Et land rejst på grave og ruiner

Rejsen ad den tidligere jugoslaviske Hovedvej for broderskab og sammenhold tager denne gang en afstikker til Bosnien landet, hvor arrene efter Jugoslaviens opløsning stadig er tydelige

40 kilometer til Banja Luka, 268 kilometer til Sarajevo. Begge byer ligger i samme land, Bosnien, men siden Dayton-aftalen i 1995 har Bosnien bestået af to dele. Den ene del, Føderationen af Bosnien og Hercegovina, bebos hovedsageligt af henholdsvis bosniakker (den muslimske befolkning) og bosniske kroater og har Sarajevo som hovedstad. Den anden del er Republika Srpska, det primært etnisk serbiske område, hvor hovedbyen er Banja Luka.
40 kilometer til Banja Luka, 268 kilometer til Sarajevo. Begge byer ligger i samme land, Bosnien, men siden Dayton-aftalen i 1995 har Bosnien bestået af to dele. Den ene del, Føderationen af Bosnien og Hercegovina, bebos hovedsageligt af henholdsvis bosniakker (den muslimske befolkning) og bosniske kroater og har Sarajevo som hovedstad. Den anden del er Republika Srpska, det primært etnisk serbiske område, hvor hovedbyen er Banja Luka. . Foto: Tine Møller Sørensen.

For at komme til Bosnien må turen for en stund drejes ad Hovedvejen for broderskab og sammenhold i mere end en forstand: Motorvejen går slet ikke gennem Bosnien-Hercegovina, og broderskabet og sammenholdet ser så afgjort også ud til at standse ved grænseovergangen.

Her er hele den langsommelige og omfattende grænsekontrol vi forlader EU, vi tager væk fra et slags fællesskab og ind i et land, der på det nærmeste har overført deres indre og emotionelle splittelse til det ydre.

LÆS OGSÅ: Mostars bro med den dramatiske historie

Hele Bosnien er bogstavelig talt rejst på ruiner og grave, og sorgen og ikke mindst fattigdommen er så enorm, at man kan mærke det i luften.

Om noget er Bosnien-Hercegovina beviset på, at Jugoslaviens opløsning på sin vis slet ikke er overstået endnu. Som et resultat af Dayton-aftalen fra 1995 er landet delt nærmest i to lige store dele. Den ene del er Føderationen af Bosnien og Hercegovina, der hovedsageligt bebos af henholdsvis bosniakker (den muslimske befolkning) og bosniske kroater. Den anden del er Republika Srpska, der hovedsageligt bebos af bosniske serbere.

Denne rute fører direkte ind i Republika Srpska, der udgør godt halvdelen af landets territorium.

Denne indre opsplitning af landet ses tydeligt og alle steder, for eksempel ved den konstante tilstedeværelse af flag. Her møder man overalt det flag, der er som en lillebror til det serbiske: rød-blå-hvid stribe, men uden det serbiske nationalskjold. Man kan ikke være i tvivl om, hvor man er på noget tidspunkt, i hver eneste lillebitte landsby og ved monumenter langs vejen og så videre hænger det, udspændt, så end ikke en manglende vind forhindrer det i at blafre.

En anden indikator er, hvilken religion der visuelt er den dominerende forskellige steder: Moskéer er lig med føderationen, ortodokse kirker er lig med Republika Srpska. Men at det så alligevel ikke er så stringent etnisk opdelt, kan her også ses ved, at der trods alt er en del kirker i føderationen og ligeså moskéer i Srpska.

Turen går mod Banja Luka, hovedbyen i den bosnisk-serbiske entitet.

Allerede ved ankomsten viser Banja Luka sig at være noget af en overraskelse der er åbenbart en hel del flere penge i omløb her, end man umiddelbart skulle tro. Det ene store, velholdte og ikke mindst indhegnede hus efter det andet knejser langs gaderne. Dog afbrudt af totalt faldefærdige indimellem sådanne kontraster er et af de tydeligste tegn på, at en stor del af Banja Lukas 200.000 indbyggere er kommet hertil på baggrund af 1990ernes krige.

