på gaden i protest mod regeringens abortstramning. Nu har regeringskritiske demonstranter været på gaden igen i flere byer som her i Krakow, efter at forfatningsdomstolen har givet regeringen medhold i, at den polske grundlov s. Foto: Jakub Wlodek/ Reuters/Ritzau Scanpix.

Midt i en rød mur på en stille gade tæt på centrum af Warszawa er et vindue. Franciskaner-søstrene, der holder til hos hjælpeorganisationen Caritas bag muren, kalder det ”livets vindue”. Åbner man vinduet fra gaden og placerer sit uønskede spædbarn i bakken i den brede vindueskarm, lyder en alarm. Der er en nonne på vagt døgnet rundt, året rundt til at tage sig af barnet, mens der ringes efter en ambulance. Forældrene forbliver anonyme.

Nonnerne er imod abort i alle tilfælde, fordi Gud har skabt alt liv, forklarer søster Marzena i gården bag muren ved siden af en Jesus-statue. Hun er en lille, ældre kvinde med et venligt smil og en fleecetrøje over den sorte dragt med lilla bånd. Det er en stille morgen i oktober, og det er koldt.

Hvad skal man gøre, hvis en kvinde for eksempel er blevet gravid efter en voldtægt?

”Det er svært. Vi blander os ikke i politik,” svarer hun afværgende.

Nonnerne har ikke oplevet nogen stigning i antallet af børn det seneste år. Siden 2008 har de taget imod i alt 18 spædbørn. I 2020 fandt de to børn i lugen. I 2021 endnu ingen.

Forrige fredag var det et år siden, at Polens forfatningsdomstol afgjorde, at abort på grund af et ”uafvendeligt skadet” foster er i strid med landets forfatning. Det er samme forfatningsdomstol, som den 7. oktober i år afgjorde, at forfatningen står over EU-retten, og dermed såede tvivl om ikke bare Polens fortsatte medlemskab af EU, men om selve definitionen af, hvad EU er.

På årsdagen var der kun et par tusinde på gaden i Warszawa et godt langt stenkast fra den nonne, der var på vagt ved ”livets vindue”.

Demonstranterne medbragte de sædvanlige flag: EU-flag, polske flag, regnbueflag, bedstemødre for lgbt-flag og legaliser abort-flag. Der var abortforkæmpernes tegn, det røde lyn, og deres slagord, ***** ***, som alle polakker ved står for ”Jeba PiS”, ” Fuck regeringspartiet Lov og Retfærdighed”. Skriver man det med stjerner, kan politiet ikke arrestere en for det.

Færre lovlige aborter

I løbet af det seneste år har millioner været på gaden i Polen i protest mod de strengere abortregler – og mod regeringen, kirkens indflydelse samt de politisk udnævnte dommere i forfatningsdomstolen.

Nu er abort kun lovligt, hvis moderens liv eller helbred er i fare, eller hvis graviditeten skyldes en forbrydelse som voldtægt. Lovgivningen trådte i kraft i januar og ophævede dermed et abortkompromis fra 1993.

Officielle opgørelser over antallet af aborter i Polen i år vil først foreligge næste sommer. Men de polske sundhedsmyndigheder skønner, at antallet af lovlige aborter er faldet med 65 procent. At tallet ikke er højere, kan skyldes, at kvinder med meget skadede fostre kan hævde, at det vil skade deres liv eller helbred at gennemføre graviditeten.

Før stramningen blev der udført omkring 1100 lovlige aborter i Polen om året. Kvindeorganisationer gætter på, at der bliver udført mellem 100.000 og 200.000 illegale aborter om året.

Flere rejser til udlandet

Lov og Retfærdighedspartiets formand, Jaroslaw Kaczyski, mener ikke, at der er noget forbud mod abort i Polen. Det er jo stadig tilladt i enkelte tilfælde.

”Jeg ved også, at der er annoncer i pressen, som enhver person af gennemsnitlig intelligens kan forstå, så de kan arrangere sådan en abort i udlandet, billigt eller dyrt,” udtalte han i maj til det højreorienterede magasin Wprost.

”Efter min mening er der ikke sket noget, der truer kvinders interesser,” sagde Kaczyski, som kun giver interviews til medier, der støtter ham.

Det er ikke kun Kaczyski, der har set reklamerne for abortturisme. Kvindeorganisationer har travlt med at indsamle donationer og hjælpe polske kvinder til abort på klinikker i særligt Tjekkiet, Slovakiet, Østrig og Tyskland. Flere af de udenlandske klinikker har polsksproget personale og hjemmesider. Det havde de også før den nylige stramning.

De facto-abortforbuddet har ikke bremset antallet af illegale aborter. Men det har skabt en ny gruppe af kvinder, der søger abort i udlandet, nemlig kvinder, der gerne vil have et barn, men som har opdaget, at fostret er meget skadet.

Den belgiske regering øremærkede i september i år 10.000 euro til gratis aborter for polske kvinder i Belgien. Enhedslisten og De Radikale havde et lignende forslag til folketingsbeslutning i foråret, men det blev ikke vedtaget.

Nej tak til eugenisk abort

I den juridiske, katolske tænketank Ordo Iuris, der har til huse i en høj kontorbygning midt i Warszawa, kalder man abort på grund af et uafvendeligt skadet foster for ”eugenisk abort”.

”Vi støttede borgerinitiativet om at få det forbudt, ligesom 800.000 andre polakker gjorde,” siger juristen Nikodem Bernaciak.

Trods sine 27 år har han arbejdet for tænketanken i fem år. En kvindelig sekretær serverer te, mens han udlægger tænketankens holdning. Den går ind for en endnu strammere abortlovgivning og er ikke tilfreds med regeringens håndtering af sagen, forklarer han:

”Sidste års afgørelse fra forfatningsdomstolen var en chance for regeringen til at støtte familier med handicappede børn med medicin, operationer og sociale programmer. Det gjorde den ikke.”

Abortspørgsmålet er svært, også for regeringen. Selvom mange af dens vælgere er katolikker og går ind for en streng abortlovgivning, er der også PiS-vælgere, der er imod forfatningsdomstolens afgørelser – hovedsageligt fordi de ikke mener, man skal røre ved abort-kompromiset fra 1993. Flere har endda deltaget i de store demonstrationer hen over vinteren. Derfor er der ikke store chancer for, at regeringen vil røre yderligere ved det værdiladede område før næste valg, der efter planen skal holdes om to år.

Det polske medie Polityka fik i februar lavet en undersøgelse blandt dem, det drejer sig om, nemlig kvinder mellem 18 og 40 år. Kun to procent støtter de nye regler.

Syv procent ønsker sig et totalforbud mod abort. 38 procent støtter det kompromis, der blev indgået i 1993, og som gjaldt indtil januar i år. Og hele 44 procent ønsker, at abort skal være lovligt indtil 12. uge.