Han fik amputeret begge ben som treårig: ”Et handicappet barn har aldrig ondt af sig selv”

Guy Moshe fik som treårig amputeret begge ben. Han husker ikke længere sig selv som en dreng med ben, og undervejs har israeleren udfordret sig selv både fysisk og menneskeligt. I dag giver han sine erfaringer videre

Guy Moshe fik amputeret begge ben som treårig, men har aldrig ladet det forhindre ham i at udøve selv ekstrem sport. En af hans yndede sportsgrene er havkajaksejlads. Her ses han på Andromedaklippen, der ligger ud for havnen i Jaffa. Tel Aviv ses i baggrunden. – Foto: Ayala Lescher.
Guy Moshe fik amputeret begge ben som treårig, men har aldrig ladet det forhindre ham i at udøve selv ekstrem sport. En af hans yndede sportsgrene er havkajaksejlads. Her ses han på Andromedaklippen, der ligger ud for havnen i Jaffa. Tel Aviv ses i baggrunden. – Foto: Ayala Lescher.

Ilddåben for enhver ny instruktør i kajakklubben Terra Santa i Herzliya nord for Tel Aviv er sætningen ”kan du ikke lige hjælpe Guy med at indstille fodpedalerne”. Og så venter hele klubben spændt på at se instruktørens ansigtsudtryk, når han kigger ned i kajakken og opdager, at Guys krop slutter der, hvor benene normalt begynder. Den, der morer sig bedst, er Guy Moshe selv.

”Modsat voksne, der har mistet førligheden, har et handicappet barn aldrig ondt af sig selv, men er ligesom andre børn på jagt efter udfordringer,” fortæller den 45-årige israeler Guy Moshe.

Han er ankommet til samtalen med Kristeligt Dagblad alene i sin bil med rullestolen stående bagi. Han har ikke brug for hjælp. Nærmest ubemærket løfter han sig fra rullestolen til en almindelig stol.

Man forstår med det samme, at Guy Moshe taler af egen erfaring. Og han øser generøst af den erfaring for at hjælpe andre og hjælpe samfundet med at forstå og integrere fysiske og psykiske handicappede. For fem år siden forlod han sit gode job i den succesrige israelske it-branche for at hellige sig frivilligt arbejde med handicappede børn og unge. For han kan overbevise dem om, at ”de kan”. Desuden holder han foredrag i skoler, på militærbaser og i private firmaer.

Da han var tre og et halvt år, fik Guy Moshe en dag høj feber. Moderen forsøgte forgæves at slå feberen ned og endte med at måtte tage drengen på skadestuen. Der ville man først sende ham hjem; det var nok bare skoldkopper. Men Guys mor krævede barnet indlagt. Næste dag mistede den lille dreng bevidstheden og lå bevidstløs i 10 dage, angrebet af en voldsomt aggressiv bakterieinfektion. For at redde Guys liv amputerede lægerne begge hans ben langt over knæet og flere fingre på den ene hånd.

”Jeg har aldrig undersøgt lægejournalerne fra dengang for at forstå, hvorfor og hvordan de tog beslutningen. Det er ikke relevant. Jeg husker slet ikke mig selv som en dreng med ben,” siger Guy Moshe.

Han får det næsten til at lyde, som om det ikke er noget problem at være fire år og skulle til at lære at klare sig med en ny krop. Men han fortæller også om den lange rehabilitering, hvor han lærte at gå på proteser, og om, hvordan han måtte vænne sig til, at de fleste voksne græd, når de så ham.

Men Guy Moshes forældre insisterede på at opdrage ham uden ”handicap-rabat”. Han skulle ikke placeres i en særlig handicapskole, men gå med sine to søskende i kommuneskolen. Han lærte hurtigt at søge udfordringer, og forældrene indprentede ham aldrig at lade andre mennesker sætte grænser for hans kunnen. Hvis man ikke prøver ting, så kan man aldrig vide, hvad man selv kan – en af vigtigste læresætninger, han har haft med sig, lige siden han var helt lille, fortæller han.

Som otteårig fik Guy Moshe sit første skateboard. Når han ikke lod sig trække rundt i byen ved at hage sig fast i lillebroderens bagagebærer, kunne det bruges som selvstændigt transportmiddel, hvor han sad på brættet og skubbede sig af sted med hænderne. Men helst susede han alene ned ad småvejene nær hjemmet.

”En dag fandt jeg en særligt god, stejl vej, men jeg tænkte jo ikke på, at vejen mundede ud i en stor trafikeret vej. Da faren gik op for mig, var der ikke anden udvej end at kaste mig af skateboardet. Jeg kom hjem stortudende og fuld af asfalt-hudsafskrabninger. Men min mor sagde ikke et ord. Hun rensede sårene og forbandt mig. Jeg jamrede og syntes, at hun burde have medlidenhed med mig. Men hun forsikrede mig om, at det ikke ville gøre mindre ondt, hvis hun også græd. Det indledte en årrække, hvor naboerne ustandselig advarede min mor om, at jeg foretog mig livsfarlige ting, og hvor hendes standardsvar var: ’Hvis jeg standser ham, hvordan skal han så lære noget?”.