Byen virker ikke umiddelbart gearet til at modtage turister, hvilket eksempelvis giver sig til udtryk ved, at en forespørgsel om vejen til centrum mødes med vantro latter fra en midaldrende dame: Hvad skulle man dog lave i Banja Luka, hvis ikke man selv var derfra?.

Ud på aftenen, på terrassen ved en yndig restaurant, der til alles overraskelse kan præstere nogle af de bedste stegte blæksprutter, kan man dog høre adskillelige europæiske sprog, samtidig med at høj musik og latterråb fra omkringliggende caféer og klubber vidner om, at der er ved at komme lidt gang i turismen.

Midt i byen ligger Museet for Republika Srpskas Historie. Museet er i sig selv en mærkelig konstruktion: Republika Srpska i den form området eksisterer nu er ikke ældre end Dayton-aftalens 18 år, så ligefrem at have et helt museum med dets historie pirrer i den grad nysgerrigheden.

Bygningen ligner nærmest en parodi på kommunistarkitektur: beton og brunfarvede metalfriser. Parkeringspladsen og parken rundt om bygningen er bevogtet af en flok gadehunde, men ellers tom. Men indeni fortælles en anden historie.

Museet har en meget imponerende samling, der fremstilles nærmest som en art encyklopædisk udstilling, hvor traditionel orden ikke fremstår som det vigtigste. Udstillingen starter således med en gennemgang af de fisk, der findes og har eksi-steret i regionen, hvorefter vi på den ene side præsenteres for en hovedgade fra Banja Luka omkring 1920-1930 og på den anden side for regionale fugle. Herefter møder vi det præhistoriske Republika Srpska i form af en mammuttand, og så gennemgås forskellige etnologiske effekter såsom kunsthåndværk, folkedragter med mere. Man vælger altså at lade Republika Srpska fremstå som en slags naturaliseret stat med egen selvstændig historie, der er helt unik og kan regnes tilbage til dengang, mammutterne slog sine folder, og ved at sætte denne sammen med både dioramaer fra 1920erne og det nuværende særlige dyreliv har man også sørget for at trække trådene hele vejen og kommer nemt omkring, hvordan staten egentlig blev født.

Den mere nutidige historie fortælles nemlig i en række montre som historien om Srpskas befrielse; særlig interessant er den del, der omhandler udbruddet af Første Verdenskrig og Gavrilo Princips nedskydning af den østrig-ungarnske tronfølger Franz Ferdinand i Sarajevo. Denne episode har sin helt egen parallel-historie, når man taler om kulturarv og historiebrug i Bosnien-Hercegovina. Sat på spidsen kan det forklares ved, at da skuddene faldt ved den daværende Latinerbro, blev Princip udpeget til en jugoslavisk frihedshelt, hvorfor broen, efter at Tito kom til magten, kom til at hedde Princip-broen. Efter Jugoslaviens sammenbrud kom ikke bare broen til atter at hedde Latinerbroen, Princip skiftede også status til at have været en ondsindet serbisk nationalist.

Serbisk nationalist er han på en måde også på Museet for Republika Srpskas Historie, her opfattes det bare ikke som i Sarajevo negativt, men som en handling fra en serbisk frihedshelt. Sådanne fuldstændigt divergerende historiefortællinger er i høj grad med til at cementere idéen om de etniske gruppers forskellighed og kalder ikke just på en ny omgang broderskab og sammenhold.

Historiefortællingen her slutter (bekvemt) i 1945 i museets katalog skriver de dog, at perioden efter Anden Verdenskrig bør fremstilles objektivt og inkludere en analyse af den økonomiske og kulturelle udvikling af det socialistiske Jugoslavien. Således kan intentionerne fremstilles så gyldne som muligt, om end det afsluttes med at udråbe Srpskas fødsel til januar 1992, hvor de bosnisk-serbiske styrker udråbte det selvstændige Republika Srpska, snarere end det internationalt anerkendte december 1995.

