Prøv avisen

Etiopiske piger bliver sendt til byen og sælger sig selv for at forsørge familien

Som 15-årig blev Bety Wode, der her ses i midten med rød t-shirt, lokket til Addis Abeda af en veninde, som viste af være prostitueret. Hun gik samme vej, men er med hjælp fra en rehabiliteringscenter sluppet ud af prostitutionen. Foto: Karitte Lind Bejer

Fattige børneprostituerede i Etiopiens hovedstad Addis Abeba er nogle af de store tabere i den rivende afrikanske urbanisering. Og de bliver flere i takt med storbyens og ulighedens vækst

17-årige Bety Wolde er ved at blive gråhåret.

Overalt gennembrydes de fine sorte fletninger, som dækker den brune hovedbund, af ganske tynde striber sølv. Der er noget fugleagtigt og forknyt over den tynde teenager, som hun sidder på en rød plasticstol i skyggen af et limetræ og kæmper med at finde ordene til at fortælle, hvordan hun i en alder af 15 år endte som prostitueret på gaden i Etiopiens hovedstad, Addis Abeba.

”Min far arbejder som vagt, min mor er arbejdsløs og går derhjemme. Jeg har syv søstre og én bror. På et tidspunkt besluttede jeg at finde et arbejde i Addis for at hjælpe familien,” siger hun.

Bety Wolde voksede op sammen med en pige, der allerede havde taget turen fra den fattige hjemegn Dodola i den vestlige del af landet til hovedstaden i det etiopiske højland. Efter sigende klarede pigen sig godt og kunne sende hårdt tiltrængte penge hjem til sin familie.

”Hun fortalte mig i telefonen, at hun havde alt muligt forskelligt arbejde og lovede, at hun nok skulle hjælpe mig med at finde et arbejde. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at det var det, hun talte om. At det var sådan, hun tjente penge.”

Bety Wolde kan næsten ikke få sig selv til at sige ordet ”prostitution” på amharisk, Etiopiens officielle sprog. Prostitution er omgærdet med voldsom kulturel skam og fordømmelse i landet til trods for, at det er en blomstrende industri, og alle ved, at den findes. Men pigerne fortæller yderst sjældent deres familier, hvad de lever af, og opdigter i stedet forskellige småjobs.

Det var da også først, da Bety Wolde var ankommet til Addis Abeba i en alder af 15 år, at veninden lagde kortene på bordet. Hun fortalte, hvor mange penge hun tjente, og sagde til Bety Wolde, at hun ville kunne tjene det samme:

”På en god dag 500 birr (cirka 168 kroner, red.), på en dårlig dag 150-300 birr (50-100 kroner, red.),” fortæller Bety Wolde stille.

Kolossale beløb i Etiopien, hvor knap en tredjedel af befolkningen fortsat lever i ekstrem fattigdom for under 14 birr, eller det, der svarer til fire danske kroner, om dagen. Det østafrikanske land har ganske vist gennemgået en rivende økonomisk udvikling de seneste 10-12 år med skyhøje vækstrater, dobbelt så høje som gennemsnittet i regionen, men væksten mangler i udpræget grad at blive bredt ud i befolkningen. Det anslås, at der for hver enkelt velstillet indbygger er otte til ni fattige.

De fleste af dem bor, som Bety Woldes familie, langt ude på landet, hvor de lever af landbrug og småjobs.

Den unge pige følte ikke, hun havde noget valg.

Hun begyndte at trække på gaden i et af Addis Abebas fattige kvarterer, hvor hun havde mellem to og fem kunder i døgnet. Hun arbejdede døgnet rundt, hvis der var kunder, og hurtigt begyndte hun at kunne sende penge hjem. Bety Wolde så mange andre unge prostituerede piger som hende selv, fortæller hun.

Antallet af børneprostituerede i den etiopiske hovedstad og resten af landet stiger alarmerende i disse år, lyder advarslen fra etiopiske og internationale ngo'er, der arbejder med børn og unge i landet. Undersøgelserne på området er spredte og små, og der mangler et samlet overblik over, hvor mange børn der sælger sex på gaderne og på storbyens barer og hoteller. Alle iagttagere er dog enige om, at antallet vokser.

