Prøv avisen

Et fåtal skaber myten om civilisationernes sammenstød

Visse europæiske politikere, såsom hollænderen Geert Wilders (billedet), bruger krigen mod terror til at spille på islamofobi, mener forskeren Arshin Adib-Moghaddam. Foto: ReutersAFP.

Terrorangrebet gjorde op med USAs selvbevidsthed som urørlig. Men vi skal også lære, at vi lever i en hybrid verden, hvor det ikke giver mening at bruge begreber som dem og os, mener forskeren Arshin Adib-Moghaddam

Krigen mod terror startede med terrorangrebet på New York og Washington. Men siden har kamppladsen været i den muslimske verden, primært Irak og Afghanistan.

LÆS OGSÅ: Et multireligiøst samfund skaber trivsel

Her har tabet af menneskeliv været størst, og effekten har været katastrofal, mener Arshin Adib-Moghaddam, der er forsker i international politik ved School of Oriental and African Studies ved University of London.

Han har netop udgivet bogen A Metahistory of the Clash of Civilisations, hvor han søger at aflive myten om, at vi er civilisationer, som støder sammen. Begrebet dem og os er noget, som bruges af dem, der vil holde fast i magten eller vinde magten noget, som går igen på begge sider i krigen mod terror.

Al-Qaeda på den ene side opererede i absolutte termer. Du er enten med os, eller du er imod os. Nøjagtig de samme termer, som George W. Bush brugte. Så du havde ideologier i hver sin skyttegrav, som ikke ville gå på kompromis, og som var baseret på et modsætningsforhold. Der var ikke plads til at forhandle. Det skabte det kaos, som førte til katastrofen i Irak og Afghanistan, siger Arshin Adib-Moghaddam.

Han fremhæver, at det moderne hybridsamfund ikke længere gør det muligt at tænke i den skarpe opdeling, hvilket han selv er et eksempel på.

Arshin Adib-Moghaddam er af iransk afstamning, er opvokset i Tyskland, hvor han gik på en kristen evangelisk skole og studerede i Hamborg, før turen gik til Cam-bridge Universitet i Storbritannien og foreløbig er endt i London.

Fra sit lille kontor rundt om hjørnet fra British Museum følger han udviklingen, og det er her, Kristeligt Dagblad møder ham for at diskutere, hvad terrorangrebet den 11. september for nu 10 år siden har betydet.

Rent strategisk er krigen mod terror en absolut katastrofe for USA. Den har skabt to kriser, som har transnationale konsekvenser. Set fra USA har Iran altid været det mest bekymrende land i regionen. Men krigen mod terror har fjernet to af de største rivaler til Iran, fastslår Arshin Adib-Mo-ghaddam med henvisning til Irak og Afghanistan.

Begge lande oplever voldsomme menneskelige lidelser, og i stedet for at modtage de internationale styrker med USA i spidsen som befriere er begge lande fanget i en massiv voldsspiral.

I Irak oplever vi en efter-krigsregering, som i bund og grund har problemer med at kontrollere landet. Den er afhængig af sikkerhedsgarantier udefra fra Iran, Tyrkiet og USA. Jeg vurderer, at Irak i dag er tættere knyttet til Iran end til USA. Det har meget at gøre med, at den nye regering skal tænke i regionale termer for at overleve, men også med det faktum, at begge lande overvejende er shiamuslimske, samt med de geografiske og historiske bånd, forklarer Arshin Adib-Moghaddam.

Han tror ligeledes, at kampen i Afghanistan er tabt til Taleban.

Vi ser Taleban dræbe regeringens embedsmænd i Kabul, og de genvinder territorier, mens regeringen i Kabul ikke har magten til at håndhæve deres autoritet ud over den lille del af Kabul, der svarer til den grønne zone i Bagdad.

Arshin Adib-Moghaddam mener, at invasionen af begge lande skete uden tilstrækkelig planlægning og uden en vurdering af de geopolitiske implikationer.

Jeg tror, konsekvenserne for både det såkaldte Vesten og for regionen er en katastrofe. Invasionen var ikke planlagt strategisk, og der var ikke tilstrækkeligt med information om, hvad der skulle ske efter krigen i Irak eksempelvis. Det er en stor ulykke for alle de involverede inklusive de udsendte soldater, som ikke nødvendigvis vidste, hvorfor de var der, siger han og tilføjer, at det sekulære og ultranationalistiske Saddam Hussein-styre intet havde med al-Qaeda at gøre.

Den bedste måde at håndtere regionen på ville være at opbygge en levedygtig sikkerhedsstruktur, på samme måde som Vesteuropa blev vendt til en velfungerende sikkerhedsstruktur efter Anden Verdenskrig en Pax Americana. I bund og grund under USA-tilsyn, men ikke for at dominere eller skabe et nyt kolonistyre. Men det skete aldrig i det vestlige Asien eller den såkaldte arabisk-muslimske verden, siger Arshin Adib-Moghaddam.

Han vurderer, at den vestlige intervention har bekræftet det gamle billede af Vesten.

Vesten som tanke var aldrig rigtig positiv. Vesten var altid forbundet med kolonitiden, og perioden hvor Vesten blandede sig i de landes indre forhold. Det gav også den opfattelse, at man ikke kunne stole på USA, siger forskeren.

USAs allierede i regionen var derfor de diktatoriske magthavere, der var afhængige af USA, såsom Ben Ali i Tunesien eller Mubarak i Egypten. Det samme gjaldt Iran under shahen.

De var ikke allierede, fordi de var demokrater, men fordi de underkastede sig, mener Arshin Adib-Moghaddam og taler om ligheden mellem en bin Ladensk fundamentalisme og neokonservativsmen på den anden side.