Museet vælger altså hverken at beskæftige sig med det socialistiske Jugoslavien, dettes blodige opløsning eller den reelle grundlæggelse af det Republika Srpska, som det præsenterer sig som.

Under krigene i 1990erne blev 16 moskéer ødelagt i Banja Luka, men uden at det på den baggrund er alt for imponerende, bliver man alligevel positivt overrasket over, at man i dag igen kan møde hele fire af slagsen i byen. Hvor bosniakker i 1991 udgjorde godt 19 procent af byens befolkning, er der i dag ikke mange tilbage, men man har ikke fornemmelsen af, at muslimer er decideret ugleset.

Det ser straks værre ud med kroatere, der i sin tid udgjorde 11 procent af byen. De er bestemt ikke velkomne, og at dømme efter museets særudstilling om kz-lejren Jase-novac er her en kandidat, som alle de andre befolkningsgrupper kan blive enige om at hade.

Jasenovac var en berygtet lejr drevet af de kroatiske Ustasa-styrker under Anden Verdenskrig, og godt 100.000 serbere, romaer, jøder og muslimer blev slået ihjel i løbet af de fire år, lejren eksisterede.

Det er med en høj grad af ambivalens, at man ser denne udstilling. På den ene side kan man sige, at historien om de frygtelige overgreb, der skete i nazismens navn, sådan set ikke kan fortælles for ofte, og at det er den mere inkluderende offerhistorie, der her fortælles, hvor der ikke præsenteres et offer-hierarki, men at de dræbte mindes som døde frem for som repræsentanter for forskellige grupperinger.

På den anden side er det mildest talt bizart at bruge disse forfærdelige skæbner både som repræsentant for en del af historien, man ikke selv kan eller vil forholde sig til, og samtidig som noget, der i hvert fald af nogle må ses som et forsvar for et fortsat etnisk had.

Der vinkes farvel til både Banja Luka og Republika Srpska, en egn, det ikke er nem at blive klog på, og hvor alting altid skal granskes flere gange, hvis man vil forsøge at forstå de utroligt mange fortællinger, der hele tiden er på spil.

Bogstavelig talt krydses en ellers usynlig grænse vi passerer et skilt, hvor der ønskes fortsat god tur fra Srpska, og bevæger os ind i de vidunderligt smukke bosniske bjerge. Det føles som at være i en anden verden, når man kører langs Vrbas-flodens fantastisk frodige dale og op gennem bjerge, der tårner sig majestætisk på begge sider.

Vi er på vej mod Jajce, en lille bosnisk bjergby, der er berømt for sine skønne vandfald samt for at være hjemsted for den Anden Antifascistiske Kongres, der 29. november 1943 ledte til grundlæggelsen af Jugoslavien.

Som det ofte er tilfældet, er det bestemt ikke Tito og Jugoslavien, der har første prioritet for turistkontoret. Det er den overstrømmende skønne natur og de mange muligheder for både rekreative og aktive oplevelser, disse tilbyder.

Og som det lige så ofte er tilfældet her, er selv hoved-attraktionen, det store vandfald, ikke helt up to date: Sikkerhedshegnet, der skal skærme besøgende fra at falde i, er i stykker, men der er selvfølgelig lynhurtigt blevet skabt en alternativ sti ned til plateauet, hvorfor man rent faktisk har direkte adgang til det smukke, men voldsomme stykke natur.

Her er sådan set temmelig mange turister, både lokale og internationale, der slentrer omkring både vand og den lille bys utroligt mange små caféer og restauranter.

Men går man modsat vandfaldet, møder man pludselig små boder med forskellige Tito-souvenirs, og så er der kun 100 meter til museet for Jugoslaviens fødsel.

Museet blev brændt ned i 1990erne, men fremstår nu totalt genopbygget. Her er der dog til gengæld ret tomt, så vi får mulighed for en længere snak med både direktøren og en af museumsinspektørerne.

De viser stolt, hvordan de har genopbygget selve kongressalen, komplet med Titos særlige lænestol og specialfremstillede portrætter af Stalin, Marx og Churchill, der alle overlevede branden. Dog er portrættet af Lenin blevet stjålet i mellemtiden, men det er alligevel helt særligt at se disse historiske overhoveder samlet på denne måde, fra før den kolde krig drog en jernkile gennem verden.

