Mercy Silva er 43 år og bor stadig sammen med sin mor. I Filippinerne er dette ikke usædvanligt for en kvinde i hendes alder, da man i den gudfrygtige, katolske østat sætter familiesammenholdet langt højere end i mange andre dele af verden.
En detalje gør dog Mercy Silvas situation mere usædvanlig: Hendes mor har været død i otte år.
Mercy Silva sover oven på sin mors grav på Manilas Cementerio Del Norte (nordkirkegården), der er den største kirkegård i den filippinske hovedstad. Kun en tynd marmorplade adskiller madrassen, som hun sover på om natten, fra moderens kiste.
”Man vænner sig til det,” siger hun.
Ud over at være moderens sidste hvilested er gravstedet, som familien har ejet i seks årtier, også hjem for omkring 25 andre mennesker – unge og gamle, mænd og kvinder, levende og døde.
Dette scenarie er på ingen måde ualmindeligt på Cementerio del Norte. Foruden omkring en million afdøde, herunder flere præsidenter, har mellem 5000 og 6000 levende mennesker bosat sig på kirkegården, som breder sig over 54 hektar i hovedstaden. For i millionbyen Manila er der mangel på boliger. Mange af byens 13 millioner indbyggere sover i blikskure, under broer eller langs store veje. Men de, der bor på kirkegården, betragtes som de fattigste af de fattige.
Alligevel lever mange af kirkegårdens beboere et relativt normalt liv. Oven på en grav tilbereder en kvinde kylling, mens hendes vasketøj hænger til tørre ved siden af. Et andet sted sælger en ældre mand tør-shampoo og kopnudler fra en åben grav.
På en stenplade udsmykket med et kors tager en dreng sig en middagslur. Fra hvert hjørne vælter lyden af filippinske sæbeoperaer ud fra tv-skærmene. Generatorer sørger for elektricitet, men der er intet rindende vand her.
På kirkegårdens Internet Cafe, der er placeret i en krypt, spiller Baldo Aguinaldo internetspillet ”League of Legends” (Legendernes liga). Den 18-årige mand har boet her hele sit liv. Sammen med sin far arbejder han som graver på kirkegården.
”Jeg kan godt lide at være her. Vi har et godt fællesskab,” siger han.
Og han er ikke den eneste, der synes det.
”Der er bedre her på vores kirkegård end i et af slumkvartererne. Og det er også mere sikkert her,” siger Rachel Hilario, en venlig kvinde med lyse striber i håret og et stort plasticur på armen.
Den 32-årige kvinde har boet her sammen med sin kæreste i to år.
”I begyndelsen var jeg bange og vågnede altid om natten. Men efter et år er man vant til det,” fortæller hun.
Parret har tilladelse til at bo på en grav, der tilhører en rig familie i Manila, mod at de tager sig af gravstedet. På toppen af marmorpladen, der dækker to kister, ligger en madras beklædt med et muntert Hello Kitty-lagen og matchende puder, et ur og en vifte.
Rachel Hilario og hendes kæreste laver farverige gravsten, som de sælger for omkring 30 dollars stykket. På en god dag kan de nå at lave omkring seks af dem.
Kirkegården, der blev åbnet i 1904, er stadig i brug. På hverdage er der i gennemsnit 20 begravelser, om lørdagen er der 60 og om søndagen 100. Når et begravelsesoptog går gennem kirkegården, træder de mennesker, der bor her, stille til side som et tegn på respekt.
Men det betyder på ingen måde, at Cementerio Del Norte er et idyllisk sted; det er også plaget af kriminalitet.
I de seneste måneder er snesevis af mistænkte narkokriminelle blevet dræbt her under de politirazziaer, der er et led i præsident Rodrigo Dutertes brutale kamp mod stoffer. De havde angiveligt solgt ”shabu”, som crystal meth bliver kaldt i Filippinerne.
En af de første ofre i Dutertes krig mod narko var graveren Ricardo Medinas søn Ericardo, som blev dræbt af politiet i november 2016. Den 70-årige Ricardo Medina har boet på en anden af byens store kirkegårde, Pasay, siden 1968. Sønnen, som han siger var uskyldig, er nu begravet ved siden af sin mor, få meter fra hvor hans far bor.
”Jeg kan godt lide at have ham tæt på. Jeg kan lide, at jeg ser ham, når jeg vågner, og at jeg kan passe hans grav,” siger Ricardo Medina til den britiske avis The Guardian.
Han kan godt lide at bo på kirkegården, fordi der er forholdsvis stille, og fordi det ikke koster noget. Og så er der masser af arbejde for ham.
”Regeringen vil gerne have os fjernet, men vi laver det arbejde, ingen anden orker. Vi er del af et større fællesskab, som tager os af deres døde,” forklarer han og uddyber over for avisen:
”Der er ingen spøgelser her. Men når jeg graver et lig op, undskylder jeg altid for at forstyrre. Det handler om respekt.”
Nu og da prøver myndighederne at flytte beboerne fra kirkegården, men det har endnu ikke været nogen succes. Og allerede i 1996 appellerede indbyggerne på Cementerio Del Norte til Manilas borgmester forgæves om at få en skole, badefaciliteter og en kirke.
Alligevel er flere familier er vendt tilbage til kirkegården efter at være blevet skuffet over deres indkvartering andre steder.
”Nogle gange bliver jeg pinligt berørt af den måde, folk reagerer på, når jeg fortæller dem, at jeg bor på kirkegården. Men i det mindste behøver jeg ikke betale husleje her,” siger Rachel Hilario.
For Mercy Silva, der sover tæt på sin afdøde mor hver nat, er der intet sted, hun hellere ville være:
”Dette er mit hjem. Jeg kender alle her. Min bedstemor blev født her, og det samme gjorde min mor og jeg.”
Hun holder en pause. Fra et billede på marmorgravstenen bag hende kigger hendes mor over skulderen på hende.
”Og når jeg en dag dør, bliver jeg begravet her,” fortsætter hun.
”Og det er også en god ting.”
© DPA / The Interview People
Oversat af Translated by Us