Problemet i regionen var sammenstødet mellem to neofundamentalister kombineret med manglen på rådgivere, der ikke kunne tænke i mere komplekse diplomatiske baner. Og vi taler om et af de mest komplekse områder i verden, hvorfra de tre store religioner har deres udspring, siger Arshin Adib-Moghaddam.

Han kalder det nonsens at adskille de efterfølgende terrorangreb i London og Madrid fra krigene i udlandet, som både Storbritannien og Spanien var involverede i.

Det er ikke for at forherlige terror, men for at give en analytisk forbindelse mellem krigsførelse i andre lande og uro på vore egne gader. I det multikulturelle hybridsamfund, vi lever i, vil alle krigshandlinger i udlandet have omgående effekt her, siger han.

Geografien har mistet noget af sin betydning. En af de store logiske konsekvenser af 11. september-angrebet, var et opgør med tanken om, at USA var en ø isoleret fra resten af verden, som havde råd til at igangsætte krige uden selv at blive angrebet. Men det er uheldigt, at det var terrorisme, der skulle bidrage med den forståelse, tilføjer han eftertænksomt.

I sin bog beskriver Arshin Adib-Moghaddam historien om civilisationernes sammenstød med den markante pointe, at der ikke er et sammenstød:

Vi har minoriteter på begge sider, som forsøger at fortælle os, at vi har et sammenstød. Men selv når vi siger, at der ikke findes noget sammenstød mellem civilisationer, så vil al-Qaeda eller folk som Anders Breivik stadig tro, at der er et sammenstød. Der har altid været en minoritet, der fremkom med disse idéer for at styrke en lille oligarkisk magtelite, der ville have monopol på magten og den politiske historie.

Arshin Adib-Moghaddam vurderer tilmed, at selv mere radikale grupper som Det Muslimske Broderskab i Egypten samt Hamas og Hizbollah bevæger sig væk fra tanken om Vesten som en absolut modsætning.

Han ser ligeledes en øget forståelse i særligt Europa, men også USA, af at den militarisme, som var en del af kampen mod terror, havde den modsatte effekt.

Mange af problemerne i regionen kan ikke løses ved at sende militære tropper. Krig skaber et brud på medmenneskelighed og evnen til at relatere sig til hinanden. Det skabte et brud i relationerne mellem den arabisk-islamiske verden og det såkaldte Vesten.

Han mener derfor, at krigen mod terror har ført til, hvad han kalder neoradikaliseringen.

Det skabte ny grobund for radikaliseringen. Både her og der. Så den radikalisering, vi ser i Europa i dag, har meget at gøre med volden og kampen mod terror i de forgangne 10 år. Islamofobi er den primære platform for folk som Geert Wilders og andre radikale bevægelser, siger han.

Den radikalisering går begge veje.

Vreden mod Vesten blev udnyttet af al-Qaeda og gør det fortsat i Afghanistan af Taleban. De er i dag stærkere, end de var for 10 år siden, fordi de har kunnet udnytte krigen mod terror. De fleste radikale bevægelser blomstrer under krig og ødelæggelse, pointerer Arshin Adib-Moghaddam.

Han kalder det derfor en misforståelse at operere inden for den snævre definition af den politiske fjende i det 21. århundrede og efter så mange krige, så vi skulle være i en position, hvor vi kan opfinde en ny politik baseret på forståelse, fred og forsoning:

Kompleksiteterne i dagens verden kan ikke presses ind i en svæver ramme af os mod dem.

Arshin Adib-Moghaddam ser også klare tegn på, at folkestemningen i Vesten ikke er til flere invasioner. Han fremhæver blandt andet, at mere end en halv million mennesker i sin tid demonstrerede i Londons gader mod invasionen af Irak.

Folk har siden spurgt, hvad det nyttede. Men når vi ikke har set en krig mod Iran, så er det ikke af militære eller andre strategiske grunde. Det handler mere om modstanden i Europa mod krigen i Irak. Det gør det så meget sværere at sælge idéen om en ny krig. Det er også derfor, vi ikke så tropper på landjorden i Libyen. Så modstanden mod krigen har i det mindste forsinket den næste krig. Et aktivistisk civilsamfund, som forstår, hvad der sker, er den bedste forebyggelse mod enhver bevægelse mod krig, konkluderer Arshin Adib-Moghaddam.

På spørgsmålet om, hvorvidt der er kommet noget positivt ud af terrorangrebet for 10 år siden, kommer et kontant svar.

Der er ikke kommet noget positivt ud af et terrorangreb, som hærgede USA og traumatiserer Irak og Afghanistan og hele regionen. Jeg ser ikke noget positivt ud over måske skridtet væk fra den amerikanske doktrin om krigen mod terror, som kom med valget af Obama. Jeg tror ikke, Obama ville have vundet, hvis det ikke var for reaktionen mod krigen mod terror, fastslår den tyske forsker med iranske rødder fra kontoret i det britiske London.

norum@k.dk

I sin bog beskriver Arshin Adib-Moghaddam historien om civilisationernes sammenstød med den markante pointe, at der ikke er et sammenstød. ”Men vi har minoriteter på begge sider, som forsøger at fortælle os, at vi har et sammenstød,” siger han. – Foto: Bjarne Nørum.
Vreden mod Vesten blev udnyttet af al-Qaeda. På billedet ses en pakistansk tilhænger med et billede af den afdøde leder Osama bin Laden, og den vrede udnyttes fortsat i Afghanistan af Taleban, der i dag er stærkere, end de var for 10 år siden. Foto: ReutersAFP.