Prøv avisen

Et af Silkevejens regimer står ved en skillevej

Gadefejere på arbejde på vejen, der fører til præsidentpaladset i Usbekistans hovedstad, Tasjkent. Monumentet med den gyldne globus og kvinden med barnet symboliserer landets uafhængighed fra Sovjetunionen den 1. september 1991. – Foto: Umida Akhmedova

Efter et år på posten har Usbekistans præsident Sjavkat Mirzijojev signaleret vilje til at forbedre menneskerettighederne. Men reelle forbedringer tror den internationalt anerkendte fotograf Umida Akhmedova ikke på. Mirzijojev vil blot vedligeholde det regime, som den afdøde præsident Islam Karimov opbyggede gennem næsten tre årtier, mener hun

Det var en optræden uden sidestykke, da Usbekistans præsident, Sjavkat Mirzijojev, kort før jul indtog talerstolen i parlamentet i Tasjkent. Det var første gang i landets historie, at en præsident holdt en formel tale til nationen, der blev tv-transmitteret til befolkningen. Men det var også første gang, at en præsident selvkritisk lovede en ny tilgang til den magtfulde sikkerhedstjeneste, det korrupte retssystem og de hidtil utopiske vækstmål.

”I dag er vi alle vidner til vigtige forandringer og betydningsfulde hændelser i vores moderlands politiske liv,” begyndte den 60-årige Mirzijojev og trådte først ned fra talerstolen fire timer senere.

Og der er sket vigtige omvæltninger i den tidligere sovjetrepublik i Centralasien, efter at landets mangeårige præsident, Islam Karimov, blev ramt af et slagtilfælde i september 2016 og døde. Landsfaderen, der efter 27 autoritære år ved magten stod som garant for stabilitet i en ustabil region, blev i december sidste år afløst af Mirzijojev, som i 13 år havde tjent ham som premierminister, og som også stod i spidsen for statsbegravelsen af Karimov i begges hjemby, Samarkand.

I det år, hvor Mirzijojev har været i embedet, har hans regering taget små skridt for at forbedre menneskerettighederne. Mindst 16 politiske fanger er blevet frigivet, heriblandt Muhammed Bekjanov, der med sine næsten 18 år bag tremmer blev regnet for at være én af de længst fængslede journalister i verden. Samtidig er andre blevet fjernet fra sikkerhedstjenestens overvågningslister.

Den usbekiske fotograf Umida Akhmedova, der bor i landets hovedstad, Tasjkent, har mærket regimets opblødning i sit arbejde. Sidste sommer fik hun lov til at udstille 15 billeder og tre videoinstallationer på et galleri i Tasjkent. Udstillingen handlede om hverdagen efter Karimovs død.

Tilladelsen til at vise billederne står i kontrast til den appeldom, hun modtog i 2010 på baggrund af en fotodokumentarisk bog om hverdagslivet i Usbekistan. Her blev hun kendt skyldig i ”æreskrænkelse og bagvaskelse af det usbekiske folk”. Hun slap lige akkurat for fængsel, men måtte ikke længere udstille sine billeder i landet – indtil for nylig.

Hun tør dog ikke for alvor tro på reelle forbedringer af menneskerettighederne.

”Vinduet er på klem. Men regimet tillader ikke for meget gennemtræk. De skridt, som Mirzijojev har taget, er meget små. Jeg er bange for, at hans handlinger er populistiske,” siger Umida Akhmedova.

Det store spørgsmål er da også, hvorvidt de små forandringer vil blive fulgt op af institutionelle demokratiske reformer, vurderer Steve Swerdlow fra Human Rights Watch, HRW. For første gang i syv år blev menneskerettighedsorganisationen sidste år lukket ind i landet og har fået lov til at mødes med regeringsrepræsentanter, advokater og journalister. Derfor har han opholdt sig i Usbekistan siden september og fulgt situationen tæt.

”2017 har været et håbets år for landet. Vi er bestemt ved en skillevej og alene det, at jeg kan give et interview over telefon, mens jeg er i landet, er et lille tegn på forandringer,” siger Steve Swerdlow.

Det er især medierne, som den nye præsident er begyndt at slække grebet om. En nyetableret tv-station, O’zbekiston 24, har som det første medie siden 1991 offentligt kritiseret afdøde præsident Karimovs politik, mens andre medier har advokeret for forandring. Alligevel er Usbekistan fortsat det land i verden efter nabolandet Turkmenistan og Nordkorea, hvor graden af pressefrihed er lavest. Ifølge Steve Swerdlow er der stadig alvorlige problemer med censur, men også tortur, slaveri og religiøs undertrykkelse i den tidligere sovjetrepublik.

”Jeg håber, at den nye præsident Mirzijojev har lært, hvor skadeligt Karimovs regime har været for Usbekistans internationale anseelse og økonomi. Den nye regering skal bryde med fortiden,” siger han.

Retorisk er det også, hvad præsidenten har signaleret. På FN’s generalforsamling i september sidste år udnævnte Mirzijojev 2017 til at være ”dialogens år” i Usbekistan. Målet er nu at nærme sig en ”demokratisk stat”, hvor ”individets interesser altid kommer først”, som han sagde fra talerstolen i New York. Budskabet gik igen i Tasjkents gader i efteråret, hvor plakater proklamerede, at 2017 var ”året for dialog med folket”. I mellemtiden har Mirzijojev udnævnt 2018 til året for entreprenørskab, innovation og teknologi. Åbenhed over for befolkningen og omverdenen står officielt særdeles højt på den politiske dagsorden.

