Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Et barn, der kun har lært at dræbe, er et barn, der er tabt for udviklingen

En børnesoldat fra Den Congolesiske Patriotiske Union går gennem et marked i Iga Barrier. Børnesoldater er ikke blot et afrikansk fænomen, selvom de mange borgerkrige betyder, at krigsherrerne er på konstant jagt efter rigelige og lydige soldater. -- Foto: Scanpix.

TRUSSEL: Får de ikke en plads i samfundet, når der bliver fred, er tidligere børnesoldater en trussel mod freden, og de vil udgøre en tidsindstillet bombe

En tidsindstillet bombe.

Så direkte udtrykker Benins udenrigsminister, Mariam Boni Diallo, den udfordring, tidligere børnesoldater repræsenterer i Afrika, Asien og Sydamerika.

Benin er ikke selv plaget af væbnet konflikt, men sidder i første parket i de konflikter, som i adskillige år har hærget hos landets vestafrikanske naboer. Landet er derfor sammen med Frankrig en af drivkræfterne i en række initiativer, der skal styrke det internationale samfunds indsats imod rekrutteringen af børnesoldater. Det gælder initiativer i FN's Sikkerhedsråd, men det gælder også rehabiliteringen af tidligere børnesoldater, som enten flygter fra krigen eller frigives, når de væbnede konflikter slutter.

– Hvis ikke det internationale samfund bliver bedre til at tage hånd om disse børn, vil de udgøre en tidsindstillet bombe under Afrika, siger Mariam Boni Diallo.

– Et barn, der kun har lært at dræbe, er et barn, der er tabt for udviklingen, siger også Frankrigs udenrigsminister, Philippe Douste-Blazy.

Han var for nylig vært for en international konference, som vedtog dels de såkaldte Paris-løfter om en styrket indsats imod rekrutteringen af børnesoldater, dels Paris-principperne, som skal sikre en bedre og mere koordineret rehabilitering af tidligere børnesoldater.

250.000 børn, heraf 40 procent piger, er involveret som kombattanter, bærere eller sexslaver i 30 konflikter i Afrika, Asien og Sydamerika. Mange af børnene bortføres fra hjem eller skole og tvinges til at blive kyniske dræbere. De fyldes med hash og alkohol for at holde til grusomhederne.

I andre tilfælde vælger børnene selv at slutte sig til en væbnet gruppe. Fordi deres forældre er blevet dræbt, så de ikke har andre muligheder for at overleve. Fordi de vil hævne sig. Eller fordi de tror på krigsherrernes propaganda om, at de tjener deres land og et ideal ved at gå i krig.

Ishmail Beah var en af dem.

– Ingen børn i Afrika ønsker for alvor at deltage i en krig. Det er et valg, man træffer, når der ikke er andre valg. Det er fattigdommen, der får børn til at slutte sig til de væbnede grupper. Når alt er kaos, og militserne er de eneste, der tilbyder en form for organisation, kan det være fristende at slutte sig til dem, siger Ishmail Beah.

Han ved, hvad han taler om. Han var 11, da borgerkrigen brød ud i Sierra Leone i 1991. Hele hans nærmeste familie, forældrene og brødrene, blev dræbt i løbet af krigens to første år. Derefter kæmpede han sammen med en af de væbnede grupper, fra han var 13, til han blev 15.

– Det ene øjeblik havde jeg en familie, det næste var jeg alene. Militsen gav mig en slags beskyttelse. Den blev min eneste verden. Jeg vidste ikke, hvad der foregik udenfor. Jeg gjorde ting, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, når jeg tænker tilbage på det. At dræbe var så let som at drikke et glas vand. Det er så nemt at blive soldat. Det er frygtelig svært at vinde sin menneskelighed og sin selvrespekt tilbage.

Ishmail blev i 1996 demobiliseret med hjælp fra FN's børnefond, Unicef. Han blev udvalgt til at deltage i en FN-konference for at fortælle sin historie som børnesoldat, og det blev begyndelsen til en succeshistorie. Ishmail blev adopteret af en amerikansk familie, kom i skole og viste sig at være en dygtig elev, som i dag, i en alder af 26 år, har taget en universitetsgrad i jura og politisk videnskab.

De færreste børnesoldaters skæbne ender i solstrålehistorier som Ishmails. 95.000 har ifølge FN deltaget i rehabiliteringsprogrammer gennemført af blandt andre Unicef og Internationalt Røde Kors. 27.000 børnesoldater er lige nu under rehabilitering i Den Demokratiske Republik Congo og 20.000 i Uganda. I Ishmails hjemland, Sierra Leone, har godt 5.000 børnesoldater fået undervisning efter afslutningen på borgerkrigen.

Programmerne skal give børnene en uddannelse, så de kan vende tilbage til det civile liv. Men ofte er de for korte, så børnene ikke når at krybe ud af deres soldaterham eller ikke når at lære et ordentligt håndværk.

– Det er en overordentlig vigtig fase. For hvis de tidligere børnesoldater ikke får et alternativ til krigen, vender de tilbage til de væbnede grupper, fordi det er det eneste sted, de kan overleve. Jeg har personligt set eksempler på det, siger Luis Moreno, anklager ved Den Internationale Straffedomstol i Haag, som har mandat til at inddrage brugen af børnesoldater i anklager for krigsforbrydelser.

– Vi ser allerede nu en foruroligende tendens til, at soldater, herunder børnesoldater rejser rundt fra konflikt til konflikt, siger Luis Moreno.

– De tidligere børnesoldater er nemme ofre for voksne, der forsøger at rekruttere dem igen, medgiver Hawa Goll-Kotchi.

Hun er viceundervisningsminister i Liberia, hvor 11.000 tidligere børnesoldater er blevet rehabiliteret.

– Befolkningen tager ikke altid godt imod børnesoldaterne, når de vender hjem, for alle ved, at de har gjort grufulde ting under krigen, siger Liberias viceundervisningsminister, Hawa Goll-Kotchi.

– Nogle af pigerne, som var blevet givet som hustruer til kombattanterne, valgte at vende tilbage til dem, fordi de var ildesete i de landsbyer, de kom fra. Og ofte har civilbefolkningen svært ved at forstå, hvorfor børnesoldaterne får tilbudt uddannelse og nærmest belønnes for at have slået ihjel, mens civilbefolkningen må klare sig selv, siger Hawa Goll-Kotchi.

Paris-principperne, som er en opfølgning af de såkaldte Cape Town-principper fra 1996, præciserer derfor, at hjælpeprogrammerne skal fokusere på hele det lokalområde, børnesoldaterne vender tilbage til, og ikke bare på det enkelte barn.

Gør man det, er det muligt at afmontere den tikkende bombe, mener en af verdens førende specialister på området, Michael Wessels fra organisationen Christian Children's Fund.

– Forskningsprojekter i Mozambique har vist, at det store flertal af tidligere børnesoldater vender tilbage til et almindeligt liv og bliver selvforsørgende, når de får den rette hjælp til at komme over de psykiske ar efter krigen og et håndværk, de kan leve af, siger Michael Wessels.

bpedersen@kristeligt-dagblad.dk