Den ligner sig selv, præcis som den har set ud gennem årtusinder. Thingvellir-sletten i det sydvestlige Island. Stedet, hvor islændinge fra hele landet kom travende til på deres islandsheste fra år 930, hvor det islandske Altinget for første gang trådte sammen til møde på klippeskråningerne. Og selvom de dage er forbi, hvor de afgørende beslutninger for islandsk styre blev truffet på Thingvellir-sletten, er den et godt sted at begynde, hvis man vil forsøge at finde ind til det, der har formet islændingene til dem, de er i dag. Et folk, der trods naturens genstridige behandling af det ikke har mistet modet, men genfundet sig selv som en moderne, litterær og hårdfør nation.
På en sommerdag som denne vajer flaget med det hvidindrammede røde kors på den dybblå baggrund over Thingvellir-sletten, præcis som det plejer. Smeltevandet fra slettens højeste punkt løber som vanligt ned gennem Öxará-floden, der fører ud i Thingvallavatn, den største naturlige sø på øen. Alligevel er noget helt anderledes på sletten denne sommer. For horden af hvide turistbusser, der normalt plastrer parkeringspladserne ved Thingvellir-sletten til, er skrumpet ind til ganske få firkantede skrumler parkeret på den grå cement.
Og selvom Island i juni har genåbnet landet for turister, larmer stilheden fra de endnu kun få besøgende meget i landet, hvis beskedne indbyggertal under normale omstændigheder mangedobles af de omtrent to millioner årligt besøgende turister. De fleste af dem lægger under besøget vejen forbi Thingvellir-sletten. Det er modsat mange af islændingene selv, der ofte holder sig langt væk fra de mest tætpakkede turistdestinationer.
Én af dem er Solveig Lára Gudmundsdóttir, biskop i domkirken i Holar i den nordligste del af landet.
”Som barn tog mine forældre mig ofte med til Thingvellir-sletten, for det var hér, at mange store fester og markeringer for islandsk historie blev fejret. Siden turismen tog til, har jeg dog ikke været der. Det har simpelthen ikke været til at komme rundt og forbi busserne. Men denne sommer er jeg rejst hertil. I går var jeg ved gejserne Gullfoss og Geysir, og i dag skal vi til Thingvellir på vejen tilbage til Nordlandet,” siger Solveig Lára Gudmundsdóttir over en videoforbindelse fra sit landsted en time fra hovedstaden, Reykjavik.
Her gik Solveig Lára Gudmundsdóttir i selvvalgt isolation på grund af sit forhøjede blodtryk, da coronavirussen gjorde sit indtog på vulkanøen i begyndelsen af marts. Hun har derfor måttet passe sit arbejde som biskop gennem telefonopkald og digitale videoforbindelser.
”Men det har fungeret meget godt. Jeg har haft digitale møder med præster fra hele landet, og vi har etableret mange nye kontakter, som nok ikke var opstået, hvis vi havde arbejdet som hidtil. Og så har det også været sjovt at medvirke til de digitale gudstjenester, hvor langt flere har fulgt med, end der normalt kommer i kirken på en søndag,” siger hun og holder en kort tænkepause.
”For mig at se er det nok det, der er mest kendetegnende for islændingene. Man ved aldrig, hvor mange der kommer i kirke, for islændingene planlægger alting med meget kort varsel og efter omstændighederne. For de flestes vedkommende har der aldrig været en stærk tradition for at møde op til gudstjeneste hver søndag. I gamle dage vidste man jo aldrig helt, hvad dagen og vejret bød på,” siger hun.
Solveig Lára Gudmundsdóttir har her fat i noget, der nævnes igen og igen blandt islændinge, når de fortæller om det, der kendetegner dem. Omstillingsparatheden.
”Vi har altid været et folk, der hurtigt ændrer retning og strategi for at kunne klare os mod uforudsete udfordringer;” fortæller Hrefna Róbertsdóttir, der i halvandet år har bestredet posten som Islands nationalarkivar i Reykjavik.
Hendes fornemste opgave er her at gøre arkivets millioner af dokumenter tilgængelige for almenheden og forskere som nationens minde.