Lige siden har Guy Moshe ikke været til at stoppe.

Når han skal lære fysisk og psykisk handicappede børn og unge at turde tage en udfordring, bruger Guy Moshe altid sig selv som eksempel. Han fortæller, at han aldrig spørger et barn, hvad der er sket. Det er ikke relevant. I stedet spørger han altid barnet: ”Hvad kan du?”. Det er udgangspunktet for at vide, hvordan han kan udfordre hende eller ham. Her er han ved at instruere og forklare børn på organisationen Etgarims sommerlejr, hvor sjovt og ufarligt det er at lade sig hænge op i et reb med klatreseler og derefter suse ned ad en ophængt stålwire. – Foto: Etgarim.
Når han skal lære fysisk og psykisk handicappede børn og unge at turde tage en udfordring, bruger Guy Moshe altid sig selv som eksempel. Han fortæller, at han aldrig spørger et barn, hvad der er sket. Det er ikke relevant. I stedet spørger han altid barnet: ”Hvad kan du?”. Det er udgangspunktet for at vide, hvordan han kan udfordre hende eller ham. Her er han ved at instruere og forklare børn på organisationen Etgarims sommerlejr, hvor sjovt og ufarligt det er at lade sig hænge op i et reb med klatreseler og derefter suse ned ad en ophængt stålwire. – Foto: Etgarim.

Mest elsker han natur og vand. Da han var fem år, sendte forældrene ham til handicapsvømning, og da han havde lært at klare sig i vandet, gravede faderen haven ud og byggede en swimmingpool til Guy og hans søskende. Som 18-årig spillede han rullestolsbasket med et hold af tidligere soldater, der var blevet handicappet i tjenesten. I dag tager han på natur- og campingture med familien, sejler kajak, er sportsdykker, står på vandski og kører cykelløb med sin hånddrevne cykel.

Guy Moshe fik amputeret begge ben som treårig, men har aldrig ladet det forhindre ham i at udøve selv ekstrem sport. En af hans yndede sportsgrene er havkajaksejlads. Her ses han på Andromedaklippen, der ligger ud for havnen i Jaffa. Tel Aviv ses i baggrunden. – Foto: Ayala Lescher.
Guy Moshe fik amputeret begge ben som treårig, men har aldrig ladet det forhindre ham i at udøve selv ekstrem sport. En af hans yndede sportsgrene er havkajaksejlads. Her ses han på Andromedaklippen, der ligger ud for havnen i Jaffa. Tel Aviv ses i baggrunden. – Foto: Ayala Lescher.

Det var rullestolsbasket, der gjorde Guy Moshe opmærksom på, at han kunne bevæge sig meget lettere i en rullestol end på proteserne.

”Jeg begyndte at smide proteserne. De er ikke særlig praktiske, når man er amputeret over knæet. Hvis jeg for eksempel tog på tur og gik meget, hævede stumperne så meget, at jeg ikke kunne bruge proteserne i flere dage efter. Fra jeg var 18 til 25 år, brugte jeg kun proteser ved jobinterviews og på dates. Lige så snart jeg fik jobbet eller pigen, smed jeg proteserne igen. Da en kæreste bad mig tage proteserne på til en præsentationsmiddag hos hendes forældre, droppede jeg både hende og proteserne for altid. Det, at jeg ingen ben har, er ikke mit problem,” fastslår han.

Drivkraften er ”kan selv, vil selv”. Den længste cykeltur, Guy Moshe har gennemført, gik fra New York til Washington. 500 kilometer på tre dage. Men da han rundede de 30 år, forstod han, at det ikke var nødvendigt og også kan være direkte farligt at presse sig selv til at cykle det transalpine cykelløb tværs over Alperne.

”Der begyndte en ny fase. Jeg skulle nu lære at stole på andre og ikke altid at skulle kunne det hele selv for at bevise noget, men lære at lade andre give. I starten var det ikke let overhovedet. Det er faktisk stadig svært,” siger Guy Moshe med et drenget smil.

Da han voksede op, var der kun en institution i Israel med tilbud om fysisk aktivitet for voksne handicappede. Bet Halohem, på dansk ”soldaternes hjem”, drives af forsvarsministeriet og er især møntet på sårede soldater. Det var her, at Guy Moshe spillede basket. For handicappede børn var der organisationen Ilan, der havde fokus på børn og unge født med handicap. Den femårige amputerede fik alligevel lov til at være med til svømmeundervisningen, men først efter forældrenes insisteren.