Steve Swerdlow har svært ved at afgøre, om Mirzijojevs dialogbudskab er et pr-stunt, men Umida Akhmedova er skeptisk.

”Karimov-systemet ændrer sig ikke, for Mirzijojev er blevet opfostret i samme lukkede kreds. Så Karimovs system vil være en byrde for os i mange år fremover,” siger hun.

Den 60-årige Mirzijojev indledte sin politiske karriere i midten af 1990’erne og var premierminister 2003-2016. I den periode opbyggede han et ry for at være ekstremt loyal over for den mangeårige statschef. Ud over de politiske bånd tilhører Mirzijojev den samme klan som Karimov fra Usbekistans næststørste by, Samarkand. Her var Mirzijojev guvernør i to år inden premierministerposten og styrede den lokale bomuldsindustri benhårdt. Den statskontrollerede sektor står bag en af landets største eksportvarer, og omkring en million usbekere høster hvert år bomuld under slavelignende forhold. Mirzijojev bebudede i sin FN-tale reformer af industrien, men Steve Swerdlow har ikke observeret synderlige forbedringer af arbejdsforholdene under efterårets nylige høst.

Status quo gælder stort set også den årelange religiøse undertrykkelse i Usbekistan. Selvom regeringen siden begyndelsen af november har tilladt moskéer at kalde til bøn gennem højttalere, risikerer fredeligt sindede muslimer fortsat blive stemplet som ekstremister og anholdt. Siden 1990’erne har Usbekistan haft en af verdens strengeste lovgivninger for religiøs udøvelse. Det har resulteret i, at tusindvis af usbekere ifølge menneskerettighedsorganisationer sidder fængslet på løse anklager for at være radikaliserede muslimer.

”Vi ved, at sikkerhedstjenesten i landet bruger Islamisk Stat som en undskyldning for generel undertrykkelse,” siger Steve Swerdlow fra HRW.

Han kan dog ikke vurdere, om de fire usbekiske terrorister, der sidste år stod bag angreb i Istanbul, Sankt Petersborg, Stockholm og senest i New York i oktober, har forværret den religiøse klapjagt i landet. Men ligesom andre kendere af landet mener han, at kombinationen af de trange kår for religionsudøvelse og de dårlige menneskeretslige og socioøkonomiske forhold i landet kan være med til at radikalisere unge muslimer, og specielt dem, der er emigreret til USA, Europa, Rusland og Mellemøsten.

Derfor står Mirzijojev med massive sociale og økonomiske udfordringer, og spørgsmålet er, om de 30 millioner usbekere vil ytre deres utilfredshed, hvis præsidenten ikke leverer.

Umida Akhmedova er skeptisk. Fligen af mere ytringsfrihed vil blive mødt med mistro af hendes landsmænd, da ”selvcensuren ligger dybt i blodet”. Og befolkningen tænker mere på at overleve end på demokratisk frihed.

”Folk har ikke demokratisk erfaring og er derfor ligeglade med demokrati. De tænker mere på at overleve,” siger hun.

Hendes vurdering bekræftes af en 27-årig mand, der sidder i toget på vej til Tasjkent, og som kun vil udtale sig anonymt.

”Vi vil bare gerne tjene vores penge og leve fredeligt,” siger han.

Usbekistan har da heller ikke oplevet nogen perestrojka-periode som i 1980’ernes Rusland. Og da de såkaldte farverevolutioner blussede op i de tidligere sovjetrepublikker i 2000’erne, var det uden større gennemslagskraft i Usbekistan. I stedet endte en kort opstand tragisk i den nordøstlige by Andijan i 2005, da op imod 700 demonstranter på få dage blev dræbt af militæret. Siden har enhver tænkelig opposition været umulig, og derfor er det næppe sandsynligt, at det kommer til større protester med krav om, at Sjavkat Mirzijojev omsætter de symbolske løsladelser og dialogslogans til gennemgribende forandringer. I stedet bliver befolkningen på plakater rundtom i landet opfordret til lydighed med budskaber såsom ”Vi er meget loyale over for dig, Usbekistan, og vi vil ofre os for dig, Usbekistan!”.

Røde roser til minde om Usbekistans præsident og landsfader Islam Karimov, der døde i september 2016. Landet var i tre dages landesorg efter Karimovs død, og i begravelsen deltog blandt andre den russiske præsident Putin, der knælede foran kisten. – Foto: Umida Akhmedova
I Samarkand blev der i august sidste år rejst en statue af afdøde Islam Karimov. Den er blevet en populær attraktion for familier, skoleelever og bryllupspar, der vil have et billedet foran ekspræsidenten, og usbekerne opfattede som en garant for stabilitet. – Foto: Kristoffer Dahl Sørensen
Plakater med nationale slogans hænger rundtom i Usbekistan. I de første år efter uafhængigheden stod der på plakater, at ”Usbekistan er et land med en storslået fremtid”. – Foto: Umida Akhmedova
Umida Akhmedova tør ikke for alvor håbe på forandringer i sit hjemland. Foto: Privatfoto
Sjavkat Mirzijojev gjorde i en mere end fire timer lang tv-transmitteret tale kort før jul status over sit første år i præsidentembedet. – Foto: Anadolu Agency/ritzau