”Vi er omstillingsparate på både ondt og godt. For selvom det betyder, at islændingene ofte er dårlige til at planlægge og lever lidt fra dag til dag, så har det gjort os til et meget fleksibelt folkefærd. Det tror jeg for eksempel er årsagen til vores generelt lave arbejdsløshed. Uddanner man sig til filosof, og det ikke er til at få et job som filosof, ja, så kan man ændre retning og finde på noget andet. Det har kommet os til gode her under coronakrisen, hvor jeg tror, at vi så hurtigt fik smitten under kontrol, fordi islændinge har og altid har haft så nemt ved at ændre adfærd,” siger hun.
Island fik i foråret på rekordtid inddæmmet smitten i landet. Takket være massiv testning og smitteopsporing har covid-19 indtil nu kun krævet 10 dødsofre i landet, hvor 1930 personer er registreret som smittede. De 1907 er erklæret raske igen, og det sidste dødsfald skete tilbage i midten af april.
Den hurtige respons hænger muligvis sammen med århundreders tradition for at fiske, mener Hrefna Róbertsdóttir. For det er om noget et erhverv, hvor man ikke kan vente til i morgen med at tage affære, og hvor man fluks må lægge fra land i kutterne, når vejret arter sig, forklarer hun:
”Men det hænger også sammen med landets historisk stærke kriseberedskab, der har tradition for at holde sig klar i tilfælde af vulkanudbrud eller jordskælv.”
Det omskiftelige vejr og den barske natur har ikke bare gjort islændinge hurtige på aftrækkeren. Det har også gjort dem dristige. Til tider tenderende til det dumdristige, hvis man spørger den tidligere direktør for Nordens Hus i Reykjavik, Torben Rasmussen, der dog understreger det uendeligt svære ved at skære en hel befolkning over én kam.
Som ung boede og arbejdede han i halvandet år på en afsidesliggende islandsk gård, hvor han bragte foder ud til får, køer og heste i indhegninger og stalde, og hvor hans egen fascination af landet voksede. Her oplevede han, hvordan islændingenes egenrådighed er formet af det faktum, at de gennem hele deres historie har levet på naturens præmisser.
”Det er et lille folkefærd på 360.000 indbyggere i et land, der er mere end dobbelt så stort som Danmark med storslået natur, farvande fulde af fisk, og naturskabte farer i form af vulkaner og laviner, der hele tiden lurer i underbevidstheden på folk. Den måde, som islændingene har skullet tilpasse sig omgivelserne, siden de første mennesker bosatte sig i 870’erne, har præget folket i en meget individuel retning. Hvor danskerne har været et agrarfolk, der har krævet disciplin, systematik, planlægning og orden, så har islændingene været afhængige af at kunne handle hurtigt og tilpasse sig ændringer fra dag til dag. Det taler i højere grad til individet og islændingenes udprægede evne til at agere og improvisere,” fortæller han.
Små konger er en betegnelse, som Torben Rasmussen gentagne gange benytter til at beskrive islændingene. Og det har de absolut intet imod, fortæller han. For det er, hvad de selv føler sig som: en nation af små konger, der hver især råder over eget land, egne midler, og hvis værste trusler er dem, naturen byder på. Som sande fædrelands-regenter er de umådeligt stolte af det land, de regerer over, og det folk, de er blevet til. Og det kan man godt forstå. For det var langtfra uden kamp, at de små konger først i 1944 kunne indtage tronen i eget land ved at vippe en anden konge af pinden. Han var dansk og hed kong Christian X.
Selvom Island i 1874 havde fået egen forfatningslov, og i 1918 var blevet en selvstændig og suveræn stat, var landet stadig i personalunion med Danmark under samme konge. Det var ikke før maj 1944, at islændingene ved en folkeafstemning stemte for at ophæve personalunionen med Danmark. Island blev herefter en selvstændig republik og fik indsat sin første præsident, fortæller den nu pensionerede historiker Eiríkur G. Gudmundsson, der var Hrefna Róbertsdóttirs forgænger som rigsarkivar.
”Vores historiske baggrund er temmelig speciel, fordi vi er en af de yngste nationer i Europa. Men den korte tidshorisont gør også, at de fleste islændinge er godt bekendt med deres veldokumenterede historie og desuden meget stolte af den,” siger han over telefonen fra sit hjem i Reykjavik.