En undersøgelse fastslår, at de børneprostituerede er helt ned til 11 år gamle. En anden undersøgelse konstaterer, at næsten halvdelen af pigerne har været udsat for seksuelle overgreb, før de begynder at prostituere sig. Samme undersøgelse meddeler også, at halvdelen af de interviewede piger var yngre end 16 år, da de begyndte at sælge sex.

I lighed med mange andre afrikanske storbyer er Addis Abeba blevet en magnet for landets indbyggere. De fattige familier hører beretningerne om de mange arbejdsmuligheder, gode uddannelsesinstitutioner og penge i byen. Hvis ikke forældrene direkte beordrer børnene af sted, så bakker de gerne op om afrejsen til storbyen. Det er almindeligt at sende en ”spydspids” for familien ind til storbyen for at tjene penge, og mange af forældrene er af den opfattelse, at børnene - helt ned til niårsalderen - har større chancer for at få et godt liv inde i byen end ude på landet, hvor de er vokset op.

Men børneprostitutionen er ikke kun en spejling af den rivende urbaniserings bagside. Den er også et symptom på en problematisk børne- og ungdomskultur i landet, understreger koordinator hos den etiopiske ngo Win Souls for God (Vind sjæle for Gud), 37-årige Mengistu Bunaro.

”Her opfatter fattige familier børn som en ressource. Det betyder, at børn helt ned til femårsalderen forventes at arbejde og bidrage økonomisk til familien. De yngste børn sælger tyggegummi, samler brænde eller vasker tøj,” siger han.

Vold og overgreb mod børn er normen i Etiopien. I en undersøgelse, foretaget af den afrikanske ngo The African Child Policy Forum blandt 1750 etiopiske børn, svarer hele 99 procent af børnene, at de har været udsat for vold i hjemmet, på skolen eller i lokalsamfundet.

For de børn og unge, der tager turen til storbyen for at klare sig selv og tjene penge til familien, er der ofte stor skam forbundet med at vende tilbage til familien med uforrettet sag, uden penge eller uddannelse. En del tør ikke at vende hjem. En del vil ikke. En tredje gruppe vil gerne hjem, men ved, at familien ikke har råd til at brødføde dem.

”Fælles for børnene er, at de strander alene i Addis Abeba langt fra deres sociale netværk og uden uddannelse og penge,” siger Mengistu Bunaro.

Bety Wolde tog heller ikke hjem. Hun fortalte heller ikke familien, hvordan hun tjente de penge, hun sendte hjem til den, eller hvor dårligt hun havde det.

”Arbejdet var meget værre, end jeg havde forestillet mig. Det værste var, når mændene ville have sex uden kondom. Hvis jeg insisterede, blev nogen af dem voldelige eller lod være med at betale. En del af kunderne var fulde. Jeg begyndte at hade mig selv. Alt var sort, jeg kunne ikke se nogen vej ud,” siger hun.

Vold, misbrug og selvhad er almindelige ingredienser i de unge prostitueredes hverdag, fortæller projektkoordinator på rehabiliteringscenteret Deborah Center i Addis Abeba, Mekdes Tadesse. Centeret tager imod piger, der vil ud af livet som prostitueret, og de får tilbudt et års gratis kost, logi og en uddannelse.

”Den største udfordring er at ændre deres selvopfattelse og tanker om fremtiden. De har mistet håbet. De opfatter sig selv som værdiløse og er fyldt med skam. Jeg vil faktisk sige, at de ikke engang ser sig selv som mennesker,” siger hun.

Bety Wolde hører til de ganske få heldige, der får en plads på Deborah Centeret. Da Kristeligt Dagblad møder hende, har hun boet på centeret i 15 dage. Hun hørte om centeret fra en veninde og øjnede pludselig en udvej af mørket, hun følte sig opslugt af.

”Her kan jeg få undervisning i madlavning, og måske kan jeg åbne et lille spisested i fremtiden. Jeg tror på, at jeg kan finde en anden måde at tjene penge til familien på. Jeg vil ikke tilbage. Det andet var ikke noget godt arbejde,” siger hun.