Trods et år med krig: Ukrainernes frihedskamp mod Rusland er en triumf for håb og demokrati

Trods et mørkt år med krig i Europa er ukrainernes frihedskamp mod Rusland en triumf for håb og demokrati, mener iagttagere. Andre advarer imod at se krigen som andet end en menneskelig katastrofe

Trods krig har ukrainernes frihedskamp det seneste år givet anledning til håb, mener flere iagttagere.
Trods krig har ukrainernes frihedskamp det seneste år givet anledning til håb, mener flere iagttagere. Foto: Emilio Morenatti/AP/Ritzau Scanpix.

Det er nemt at få øje på alt det dystre: Ruslands aggressionskrig i Ukraine, som har varet præcis et år, har medført titusindvis af dræbte, forvandlet ukrainske byer til ruiner og udløst de største flygtningestrømme i Europa siden 1945. Derudover energikrise, hungersnød i Afrika, trængte kår for verdens demokratier.

Men det seneste år står ikke kun i krigens og ødelæggelsernes tegn: Det står også i håbets tegn. Folk i nogle af verdens værste diktaturer har rejst sig mod regimet – med fare for selv at miste livet. Ukrainerne har påført den russiske invasionshær det ene militære nederlag efter det andet og vist, at de ikke vil underlægge sig den russiske præsident, Vladimir Putins, regime. I Iran rev kvinderne de forhadte tørklæder af deres hoveder og førte an i massive protester, som Ayatollah Khamenei og præstestyret ikke har formået at kvæle trods brutal vold og henrettelser. Og i Kina protesterede folk mod Xi Jinping og det kommunistiske partis undertrykkende coronapolitik. Den tyske ugeavis Die Zeit taler ligefrem om “frihedens år”.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

Og det seneste år har på mange måder været håbets år, mener den amerikanske historiker og forfatter Anne Applebaum.

"At hele den demokratiske verden gik sammen om at hjælpe Ukraine, at ukrainerne kæmpede imod og ikke gav op, at deres leder inspirerede folk i hele den demokratiske verden til at finde nye måder at være modige på, alt dette har givet os håb,” siger hun.

Katastrofeår for autokrater 

Der er grund til at betragte det seneste år med optimistiske øjne, mener også Lars Bangert Struwe, ph.d. i historie og generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen, som især arbejder med betydningen af Nato. Invasionen i Ukraine skulle have været begyndelsen på autokratiernes epoke. 20 dage inden den russiske invasion mødtes Xi Jinping og Putin og besluttede sig i skyggen af vinter-OL i Kina for et samarbejde, der skulle ødelægge den verdensorden, som siden den kolde krigs afslutning er blevet etableret af Bruxelles og Washington. 

"Men det seneste år har været en katastrofe for Kina og Rusland. Selvfølgelig har de fået nogen opbakning fra autokratiske styrer, men Vesten brød jo ikke sammen, sådan som de troede. Putin kalkulerede med, at ukrainerne ikke ville kæmpe imod, og at Vesten ikke kunne finde ud af at støtte ukrainerne, men det er gået helt anderledes,” siger Lars Bangert Struwe og tilføjer, at Vesten ikke som frygtet har oplevet en russisk eskalering, selvom Vesten bevæbnede Ukraine.

"Krigen har stort set ikke haft følger for Vesten. Men den har haft voldsomme følger for Rusland og for Kina, som føler sig pressede af sanktioner. Og Rusland er allermest optaget af, hvordan pokker de skal kæmpe videre imod ukrainerne,” siger han. 

Det inspirerende ved ukrainerne er, at de ikke alene fastholder håbet, men også med stor styrke forsvarer deres land og allerede er i færd med at genopbygge landet. Det siger Mark Medish, tidligere rådgiver for Bill Clinton, USA's præsident i perioden 1993-2001 og tidligere seniorchef for russiske, ukrainske og eurasiske anliggender i det amerikanske nationale sikkerhedsråd.

"Det ukrainske folk har en fælles tråd til mennesker i mange andre lande, der lider under forskellige former for undertrykkelse rundt om i verden. Trods alle vanskeligheder er den demokratiske friheds grundstamme stadig levende,” siger Mark Medish.

Demokratisk succeshistorie

Globalt set har friheden dog trange kår. I mere end halvdelen af landene faldt eller stagnerede graden af demokrati i 2022, viser forskningsenheden Economist Intelligence Units demokrati-indeks. Kun Vesteuropa var en positiv undtagelse. Men man skal ikke undervurdere, at demokratierne med den forenede støtte til Ukraine står med en historie, som ikke har været så positiv i årevis, betoner Lars Bangert Struwe.

"Frem til den russiske invasion var fortællingen, at demokratierne var splittede. Vi intervenerede i Irak og i Afghanistan, og det gik galt. Men lige pludselig så tingene markant anderledes ud. Demokratierne står lige nu med en rigtig god historie. Det er noget, vi midt i denne internationale krise har glemt. Jeg bliver lidt vred over den måde, hvorpå mange af mine kolleger beskriver, at det hele er ved at gå galt,” siger han.

Den russiske elite og halvdelen af Ruslands befolkning har forstået, at tingene går i den forkerte retning, vurderer Abbas Gallyamov, politisk analytiker og præsident Putins tidligere taleskriver. 

"Så Putin burde præsentere en plan B,” siger han til internetmediet Deutsche Welle:

"Men hovedindtrykket er, at han ikke har sådan en.”

Ingen grund til håb

Men trods et presset Rusland har det seneste år ikke givet megen anledning til håb, mener professor i international politik ved Københavns Universitet Ole Wæver.

"Nogle vil muligvis forsøge at finde opmuntrende træk i, at krigen har skabt ny klarhed. At den har været en slags wakeupcall,” siger Ole Wæver og påpeger, at krigen har skabt øget samling i Vesten, og mange europæiske lande, herunder Danmark, har lovet at øge forsvarsbudgetterne. 

"Men det vil jeg faktisk ikke udnævne til en entydig fordel. Der er en stor risiko for, at vi i Vesten låser os fast i en overdrevet ideologisk, moraliserende tilgang til global politik. Især er jeg bekymret over, at den vestlige presse helt overser, hvor langt det meste af verden er fra at tilslutte sig vores forståelse af Ukrainekrigen som altings omdrejningspunkt. Den er det for os – ikke for verden,” siger Ole Wæver og tilføjer, at det er endnu et negativt resultat af krigen, at den kløft nu vokser sig dybere:

"Så nej, der er ikke nogen anledning til håb – krigen er en menneskelig katastrofe i sig selv, den skader menneskehedens chancer for at handle på andre globale udfordringer som klimaforandringerne, og den graver konflikten mellem Nord og Syd dybere.”