Hoteller, restauranter og caféer ligger side om side langs Molyvos' strandpromenade. Normalt er juli højsæson, hvor de fleste hotelsenge, spiseborde og liggestole på strandene er optagede af europæiske turister, men i år er mange blevet væk.
Langs vejene til Molyvos og de andre badebyer på den nordlige del af øen bliver turisterne nemlig mødt af karavaner af flygtninge fra Syriens borgerkrig og andre områder med uro og vold, og det syn siger et stigende antal nej tak til i deres ferie.
Uden turisme kan Lesbos' cirka 92.000 fastboende indbyggere dog ikke overleve. For en meget stor del af øens indtægter kommer fra europæiske turister, der fra april til september bruger penge på hoteller, restauranter og i butikker. Derfor er Grækenlands tredjestørste ø lige nu under pres. For med både den tilspidsede økonomiske krise, der de seneste uger har fået grækerne til at frygte for fremtiden, og med de mange tusinde flygtninge, der hver uge kommer til øen fra Tyrkiet, er der brug for udefrakommende besøgende.
”Vi har set en nedgang på 20 procent generelt, men blandt tyskerne er det 40 procent. Det er katastrofalt for øen, for vi skal tjene alle vores penge i løbet af sommermånederne for at overleve vinteren,” siger Konstantinos Koutsos, der ejer et rejsebureau i byen Petra på Lesbos' nordvestkyst.
Også i nabobyen Molyvos er der bekymring at spore. Lidt nord for byen kommer mange af flygtningene nemlig ind, og derfor ser man dem også i bybilledet - enten når kystvagten kommer i havn med nogle af dem, der er kæntret - eller når de samles på byens lille busstation for at komme videre. Dette skete indtil for nyligt til fods, fordi en græsk lov gjorde det ulovligt for busser, taxier og private at samle flygtningene op. Derfor måtte de gå 60 kilometer ind til hovedbyen, Mytilini, og det gjorde Lesbos' flygtningekrise meget synlig over stort set hele øen.
Bekymringen over faldet i turismen hos Lesbos' indbyggere er dog ikke ensbetydende med, at flygtningene bliver overladt til deres egen skæbne. Igennem de seneste seks år har et lokalt netværk i Molyvos med den derboende australier Melinda McRostie i spidsen taget sig af den stigende strøm af flygtninge. De lokale sørger for mad, drikke og tørt tøj samt giver råd og vejledning, inden flygtningene tager videre mod opsamlingslejrene i Mytilini.
”Jeg er ligesom andre her i byen bange for, hvad den megen omtale af flygtningene gør ved turismen. Vi er helt afhængige af turisterne, men omvendt kan jeg og mange andre ikke bare vende det blinde øje til den tragedie, der udspiller sig. Mennesker flygter for deres liv, og derfor har vi oprettet netværket og sørger for at hjælpe dem, når de kommer ind,” fortæller Melinda McRostie.
Hun glæder sig over, at mange turister selv opsøger hende med tøj, sko og andet, de har taget med hjemmefra, mens andre bruger tid i deres ferie på at smøre sandwiches om morgenen eller dele dem ud i løbet af dagen.
Tiltag som Melinda McRosties findes i flere byer på Lesbos, og det selvom indbyggerne på øen ligesom i resten af landet lige nu ikke aner, hvornår det gældsplagede Grækenland kommer på fode igen.
Ikke alle af Lesbos' indbyggere hjælper dog flygtningene. For i et samfund, der de seneste år har oplevet store offentlige besparelser, er pengene små. Der er ikke meget mere tilbage at give af, og det får nogle øboer til at vende ryggen til problemet. Men det er svært at få dem, der ser flygtningene som uønskede, til at stå frem, for det går stik imod græsk gæstfrihed, og derfor er det ofte i private samtaler og uden for citat, de meninger bliver ytret.
”Lesbos skal leve af turismen, og hverken vi eller turisterne kan lide at se karavaner af flygtninge langs vejene eller siddende udmattede i vejsiderne. Jeg ved ikke, hvad man skal gøre, for jeg ved godt, at de flygter fra krige. Men vi kan ikke og burde ikke klare det her alene. Det er ikke kun vores problem,” siger en mand på et biludlejningskontor i Petra.
De fleste af de øboer, Kristeligt Dagblad har talt med, ser også gerne mere international hjælp og forstår ikke, hvor EU er henne i flygtningekrisen. For med Grækenlands statskasse rungende tom kan Lesbos' indbyggere ikke hjælpe alle, og det dilemma sår splittelse mellem dem, der rækker en hånd ud, og dem, der vender ryggen til.
I FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, er man klar over de enorme udfordringer, Lesbos står over for. For mere end 35.000 flygt-ninge er ankommet alene i 2015, og intet tyder på, at strømmen stopper foreløbig. I hovedbyen betyder det, at to lejre allerede er fyldte til bristepunktet, og at der på havnen ligger familier og enlige mænd under mange af palmerne. Den situation er uholdbar for øen og specielt Mytilini, siger Katerina Kitidi fra UNHCR i Athen, der i disse uger er udstatio-neret på Lesbos for at forsøge at få overblik over situationen:
”Infrastrukturen på øen kan ikke klare mængden af flygtninge. Dette er et pres på øsamfundet, som det ikke burde stå alene med. Derfor appellerer vi om hjælp udefra for at få situationen under kontrol og give flygtningene bedre forhold.”
I Petra og Molyvos mod nord appellerer hotel-, restaurations- og butiksejere også. For de har brug for, at turisterne fortsat kommer til Lesbos. Derfor håber Konstantinos Koutsos som Melinda McRostie også, at der snart findes en varig løsning på Grækenlands to mest presserende kriser, så dag-ligdagen igen kan vende tilbage til øen. Men det kræver international hjælp. For kun med turismen og penge fra internationale kreditorer i ryggen kan øsamfundet klare presset.