”Og så har vi forholdsvist let ved at læse de gamle historiske tekster og forstå os selv igennem dem. Islandsk er det af de nordiske sprog, der kommer nærmest oldnordisk. Som ø har vi været isoleret, og det har selvfølgelig gjort, at vi ikke har haft nær så meget fremmedindflydelse på sproget som de øvrige nordiske lande. Sprogligt er vi enormt konservative. Og når der kommer en ny opfindelse, som for eksempel denne,” siger Eiríkur G. Gudmundsson og holder sin mobiltelefon op foran videokameraet:
”Så finder vi vores eget ord for den. En mobiltelefon hedder farsími på islandsk. Vi vogter over sproget og vores enormt stærke skriftlig tradition, som har udviklet sig, siden de første historiske beretninger blev skrevet ned i 1100-tallet og senere de enestående sagaer.”
”Sprog er nøglen til verden,” sagde den tidligere islandske præsident Vigdís Finnbogadóttir, der i 1980 trak overskrifter som verdens første demokratisk valgte kvindelige statsoverhoved.
Førhen hørte de islandske kvinders deltagelse på ledende politiske poster til ganske få undtagelser. Selvom landet var blandt de første til at give kvinder stemmeret i 1882, dog kun til kommunalvalg, har Island historisk været det land i Norden, der haltede længst bagefter, hvad angår kvinders repræsentation i det politiske liv. Vigdís Finnbogadóttir var imidlertid med til at vende den udvikling, og da den globale økonomiske organisation World Economic Forum i december sidste år fremlagde deres årlige rapport om ligestilling, indtog Island førstepladsen på listen over lande med størst ligestilling mellem kønnene og har nu – ligesom Danmark – for anden gang en kvindelig statsminister.
Foruden kampen for ligestilling var det også en hjertesag for Vigdís Finnbogadóttir at fremme det islandske sprog og litteraturkendskab i hendes 16 år i embedet.
Og roden til den islandske selvforståelse skal netop findes i det skrevne ord. For de islandske sagaer blev startskuddet til den udvikling, der i dag har gjort islændingene til et uhyre litterært folk, som både elsker at skrive og læse bøger, og hvis forfattere gang på gang gør sig gældende på den internationale litterære scene.
Én af dem, der har befundet sig dér flere gange, er forfatter Einar Már Gudmundsson. For hans forfatterskab har det at være født ind i den stærke islandske litterære tradition været ganske afgørende. Det fortæller han over en Skype-forbindelse fra sin garage i det nordvestlige Reykjavik, hvor Einar Már Gudmundsson har indrettet sit skrivestudie. Væggene er beklædt med brune træbrædder, og på bagvæggen troner en bogreol, hvor rækker af islandsk og international litteratur er stablet oven på hinanden som i et tetris-spil.
”I modsætning til det akademiske og analytiske, som mange europæere vokser op med, så vokser islændingene op med historiefortællingen som en ganske naturlig del af livet. Fortællekunsten er vores måde at se verden på. Vi er ekstremt gode til at forstå de betydninger, der ligger mellem linjerne,” fortæller han.
I sagaerne såvel som i den moderne islandske litteratur er det historier om selvstændige mænd, oftest uslebne i kanten, der går igen. Som den islandske forfatter Hallgrímur Helgason skrev i en kronik i Weekendavisen i 2007:
”Vi lever i et så vanskeligt land, at vi er blevet vilde med vanskelige personer. Vi elsker dem. Vi har en hel litterær genre, der ikke handler om andet.”
Men de handler nu også om udsyn mod verden langt væk fra den ø, som islændingene agerer som små regenter over, siger Einar Már Gudmundsson:
”Jeg tror, at den stolthed over vores land, som de fleste islændinge bærer rundt på, bunder i den evige stræben mod frihed og selvstændighed, som blev beskrevet i sagaerne. Men historisk set er de mest frugtbare perioder i islandsk historie dem, hvor vi har søgt ud, men stadig har fundet rod her i landet, hvor vi for alvor føler os som frie individer.”