Nationalstaten blev allerede erklæret for passé i Kristeligt Dagblad i 2012, da belgiske Eric Corijn, professor i social og kulturel geografi, blev interviewet til avisen.
I dag sætter de forskellige europæiske landes nationalfølelser en barriere for et forenet EU, som netop er det, Eric Corijn plæderer for, er nødvendigt for at håndtere udfordringer som den, EU-lederne i sidste uge satte på skemaet og fik en migrantaftale ud af. En aftale, som får ham til at ryste på hovedet. For i hans øjne handler den om at holde ikke-europæiske borgere ude, og det er dehumaniserende at gøre folk til objekter på den måde, mener han.
”Som en moderne borger finder jeg det skandaløst, og jeg er chokeret over den overordnede legitimering af aftalen. Folk kan ikke træde ind på europæisk territorium, før de har papirerne i orden. Er det dét åbne demokrati, vi ønsker? Jeg ønsker ikke vidtåbne grænser, men jeg så gerne, at der kom en regulering, der gjorde det muligt at træde ind i Europa, og hvor der er gæstfrihed over for de mennesker, der har brug for det. Da de vietnamesiske bådflygtninge ankom i midten af 1970’erne, var der ingen, der satte spørgsmålstegn ved det. Men når de syriske eller andre flygtninge kommer hertil, skal de først have deres papirer, før de kan få et liv. Jeg synes, det er en inhuman politik,” siger Eric Corijn.
For Den Europæiske Union formår ikke at tænke som et samlet ”vi”, lyder han kritik.
”EU blev lavet som et fredsprojekt efter Anden Verdenskrig. Dengang ville lederne lave et territorium, en samlet infrastruktur og gøre integration nemmere. Men kulturen skulle der ikke røres ved. Det billede er der endnu: Der er intet europæisk universitet, intet europæisk nationalmuseum, ingen europæisk festival. Vi er ikke europæiske, vi er hollandske eller danske. Der er os, og der er Europa. Vi-formen forbliver national. Der er ingen, der har lavet en fælles historie, hvor man kan identificere sig som europæer. Og så kommer det nationale til at være en lukket nationalisme. Der er ingen, der siger: ’Lad os gøre Europa stærkt igen’,” siger han og henviser til den amerikanske præsident, Donald Trumps, slogan ”Make America Great Again” (gør USA stærkt igen).
De europæiske storbyer kan det allerede. Integrere folk. Når snakken falder på migrantkrisen, giver det mening at skele til byerne, for de kan håndtere migration, mener Eric Corijn, der i mange år har forsket i forholdet mellem mennesker og by.
”Byer af en bestemt størrelse er meget mere åbne over for fremmede, end lande er. Og især i dag, hvor der er en høj grad af højrefløjspolitik, protektionisme og nynationalisme,” siger han.
Livet i byerne er ikke baseret på fælles rødder eller en fælles historie, og derfor beskriver Eric Corijn storbyboerne som meget mere tolerante end andre. Som for eksempel i relation til Brexit, hvor det var folk fra udkantsområderne, der stemte for Storbritanniens udmeldelse af EU, mens byboerne ønskede at blive.
Den accept af andre kulturer, der hersker i storbyerne, mangler generelt på lande- niveau. Det er det, som EU’s migrantaftale lider under, siger Eric Corijn. De europæiske ledere har med blikket fast rettet mod deres egen nationalstat skabt en diskurs, hvor situationen med migranter og flygtninge beskrives som en ”krise”. Men den diskurs er forfejlet, mener belgieren, der selv sørger for at skelne mellem migranter og flygtninge.
”Jeg synes ikke, migrantkrisen er den krise, den beskrives som. Og jeg synes ikke, at det er en løsning at håndtere det såkaldte problem uden for medlemsstaterne. Men det måtte være det bedste, de kunne få ud af det, da det jo var et møde mellem medlemsstater, der ikke anser det europæiske territorium som ét samlet territorium,” siger han.
”Den negative tilgang til migration er et spørgsmål om ideologi. Det bliver først til et problem, hvis Ungarn siger, at det er et monoreligiøst kristent land, og at de ikke vil have folk fra en anden kultur eller religion. Det har intet at gøre med en flygtningekrise. Det har noget at gøre med det samfund, man vil skabe. Virkeligheden er ikke en koncentrationslejr af monokulturelle nationalister. Men diskursen er, at det er den ideelle verden – og for mig er det dét, diskussionen handler om. Jeg synes i virkeligheden, at EU’s krise er en dna-krise, når det handler om at opbygge en koalition af medlemsstater. For der er ingen områder i verden, der er monoreligiøse, monolingvistiske eller monokulturelle,” siger Eric Corijn.
Men kan han som fortaler for at samle de europæiske lande i et endnu tættere samarbejde ikke forstå dem, der gerne vil holde fast i nationale identiteter?
”Min profession handler om at forstå virkeligheden. Jeg kan godt forstå dem, men jeg er uenig og synes, de har et fuldstændig urealistisk syn på det. Vi taler om multikulturelle samfund. Det daglige liv er for de fleste folk er ikke indskrænket til bestemte områder i landet. Hvis lederne ønsker at beholde landene, som de er, så er de nødt til at lukke for økonomiske, kommercielle og andre typer af internationale interaktioner. Du kan ikke have det hele,” siger Eric Corijn.
Og der eksisterer nogle globale udfordringer, der kan fremtvinge et større samarbejde, påpeger han:
”I mine øjne er der tre store, systematisk globale udfordringer: Vores forhold til naturen, social ulighed og forståelsen af at leve sammen i en metropol eller et multikulturelt samfund. Byer er bedre end lande, for byer er tættere på den virkelighed, der hersker i verden, end lande er. Lande står imellem os og verden.”
Professoren mener, at stats- og regeringscheferne kan lære meget af storbyernes borgmestre i håndteringen af migranter og flygtninge.
”Jeg vil foreslå en europæisk konference med borgmestrene fra de større byer i Europa for at håndtere asylkrisen. Og jeg er helt sikker på, at det ville ende i en anden form for aftale. Lige nu handler det om, hvordan vi kan holde vores grænser lukkede. Men jeg er helt sikker på, at borgmestrene ville fokusere på, hvordan man kan sikre integrationen. De ville gå til problemet på en anden måde. Hvis du kigger på de løsninger, som forskellige netværk i de store byer foreslår, så bliver der taget meget pragmatiske og konkrete løsninger i brug,” siger Eric Corijn og henviser til C40-netværket af storbyer, som har forpligtet sig til at mindske CO2-udslippet.
Alligevel tegner han et dystert billede af en fremtid, hvor europæerne ikke har lært af fortiden:
”Rene kulturer er et problem. Der har europæerne intet lært af to verdenskrige, der markerer de mørkeste perioder i historien. De må ikke glemme, at idéen om ét folk og ét territorium har ført til alle disse nationalistiske krige. Hvis de fortsætter med denne diskurs, bliver der igen krig i Europa. Der er mangel på visionært lederskab: Et godt samfund er et samfund, hvor forskelle bliver accepteret.”