Stadig flere private danskere stifter i disse år deres egen hjælpeorganisation for at hjælpe en bestemt gruppe nødlidende mennesker i et bestemt udviklingsland. En hjælper gadebørn i Indien, en anden hjælper kvindelige kaffebønder i Kenya og en tredje såkaldte ”heksebørn” i Nigeria.
Når flere kaster sig ud i hjælpearbejdet på egen hånd, skyldes det både en ny form for individualisering og internettet, vurderer Klaus Rasborg, mag.art. i kultursociologi og lektor ved institut for samfundsvidenskab på Roskilde Universitet.
”Det er et udtryk for, at vi orienterer os mod fællesskabet og har lyst til at gøre noget godt for andre. Der opstår en uselvisk individualisme, hvor vi ved at gøre noget godt for andre også gør noget godt for os selv,” siger han.
Samtidig spiller internettet en central rolle, fordi folk i løbet af ingen tid kan starte en indsamling til mennesker, der har behov for hjælp.
Tendensen til, at danskere stifter deres egen hjælpeorganisation, har været der længe, fastslår Rasmus Christensen, sekretariatschef i Globalt Fokus, en samarbejdsorganisation for små og store organisationer med fokus på udviklingsarbejde. Globalt Fokus har ikke tal på, hvor mange af de danske hjælpeorganisationer, der er enkeltmandsorganisationer, men han anslår, at det kan dreje sig om flere hundreder, måske tusinder.
”Vi har længe set, at når vi sender unge frivillige ud i verden, kommer mange af dem hjem og starter en indsamling til et bestemt formål i det udviklingsland, de har besøgt. Men det meste af det her foregår stille og roligt uden offentlig opmærksomhed,” siger han.
Hos Dansk Røde Kors er det voksende antal små hjælpeorganisationer heller ikke gået ubemærket hen.
”Vi lægger da mærke til, at der er kommet flere små hjælpeorganisationer på banen. Men vi opfatter dem ikke som konkurrenter,” siger chef for fundraising og marketing Morten Jørgensen.
Det har Røde Kors heller ikke umiddelbart nogen grund til, for hjælpeorganisationen samler flere penge ind end nogensinde. I 2018 samlede organisationen således 212 millioner kroner ind fra private danskere. Det er 50 millioner kroner mere end i 2013.
”Generelt kan vi se, at der er flere danskere, der giver, og at de giver flere penge end tidligere,” siger Morten Jørgensen.
Hos Folkekirkens Nødhjælp har man også bidt mærke i, at det er blevet meget nemmere for danskerne at danne deres egen hjælpeorganisation eller indsamling i kraft af de sociale medier. Men danskerne donerer ikke færre penge til Folkekirkens Nødhjælp af den grund, lyder det fra engagementsdirektør Kenneth Kamp Butzbach. Muligvis opmuntrer de små, nye hjælpeorganisationer ligefrem danskerne til at give mere, end de ellers ville.
”Vi ved, at når man først har doneret én gang, er man mere tilbøjelig til at gøre det igen, fordi det giver én en god følelse af at hjælpe andre. Måske er de små organisationer med til at forstærke den følelse,” siger han.
En af de danskere, der driver deres egen hjælpeorganisation, er 45-årige Lisbeth Johansen. Hendes organisation, LittleBigHelp – ”Lille stor hjælp” – hjælper udsatte indiske børn og kvinder, og står blandt andet bag to børnehjem.
Det er internettet og mobiltelefoni, der har gjort det muligt at stifte og drive hjælpeorganisationen, fastslår Lisbeth Johansen.
”Digital fundraising er afgørende for, at vi kan nå bredt ud med vores budskab og opfordre til støtte,” siger hun.
For LittleBigHelp fungerer sociale medier som Facebook, LinkedIn og Instagram bedre end fundraising på gaden, husindsamlinger eller telefonopkald, mener Lisbeth Johansen.
”Vi er en mindre organisation, og vi anser det for anmassende at ringe folk op eller standse dem på gaden. På sociale medier kan målgruppen bedre vælge til og fra,” siger hun.