Tirsdag den 22. marts 2016 begyndte som så mange andre dage i så mange andre uger i Bruxelles. En kold nat var gledet over i en grå morgen, som den belgiske terrorforsker ved Egmont Insituttet i Bruxelles, Thomas Renard, beskriver det i sin forskningsrapport 89 om terrorbekæmpelsen i Belgien. Men pludselig ændrede marts-dagens normalitet sig til et mareridt.
Klokken 7.58 udløste to personer hver sin bombe i afgangshallen i Bruxelles’ Zaventem-lufthavn, og klokken 9.11 fulgte yderligere en selvmordsbombe ved metrostationen Maelbeek i den belgiske hovedstads EU-kvarter. 32 mennesker døde, og flere end 300 blev såret. I alt er flere end 900 mennesker blevet officielt anerkendt som ofre på grund af fysiske og mentale mén efter angrebene.
”Det var Belgiens 11. september. Vi ved fra meningsmålinger, at mange mennesker er mere bange for terror nu. De tænker sig om to gange, før de tager med offentlige transportmidler eller deltager i større arrangementer,” siger Thomas Renard.
Den belgiske bryggeriejer Jef Verzele stod i den kø, hvor bomberne sprængte, men var tilfældigvis trådt til side et øjeblik inden for at lave et telefonopkald. Manden foran ham blev dræbt, manden bagved alvorligt såret. Selv var han uskadt.
”Jeg tænker på det næsten hver dag. Jeg er dagligt præget af, hvad der skete den dag. Det har fuldstændig ændret mit liv. Jeg vågner midt om natten og tænker på det,” siger Jef Verzele til tv-stationen Euronews.
Gerningsmændene bag angrebet i lufthavnen var den 29-årige Ibrahim El Bakraoui og den 24-årige Najim Laachraoui, mens bomben i metroen blev udløst af den 27-årige Khalid El Bakraoui. En fjerde mand, 32-årige Mohamed Abrini, var også i lufthavnen, men slap væk og blev først arresteret flere uger senere.
Alle fire mænd var vokset op i Bruxelles som sønner af marokkanske indvandrere, men havde i øvrigt ganske forskellige baggrunde, før de blev rekrutteret til den terrorcelle, der stod bag angrebene. De to El Bakraoui-brødre var kendte af politiet som hårdkogte kriminelle, mens Najim Laachraoui havde gået på katolsk gymnasium og senere læst til ingeniør og studeret elektromekanik.
Thomas Renard peger på, at selvom hvert nyt angreb også føjer ny viden til forståelsen af, hvad der driver terroren, kæmper forskerne efter årtiers erfaring og analyser stadig med at kunne sætte to streger under, hvad der får folk til at bruge dødelig vold for at opnå deres mål.
”Vi har stadig svært ved at helt at forklare, hvad det er, der driver folk det sidste stykke fra radikalisering til brugen af vold. Det er de samme spørgsmål, vi stiller os i dag, som terrorforskerne stillede sig selv i 1970’erne, eller for den sags skyld i begyndelsen af 1900-tallet, da man forsøgte at forklare anarkisternes rolle. Og svarene har ikke ændret sig væsentligt. Der er ikke kun et svar på, hvorfor man bliver terrorist. Det er en pakke af drivkræfter, og pakken er forskellig fra person til person,” siger han.
Blandt de væsentligste elementer er fattigdom, social udstødelse og religion. Dertil kommer den enkeltes personlighed og øvrige baggrund.
”Det bedste middel mod terrorisme er jo at sikre, at der ikke er nogen, der falder gennem samfundets forskellige sikkerhedsnet. Problemet er, at det ikke er de samme huller, alle falder gennem,” siger Thomas Renard.
Islamisk Stat tog skylden for bomberne i den belgiske hovedstad, og efterforskningen har peget på, at det var den samme islamistisk inspirerede terrorcelle med hjemsted i Bruxelles, der stod bag angrebene i Paris i efteråret 2015, der dræbte 130 mennesker, og senere i Bruxelles.
Thomas Renard kalder de religiøse motiver for ”et stærkt anker” for terroristerne, og han mener ikke, at det kan anfægtes, at islam spiller en rolle for udøvelsen af terror. Men der må efter hans mening skelnes mellem islam som religiøsitet og islam som identitet.
”De personer, der er blevet radikaliseret og har tilsluttet sig Islamisk Stat, er ikke nødvendigvis religiøse mennesker. Men de finder en form for identitet på linje med den, man finder i bandemiljøer,” siger han.
Det er hans vurdering, at de religiøse elementer betyder mere for radikaliseringen i de muslismske lande end i de europæiske lande.
Belgiens indenrigsminister, Jan Jambon, har i flere interviews forud for årsdagen understreget, at Belgien er et mere sikkert land nu, end det var, da angrebene fandt sted, og det er Thomas Renard enig i. Den belgiske regering offentliggjorde i 2015, før angrebet, en 30-punkts plan mod terrorisme, og siden angrebet er tempoet for initiativerne steget gevaldigt. Samlet er 26 af de 30 punkter nu gennemført eller på vej til at blive gennemført.
”Der er ingen tvivl, om at Belgien er kommet langt. Der er afsat flere ressourcer – og ting, der før blev trukket i langdrag, får en helt anden opmærksomhed,” siger Thomas Renard.
Som samtidig skynder sig at tilføje et ”men”.
”Vi er ikke langt nok. Radikaliseringen stiger stadig. Ikke fordi det, vi gør, er forkert, men fordi vi ikke gør nok. Vi er blevet gode til at forebygge på det konkrete niveau gennem sikkerheds- og efterretningstjenesterne. Vi er også blevet bedre til at forebygge den enkelte persons radikalisering ved at inddrage familie, venner, skole, psykologer og så videre. Men de grundlæggende årsager til radikaliseringen – fattigdommen, de sociale barrierer, udstødelsen – findes stadig,” siger han.
”Dem kan vi kun ændre gennem vores socialpolitik og økonomiske politik. Det er det tredje og mest overordnede niveau i indsatsen mod terror, men her er vi ikke særlig ambitiøse,” siger Thomas Renard.
Europa-Parlamentet mindedes sidste onsdag ofrene i Bruxelles og holdt samtidig en debat om sikkerheden i Europa et år efter. Den svenske EU-parlamentariker Malin Björk, som var i lufthavnen, da angrebet fandt sted, advarede under debatten mod at fokusere for ensidigt på overvågning og efterretninger som et middel til at bekæmpe terror. Hun mener, at sikkerhed ikke blot bør være en sag for landenes justits- og indenrigsministre.
”Jeg anfægter ikke værdien af grænsekontrol, overvågning og databaser, men der er brug for at tænke sikkerhed i et bredere perspektiv. Vi må overveje, hvordan vi skaber trygge samfund, hvor vi føler et fællesskab med hinanden. Det kræver, at vi også taler om arbejdspladser, boliger, delte samfund og diskrimination. Vi kan kun standse grobunden for ekstremisme og terror ved at tænke bredt og langsigtet,” siger Malin Björk, medlem af Vänsterpartiet, et søsterparti til Enhedslisten.