Prøv avisen

Ausra er barn af selvmord

Når Ausra ville slippe ud af sit hjem i Kaunas og komme på andre tanker, tog hun ofte i Ąžuolynas-parken. - Foto: Emil Staulund Larsen

Ausras far tog sit eget liv. Hans død kastede hende ud i et følelsesmæssigt kaos. Hjælpen var sparsom, og hun var selv tæt på at begå selvmord

”Far ønskede at få det til at ligne en ulykke. Han elskede os stadig. Jeg var kun 12 år. ”

Det, der begyndte som en helt almindelig julidag for 12 år siden, endte i et mareridt. Ausra husker tydeligt det øjeblik, da hun fandt ud af, at hendes far var borte.

”Mor skulle på arbejde og var gået ned til bussen. Kort efter løb hun grædende tilbage. Hun sagde bare: ’Han er død. Far er død’.”

Først to år senere fik Ausra at vide af sin bedstemor, at hendes fars død ikke var en ulykke. Han elskede familien, men havde følt, at han ødelagde deres liv. Hun husker, at forældrene ofte skændtes. Der var aldrig penge nok, selvom begge hendes forældre var veluddannede, hvilket langtfra er usædvanligt i Litauen.

I mange år bebrejdede Ausra sig selv for, hvad hun kunne have gjort eller sagt for at have forhindret hans død:

”Jeg følte skyld over, at jeg ikke kunne hjælpe ham, at jeg ikke fortalte ham ofte nok, at jeg elskede ham, og at jeg ikke var nok for ham til at blive i denne verden.”

Hun fik ikke megen hjælp i skolen, hvor hun blev mobbet efter faderens død. Den eneste gang, der blev taget hensyn til hende, var, da hun ikke behøvede at skrive en stil om sin far på Fars Dag.

”Jeg rakte ud efter hjælp, men jeg fik at vide, at jeg skulle tage mig sammen. Så jeg holdt op med at spørge om hjælp, fordi jeg vidste, at den ikke kom.”

Ausra blev mere og mere isoleret og droppede ud af skolen, hvilket fik hendes mor til at reagere voldeligt. Til sidst gav hendes mor op og forlod Ausra alene i Kaunas, Litauens næststørste by, i en alder af blot 15 år.

”Jeg så ingen fremtid for mig selv. Hvis der ikke er nogen fremtid, og ingen mennesker at leve for, hvorfor skulle jeg så fortsætte?”.

Dengang var Ausra tæt på at følge i sin fars fodspor.

”En dag sad jeg i en baggård og græd. Jeg overvejede seriøst at springe ud fra en bro. Men nogen fra huset kom ned til mig. Det var en gammel mand. Han talte bare med mig uden at være nyfigen. Det fik mig til at have det bedre.”

I dag tænker hun over, hvor mange gange den ældre mand mon har talt med andre i hendes situation. Broen lå tæt på, men hun valgte at gå den modsatte vej.

Ausra har selv oplevet de udfordringer, som sundhedssystemet kæmper med i Litauen. Hun ser det som et dårligt fungerende system, der gjorde det vanskeligere for hende at få det bedre – og hvor psykiske lidelser ofte opfattes som et svaghedstegn. For selvom hun flere gange var i behandling, hjalp medicineringen ikke.

”Det virker til, at mange af psykiaterne bare giver dig en pille og sender dig af sted igen. Det føles næsten, som om de forventer, at du enten tager dig sammen eller dræber dig selv.”

I dag har Ausra det bedre. Hun fik hjælp til at komme i terapi i udlandet. Et lykketræf, der reddede hendes liv, siger hun:

”Depression betragtes mere som en udfordring, du skal overvinde for at blive stærkere, end som en sygdom.”

Men det er vigtigt, at depression og mentale lidelser bliver taget seriøst. Særligt i et land, hvor så mange tager deres egne liv, siger Ausra:

”Selvmordstanker og depression spredes som en virus. Det er forsinket og komplekst, men kommer snigende.”

Ausra er et opdigtet navn. Hun ønsker at være anonym for at beskytte sit privatliv.