EU betaler for abortkampagne

Ungarn kæmper for det ufødte barns rettigheder for ligestillingsmidler fra EU

Ungarsk plakat-kampagne mod abort.
Ungarsk plakat-kampagne mod abort. .

"Lad mig leve", står der ved siden af billedet af et næsten fuldt udviklet foster på en Ungarsk kampagneplakat.

Med lidt mindre skrift ovenfor opfordres kvinder til at gennemføre en uønsket graviditet og bortadoptere, snarere end at vælge en abort.

Kampagnen er en del af den ungarske regerings initiativer, der skal sætte fokus på familieliv. Initiativer til 110 millioner euro, der er 80 procent finansieret af EU gennem det såkaldte Progress program.

Det skriver Politiken.

Den socialdemokratiske europaparlamentariker Britta Thomsen er forarget.

LÆS OGSÅ: EU's Progress Program

"Jeg er chokeret over at opdage, at EU-midler misbruges til at finansiere den ungarske regerings anti-abort propaganda. At EU's penge bruges på anti-abort kampagner er jo helt hul i hovedet", siger hun til Politiken.

Progress-midlerne er øremærket til beskæftigelses- og solidaritetsarbejde. Med Britta Thomsens ord; "ligestilling" og herunder hører ikke det ufødte barns rettigheder.

Generelt er abort lovligt blandt de 27 europæiske medlemslande. Kun i Irland, Polen og Malta er der ikke fri abort.

Men nu frygter Britta Thomsen, at også Ungarn er på vej i den retning, fordi det ufødte barns rettigheder er indskrevet i en ny ungarsk forfatning, som i øjeblikket bliver gransket af EU-kommissionen.

TEMA: Abort

Det overrasker dog ikke Britta Thomsen at se kampagner mod abort i Ungarn.

"Den ungarske regering er systematisk i gang med at underminere kvinders rettigheder. Dette er blot det seneste eksempel. Men i stedet for at finansiere den ungarske regerings kvindesyn, bør EU være et bolværk for ekstreme regeringers udemokratiske luner", siger hun.

Derfor afkræver hun nu også EU-kommissionen en forklaring på, hvordan Progress-midlerne er endt med at financiere den ungarske kampagne.