Et kirkebryllup er ikke nogen ønskekoncert

Elton John, Michael Jackson og Elvis Presley hører ikke hjemme ved kirkebryllupper, fastslår tysk biskop

En nok så hjerteskærende sang af Elton John eller Andrea Bocelli egner sig absolut ikke til brug i kirken, mener biskop Gerhard Ludwig Müller. --
En nok så hjerteskærende sang af Elton John eller Andrea Bocelli egner sig absolut ikke til brug i kirken, mener biskop Gerhard Ludwig Müller. --. Foto: .

Michael Jacksons sang "I?ll Be There" handler om kærlighed, om at give hinanden styrke og om at elske hinanden på en uselvisk måde.

Et par i den sydtyske by Pressath holder så meget af sangen, at den blev spillet i kirken, da de for nylig giftede sig. Parret var glade, men efter vielsen var sognepræsten til gengæld rasende. Det var først under selve vielsen gået op for ham, hvilken sang parret havde valgt, og nu klagede han over, at Michael Jackson jo ikke havde været katolik, og at sangen heller ikke var så from, at den var egnet til kirkens hellige rum.

Områdets biskop, Gerhard Ludwig Müller, reagerede med det samme. "Det er ikke tilladt at udforme vielser med musik, der enten er fremmed eller uegnet for kirken," meddeler biskoppen via en informationsmedarbejder.

Allerede for tre år siden tog biskoppen stilling til, hvilken musik, der bør spilles til vielser i kirken. Dengang skrev han i stiftets blad: "Trods præsternes hensyntagen til bryllupsselskabet er den verdslige fest det rette sted for verdslig musik (popsange, slagermelodier, musical-, film- og operettemelodier) og ikke den kirkelige vielse." Han advarer om, at et kirkebryllup ikke er nogen ønskekoncert. "En nok så hjerteskærende sang af Elton John eller Andrea Bocelli egner sig absolut ikke til brug i kirken," skriver biskoppen.

Avisen Süddeutsche Zeitung kommenterer, at nu har biskop Gerhard Ludwig Müller indledt et korstog imod popsan- ge i den katolske kirke.

Det afviser biskoppen, hvis talsmand siger, at det eksempelvis er tilladt at synge halleluja både i jazzform og i stil med Michael Jackson.

Parret i Pressath står ikke alene med deres ønske om popmusik i kirken. Mange par har specielle sange, som de gerne vil have spillet. Det er ofte sange, der er forbundet med særlige minder om for eksempel det første møde eller første kys. Særlig populær er Elvis Presleys sang "Can?t Help Falling in Love."

Gerhard Ludwig Müllers stift, Regensburg, har sammen med nabostiftet, Eichstätt, de strengeste regler i Tyskland for musik i kirkerne, hvorimod de andre katolske biskopper har overladt det til sognepræsterne selv at bestemme.

Den samme frihed har de protestantiske kirker i landet.

dachs@k.dk