Prøv avisen

Et liv med glimt i øjet

Rahima og Abul Qasim har været gift i 26 år og har sammen syv børn. De siger, at de stadig elsker hinanden og har et godt ægteskab, og man tror dem gerne, når man har oplevet deres indbyrdes ømhed og drilagtige tone. Rahima har taget det sorte klæde om sig for at se anstændig ud på fotografiet. -- Foto: Ulla Poulsen.

Landsbykvinden Rahima Qasim er 45 år, gift og mor til syv børn. Hendes hverdag er optaget af at tage sig af børn og hjem, passe familiens dyrehold og have overblik

Tonen er slået an med det samme.

"Jeg må hellere sørge for at holde min mund. Ellers får jeg ballade bagefter," siger Abul Qasim med et stort smil, da han præsenterer sin hustru, Rahima.

Hun smiler tilbage og driller ham med, at hun jo altid kan lade sig skille, hvis der bliver for meget bøvl med ham.

"Ja, ja," siger Abul.

"Det er sådan, det er. Rahima er generalen, og jeg er soldaten."

Rahima Qasim er 45 år, gift med Abul og mor til syv børn i alderen fra 7 til 25 år. Tre drenge og fire piger. Hun er født og vokset op i Poshtikoh, landsbyen, hun stadig bor i, vest for Herat mod den iranske grænse. Abul og hun er fætter og kusine – i lighed med mange andre ægtepar på landet i Afghanistan, som finder deres ægtefælle inden for familien – og ifølge Abul kiggede han allerede langt efter hende, da de som teenagere hjalp deres forældre i marken.

"Men du var lidt mere forbeholden i begyndelsen," husker han.

Rahima smiler igen. Hun behøver ikke at minde ham om, at pæne piger ikke flirter med den første og bedste.

Nu har hun været gift i 26 år, og livet har for længst fået sin daglige rytme. Det er en rolig, udramatisk hverdag.

"Jeg holder dyr, jeg dyrker jorden og har travlt med at lave mad og vaske tøj. Det er der såmænd ikke så meget at fortælle om," siger Rahima.

Familien står op klokken fem for at bede; mand og sønner i landsbyens lille moské, hun og døtrene derhjemme. Så er det tid til at sørge for te og morgenmad og få gjort børnene klar til skole. Den varer fra klokken 8 til klokken 12. Derefter kommer de hjem for at spise frokost, og om eftermiddagen har de religionsundervisning i moskéen sammen med den lokale mullah.

Tre af børnene går stadig i landsbyens skole, men den slutter med 8. klasse, derefter skal de til Herat for at læse videre. Det gør en af sønnerne, mens en datter på 14 år nu går hjemme og hjælper Rahima.

"Vi forsøger selv at læse med hende, så hun kan komme videre, men det er mest min mand, der kan hjælpe. Jeg har kun gået fire år i skole i moskéen," fortæller Rahima.

Midt på dagen kommer hyrden og afleverer familiens 15 får og geder, efter at de har vandret rundt hele formiddagen i det tørre landskab uden for landsbyen og nippet, hvad de kunne af de lave tjørnebuske og tidsler. Når Rahima har malket dyrene, laver hun som regel yoghurt af mælken. Som i resten af Afghanistan er yoghurt en central del af familiens mad.

Undertiden sælger hun noget af yoghurten i Herat. Måske sammen med nogle æg fra de høns, hun også opdrætter.

"Hvis jeg sælger noget, er det mine penge, men vi taler altid om i fællesskab, hvad vi skal bruge dem til. Det gælder også min mands løn. (Han er ansat som sundhedsrådgiver i en nærliggende sundhedsklinik, red.). Det er forskelligt fra familie til familie, hvordan man gør det. Nogle kvinder og mænd har adskilte økonomier," siger Rahima.

Og Abul tilføjer:

"Det er mandens pligt at forsørge familien. Derfor sker det også, at der er familier, hvor kvinden beholder de penge, hun tjener, for sig selv og måske spenderer dem alle sammen på smykker. Jeg synes, at det er dårligt samarbejde, men det må manden finde sig i," siger han.

Rahima ville gerne selv arbejde med noget andet end hjemmet og dyrene, nu hvor børnene er ved at være store. Hendes drøm er at blive skrædder. Hun er dygtig til at sy og har tidligere syet det meste af børnenes tøj selv, men hendes øjne er ikke så stærke mere, og det kniber også med at sidde stille længere tid ad gangen. Det kunne ellers være sjovt, mener hun. Så kunne hun også undervise landsbyens børn.

"Desværre er det nok ved at være for sent. Jeg er ikke så stærk, som jeg har været," siger hun – og når man kommer tæt på, kan man se, at hun har ret. Der gemmer sig slid i ansigtets solbrændte rynker, og et par manglende tænder fortæller om ensidig kost og lange afstande til tandlægen.

Flere farvestrålende tæpper på gulv og vægge er et andet eksempel på hendes kreativitet. Rahima har vævet mange tæpper i sin tid og er berømt for dem.

"Ja, Rahima har lavet alle dem, du ser," fortæller Abul med tydelig stolthed.

Men tæpper bliver det ikke til mere. Det er for hårdt.

Familien kan også klare sig nu uden de ekstra indtægter fra Rahimas tæpper. Den ejer jord, og Abul har i snart 10 år arbejdet for Den Danske Afghanistan Komité med at undervise og rådgive lokale sundhedshjælpere. Et tegn på succesen er noget så sjældent som en bil under halvtaget bag de lerklinede vægge om familiens hus.

"Vi er meget heldige i forhold til andre i landsbyen. Nogle kalder også Abul for den rigeste mand," siger Rahima ligefremt.

En del af indtægterne bliver lagt i landsbyens lille købmandshandel – en beskeden butik, som gemmer sig i halvmørket inde bag et enkelt dørhul i den brede jordvæg – men hver anden uge tager ægteparret, takket være bilen, til Herat. Dels for at besøge en af sønnerne, der er ved at tage studentereksamen, dels for at handle.

"Vi køber tøj. Og te, sæbe, mel, bolsjer, sukker, ris og den slags. Vi kan få det i landsbyen, men det er billigere i de store forretninger i Herat," siger Rahima.

I bedste fald vil der fremover være endnu flere børn at besøge under turen til Herat. Rahima ser for sig, at de alle sammen får en god uddannelse og bliver lærere og læger.

"Hvis vi altså stadig er gift. Min mand truer mig af og til med, at han tager sig en hustru nummer to, hvis jeg ikke giver ham noget mere ret," ler Fahima – og ser ud til at tage advarslen meget afslappet.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk

Familiens yngste datter, Parastu (navnet betyder fugl), foran muren rundt om familiens hus. Alle huse i landsbyen er omgivet af en bred lerklinet mur, der forhindrer dyr i at løbe ud og fremmede i at komme ind. -- Foto: Ulla Poulsen.
Det er bjergkædernes rene streg mod den blå himmel, der fanger øjet i det afghanske landskab. Landsbyerne går næsten i ét med ørkenen, bygget som de er af den samme jord. -- Foto: Ulla Poulsen.