De lande, der har været hårdest ramt af corona-udbruddet, skal have hjælp til at komme på benene efter at have lukket deres økonomier ned og mistet titusinder af menneskeliv til covid-19. Så meget var EU’s 27 stats- og regeringsledere enige om ved deres seneste videotopmøde den 23. april.
Hvordan det skal ske, var de langt mindre enige om, og derfor gav de EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, to uger til at komme med et forslag. Fristen udløber i dag, og spørgsmålet er, om enigheden holder, når detaljerne i planen bliver kendt.
Tyskeren har lovet at mobilisere mindst 7500 milliarder kroner til at støtte de hårdest ramte lande. Men det europæiske samarbejde har ikke råd til et nyt slagsmål som det, der fik den spanske udenrigsminister, Arancha Gonzalez Laya, til at sammenligne Hollands premierminister, Mark Rutte, med et følelseskoldt isbjerg ved et forbitret topmøde i marts.
For de hårdest ramte lande er også dem, der har de svageste økonomier. Italien og Spanien havde håbet på europæiske statsobligationer, hvilket blev afvist af især Tyskland allerede under gældskrisen, fordi det indebærer, at lande med sunde økonomier hæfter for mere gældsplagede lande. I Italien rasler tilslutningen til EU ned på grund af det, der opleves som manglende solidaritet efter en uforskyldt tragedie. I Tyskland er det omvendt en fælles gæld, der vil skabe modstand mod det europæiske samarbejde, påpeger professor Peter Nedergaard fra center for europæisk politik ved Københavns Universitet.
”Tyskerne mener, at italienerne burde have gjort noget ved deres gæld, længe før coronaepidemien brød ud. Og de, der som de østeuropæiske lande får mere fra EU, end de betaler ind, har ingen interesse i at udvide EU’s budget til fordel for Sydeuropa, som von der Leyens udspil også ventes at indebære,” siger han.
Ifølge et udkast, som blandt andet nyhedsbureauet Reuters har set, bliver der ikke tale om corona-obligationer udstedt af Den Europæiske Centralbank, ECB. I stedet skal Kommissionen optage et lån på næsten 2400 milliarder kroner.
Og det er faktisk en form for fælles gæld og dermed øget integration, siger Zsolt Darvas, seniorforsker ved den økonomiske tænketank Bruegel i Bruxelles.
”Men hvis halvdelen af beløbet uddeles som lån, er det lånerne, der betaler denne del af gælden tilbage,” forklarer han.
Det, der for alvor bekymrer ham, er, at Kommissionens kompromis kan berede vejen for en langt større krise. Finansmarkederne har allerede blikket stift rettet på Italien, og i går eksploderede den rente, Italien skal betale for at låne penge, efter at den tyske forfatningsdomstol vurderede, at ECB har overtrådt sit mandat med de opkøb af statsobligationer, som blev iværksat i 2015 som svar på gældskrisen. Et lignende program er blevet vedtaget under coronakrisen.
”Argumentet for coronaobligationer og fælles gæld er, at den italienske gældsbyrde kan blive alt for høj. Hvis økonomien går tilbage med 20 procent, hvilket ikke er usandsynligt, vil den italienske statsgæld målt i forhold til nationalindkomsten vokse fra 130 til 190 procent. Det vil få italiensk økonomi til at bryde sammen, og et kollaps af EU’s fjerdestørste økonomi vil få katastrofale konsekvenser for hele Europa,” siger Zsolt Darvas.