I midten af 1990’erne blev tre venner enige om, at lammelser og amputeringer ikke mere skulle forhindre dem i at stå på ski. De var alle tre som soldater blevet alvorligt kvæstede under Yom Kippur-krigen i 1973. Ved at organisere denne skitur med transport, hjælpere, særlige instruktører og ikke mindst godhjertede donorer lærte de så meget om logistik og penge, at de efter turen besluttede, at andre skulle have glæde af det. De oprettede organisationen Etgarim, der betyder udfordringer. De lykkedes med at skabe et sted, hvor folk med fysiske eller psykiske handicap kan dyrke udendørssport. Tilbuddet gjaldt først voksne og sidenhen også børn.

Etgarims mål er at bruge ekstrem udendørssport som middel til at integrere handicappede i samfundet. Det kræver mange hjælpende hænder at løfte, bære, se eller høre for de handicappede. I det møde lærer Etgarim samfundet at se fysiske og psykiske handicappede som duelige, ligeværdige mennesker.

Etgarim blev Guy Moshes andet hjem. I dag sidder han både i bestyrelsen og arbejder som frivillig med børn og unge.

For 20 år siden bragte Etgarim den første specialbyggede letvægtshandicaptrillebør til Israel fra Frankrig. I Israel kaldes det en gilgulon. Det er et enhjulet køretøj med et sæde placeret over det store, støddæmpede mountainbikelignende hjul. Den trækkes eller skubbes af to hjælpere og er terrængående selv på smalle naturstier. Guy Moshe blev bedt om at være prøvekanin for at undersøge, om køretøjet kunne bruges i den israelske natur.

”Gilgulon var en af de ting, der lærte mig at stole på andre. Man skal virkelig stole på dem, der kører en, og håbe, at der ikke er pludselige bump, eller at en af dem snubler eller falder. Det var meget skræmmende slet ikke selv at have indflydelse. Men det er så umådeligt givende at lære at tage imod.”

Guy Moshe arbejder med handicappede børn og unge, for hos dem møder han ikke sorg, depression eller vrede som hos mange voksne, der har mistet førligheden. I mange år arbejdede han som frivillig på Tel Hashomer-hospitalets børnerehabiliteringsafdeling. Han fortæller, at han for eksempel aldrig spørger et barn, hvad der er sket. Det er ikke relevant. I stedet spørger han altid barnet: ’Hvad kan du?’. Det er udgangspunktet for at vide, hvordan han kan udfordre hende eller ham.

Guy Moshe er primus motor i Etgarims sommerlejr, der sidste sommer gav 2500 fysisk og psykisk handicappede børn lejr-ophold på mellem en halv og tre dage. Lejren betales af donationer fra en stor israelsk bank, der også tilbyder sine ansatte at få en dag fri for at være frivillige på lejren. Guy Moshe fortæller, at der er rift blandt investeringseksperter og bankrådgivere om at få lov. Mange af dem kommer år efter år og tager også deres egne børn med, for oplevelsen af at hjælpe de handicappede børn til at opleve at turde tage udfordringer er lærdom for livet:

”På lejren er der 10 stationer. 10 udfordringer. For eksempel at klatre op ad stiger til en hængebro mellem to træer. Børn lærer bedst af at se et personligt eksempel, så jeg er altid selv først. Vi stiller til gengæld krav om, at alle deltager – i alting. Hvert barn får al den hjælp, der er nødvendigt for at gennemføre. Sidste år byggede vi en elevator af reb og brædder for at hjælpe en dreng op til hængebroen, for der var ikke andre muligheder for at få ham derop. Der skulle fire frivillige til at hjælpe ham over broen, og han var jublende, da han sikkert forankret i klatreseler blev sendt alene ud på rutsjetur på et stålkabel.”

Det kan se drabeligt ud, at selv svært bevægelseshindrede børn skal over en hængebro fem meter over jorden. Guy Moshe fortæller, at de bekymrede spørgsmål altid kommer fra forældre. Og deres bekymring går altid ud over sommerlejren. De forsøger at forstå, hvilken fremtid der venter deres børn. Børnene selv tænker ikke så langt. Og når de ser Guy Moshe, ser de en ligemand, der møder dem i øjenhøjde. Han dvæler ikke ved sit eget handicap, men nogle gange er der børn, der spørger. Så får de svar. Børnenes umiddelbare reaktion kan være dybt rørende, fortæller han:

”På sommerlejren sidste år arbejdede jeg en dag med en gruppe halvstore, autistiske børn og fortalte dem som en bisætning, at jeg havde mistet mine ben på grund af en aggressiv bakterie. En af drengene på 12 år grublede længe for at forstå, hvad det var, jeg havde sagt. Efter nogen tid fandt han løsningen og kom hen til mig og sagde konstaterede: ’Du fik en aggressiv bakterie, og så blev dine ben til støv’”.