Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Et pinefuldt sted deler ud af sine minder

Besøgende i Auschwitz-Birkenau-lejren i det sydlige Polen i søndags. I dag markeres 70-året for Den Røde Hærs befrielse af lejren. - Foto: Joel Saget

De sidste overlevende Auschwitz-ofre overlever næppe et årti mere. Derfor er øjenvidnerne i centrum, når 70-året for befrielsen markeres i dag

Et enormt telt er stillet op over indgangsbygningen til udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau, hvor omkring 3000 internationale gæster i dag vil indfinde sig til en mindehøjtidelighed for at ære de over 1,1 million ofre på 70-års dagen for befrielsen af koncentrationslejrene i Ausch-witz, der ligger ved byen Oswiecim tæt ved Krakow i det sydlige Polen. Ved den ikoniske bygning med vagttårnet i midten, vil gæsterne stå lige dér, hvor utallige menneskeskæbner rullede de sidste meter i kvægvogne hen mod de flade modtagelsesperroner.

Da togvognene blev åbnet i årene mellem 1941 og 1945, efter op til to ugers rejse, blev de unge, sunde og stærke sorteret fra for at arbejde i de op mod 40 nærliggende arbejdslejre. Tre ud af fire, det var især børn, gamle og gravide, blev efter en udvælgelse, der for hvert menneske kun varede i få sekunder, oftest sendt direkte til gaskamrene for at finde døden. I dag står en enkelt kvægvogn tilbage til minde om den transport, der sendte 1,3 millioner mennesker ind i den største tyske udryddelseslejr.

Det vidstrakte åbne kz-lejr-område er en knugende oplevelse. Selvom de fleste træbarakker er væk, og gaskamrene blev ødelagt af SS-officererne i krigens sidste dage, tager man som gæst en rundtur i sorg og fortvivlelse, mens den lokale guide blandt andet fortæller om de flere end 400.000 ungarske jøder, der i løbet af få måneder i 1944 fandt døden i Ausch-witz-Birkenau.

Fordi krematorieovnene ikke rakte til, blev de myrdede også brændt i bunker i det åbne landskab. For hvert stille skridt på grusvejene mellem barakker og de efterladte skorstensruiner fra de forsvundne træbarakker, rejser der sig tårne af stille undren over, at mennesket kan skabe en ondskab, udtrykt gennem en så nøje systematik, som Auschwitz-lejrene vidner om.

”Dette jubilæum er noget ganske særligt, fordi det er sidste gang, vi kan regne med et markant antal overlevende,” siger Auschwitz-museets leder Piotr Cywinski.

Samtidig med at øjenvidnerne dør - mange er over 90 år - er Auschwitz' betydning som mindesmærke stærkt stigende. Mens der for 14 år siden var 400.000 gæster, var tallet sidste år 1,5 millioner gæster, der kommer for at opleve og lære om udryddelseslejrens historie. Stedets omkring 300 guider dækker 19 sprog og møder typisk skoleelever, der udgør næsten tre ud af fire besøgende.

Guiderne fortæller dem for eksempel om de kun 700 overlevende blandt de knap 230.000 børn, der døde i lejrene. Nogle efter pinefulde menneskeforsøg udført af lægen Josef Mengele, der især brugte tvillinger til sine eksperimenter.

Her udstiller man i dag i glasmontrer bjerge af børne- og voksensko, hår og efterladte kufferter som tegn på, hvor systematiske nazisterne var i deres drab. Her hører man også om de 10 dåser af nervegassen cyklon-B, som i løbet af 10-15 minutter dræbte op mod 1500 mennesker i gaskamre på 210 kvadratmeter.

”Vi får et stadigt større ansvar for at formidle de erfaringer, som Auschwitz repræsenterer, fordi skoleeleverne udgør en stadig større del af de besøgende,” siger Piotr Cywinski.

I Storbritannien har et statsligt program givet mulighed for, at omkring 200.000 britiske elever årligt kommer til Auschwitz. Men også tyske elever er hyppige besøgende.

En af dem er 16-årige Alexander fra et gymnasium i Nürnberg i det sydlige Tyskland. Han er stærkt påvirket af sine oplevelser:

”Det er nok det sted, hvor den største forbrydelse i menneskets historie er blevet begået. Det er utroligt nedslående at se bjerge af børnesko eller hår. Det er også ækelt at forestille sig, at håret er blevet brugt til at lave madrasser med. Dette besøg har gjort mig sørgelig til mode.”