Museet har valgt at lade alle de tidligere jugoslaviske republikker lave deres egen lille fremstilling af tiden omkring kongressen, således at de forskellige lokale delegationer fra for eksempel Makedonien, Kroatien, Serbien, Slovenien og så videre hver har deres egen lille montre, hvor de hver især har kunnet fremhæve, hvad de mente er den væsentligste historie, og man ser for eksempel et slovensk manifest, en kroatisk partisanhue og et serbisk partimedlemskort. Måske ser vi her en slags spor af en tilkendegivelse af et fællesskab?

Hertil valfarter folk også både i maj og november, de kalder de dem ikke selv Tito-kult, men da jeg nævner, at de tituleres sådan i Titos fødeby, Kumrovec, nikker museumsfolkene ivrigt og små-griner.

De sælger også her i butikken alskens souvenirer, der knytter Tito og byen Jajce nært sammen, plakater, nøgleringe og postkort.

Museumsdirektøren stiller sig til at begynde med lidt skeptisk an: Hvad vil en udenlandsk journalist overhovedet her, er det smagløs nostalgi, det handler om? Men efter nogen tids snak bløder han op og ender med, med fugtige øjne, at berette om, hvordan han med sine 45 år egentlig føler sig snydt: Han nåede lige akkurat at uddanne sig og føle sig parat til at deltage i det jugoslaviske liv, da krigen brød ud og brat satte en stopper for det.

Nu er her jo ingenting, alt blev ødelagt, udbryder han og efterlyser, at de yngre generationer lærer mere nuanceret om Jugoslavien:

De hører kun om hadet og ødelæggelsen, ikke om hvordan livet var.

Selvom det ikke er historien om, hvordan livet var i Jugoslavien, der fortælles her på museet, fortælles der alligevel om dets idealisme, kampgejst og fællesskabsfølelse ikke blot for Jugoslavien internt, men på en spøjs måde internationalt.

Ej heller om en specifik socialistisk-kommunistisk idealisme, på trods af de mange røde stjerner og uniformer denne tilstedeværelse af repræsentanter for alle mulige idealistiske fronter får i virkeligheden en til at ihukomme, hvad alt dette tilsammen stod for i de tidlige 1940ere: modstanden mod fascismen. Og det er nok et sådant fællesskab, sammenhold mod menneskelig ondskab, museumsdirektøren efterlyser og hvor kunne der være mere brug for at huske på et sådant end i Bosnien-Hercegovina.

Vi forlader igen Jajce og de bosniske bjerge og begiver os atter af sted ad broderskabet og sammenholdets hovedvej. Vi er på vej mod det, der i manges forståelse er blevet et nyt symbol på en iskold kynisme: den moderne barbar Serbien.

Men intet er jo naturligvis så entydigt, og i Serbien er det ikke alle, der har glemt, at det var her, der engang fandtes hjertet af det jugoslaviske fællesskab vi er på vej til Beograd.

0I den bosniske bjergby Jajce findes Museet for Jugoslaviens fødsel, der blandt andet byder på socialistlederen Titos særlige stol (den gule lænestol tæt på scenen).
0I den bosniske bjergby Jajce findes Museet for Jugoslaviens fødsel, der blandt andet byder på socialistlederen Titos særlige stol (den gule lænestol tæt på scenen). Foto: Tine Møller Sørensen.
0Banja Luka gør et overraskende indtryk.
0Banja Luka gør et overraskende indtryk. Foto: Tine Møller Sørensen.
foto
foto Foto: Tine Møller Sørensen.
0Museet for Republika Srpskas Historie byder blandt andet på en oversigt over regionens fisk – og beskæftiger sig ikke med områdets historie efter 1945.
0Museet for Republika Srpskas Historie byder blandt andet på en oversigt over regionens fisk – og beskæftiger sig ikke med områdets historie efter 1945. Foto: Tine Møller Sørensen.