Et cirkus som manege for rettigheder

Cirkus Ceibo underviser børn fra Nicaraguas fattigste kvarterer i rettigheder. Dans og rollespil giver børnene et frirum

I Cirkus Ceibo lærer udsatte børn om deres rettigheder gennem leg, dans og rollespil. –
I Cirkus Ceibo lærer udsatte børn om deres rettigheder gennem leg, dans og rollespil. –. Foto: Kathrine Dalsgaard.

Ivrige børnefødder slår rytmiske slag mod det slidte træ-gulv og blander sig med grin og fjant i den tætpakkede manege i Cirkus Ceibo. I front guider teaterinstruktøren Oscar Valladares en stor flok børn.

Slap af og lad kroppen styre jeres bevægelser, råber han ud i teltet.

En teenagepige forsøger at vride kroppen i de svære bevægelser. Hun fniser, men bliver koncentreret ved med at efterligne danselæreren.

Gennem dansen lærer vi drenge og piger at respektere hinanden. Her handler dans ikke om sex, men om at have det sjovt sammen. Børnene lærer at kommunikere og at respektere hinandens grænser på dansegulvet, siger cirkusdirektøren i Cirkus Ceibo, sociolog José Wheelock.

LÆS OGSÅ: Bedre tider for Nicaraguas kvinder?

Det blå- og hvidstribede cirkustelt tårner sig op over de rustne bliktage i et fattigt boligområde bag markedet Mayoreo i Nicaraguas hovedstad, Managua. Normalt arbejder børnene på danse-gulvet med at samle genbrugsaffald på lossepladsen tæt ved, når de ikke er i skole. Men nu har de fået lov til at følge undervisningen i de 25 dage, det omrejsende cirkus holder til i området.

Formålet med Ceibo er at bruge kunsten til at synliggøre nogle af problemerne i vores samfund. Cirkus er historisk set et socialt samlingssted i Nicaragua, som folk kan relatere til. Vi hjælper børnene med at finde deres indre artist frem og forsøger at give dem selvtillid og glæde, siger José Wheelock.

Musikken er stoppet, og Oscar Valladares samler børnene i en cirkel i den lille manege.

Ved I hvad det vil sige at have rettigheder?, spørger han.

En masse hænder skyder i vejret, og Oscar Valladares peger på en dreng i nusset, gul T-shirt.

Det er vigtigt at få mad og gå i skole, gætter han.

Oscar Valladares nikker anerkendende og fortæller børnene, at et liv uden vold også er en rettighed. Bagefter deler han børnene i to hold, som får til opgave at lave et rollespil om nogle af rettighederne.

Rollespil er netop en af øvelserne, som cirkusset bruger til at få børnene til at reflektere.

Vores mål er ikke at løse problemerne i samfundet. Men vi vil gerne dele vores erfaringer med andre og vise, hvordan man kan arbejde med ressourcesvage familier, siger José Wheelock.

Julie Greve Bentsen og Kathrine Dalsgaard har været i Nicaragua med den danske udviklings-organisation IBIS, som støtter Cirkus Ceibo.