Prisen på medicin er en af de mest klassiske diskussioner i sundhedspolitik. Kan det være rigtigt, at medicinalindustrien skal tjene så meget på deres produkter? Temaet har holdt politikere og økonomer beskæftiget i årevis, og skurkerollen er som regel blevet tildelt industrien, som er blevet beskyldt for at udnytte sit monopol.
De seneste dage er den diskussion dog fuldstændig forstummet og erstattet af en massiv kritik af EU for ikke at have gjort det godt nok i kampen om leverance af vacciner mod coronavirus. EU har ikke været dygtige nok til at forhandle med de to virksomheder Pfizer/Biontech og Astrazeneca, som nu har oplyst, at deres leverancer vil blive delvist forsinket, lyder kritikken.
”Hele verden skriger på vaccine, men i Europa kommer vi senere i gang end alle andre og engagerer os derefter i langtrukne forhandlinger. Som desuden resulterer i usle og uforpligtende aftaler,” siger blandt andre Gerd Kerkhoff, en af Tysklands førende eksperter i indkøbsaftaler, til Svenska Dagbladet.
Men dét, kritikerne i virkeligheden beder om, er, at EU skulle have været bedre til at hamstre vacciner, siger Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi ved Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Det kunne måske have sikret nogle flere vacciner til netop EU – til gengæld ville doserne have manglet et andet sted, og priserne havde taget en himmelflugt, alene til glæde for medicinalindustrien.
”EU har i bund og grund opført sig ansvarligt ved ikke at forsøge at mase sig først frem til redningsbåden ved hjælp af penge. EU kunne sikkert godt have betalt mere for medicinen og være gået ind i en budkrig med USA og Storbritannien, men hvor konstruktivt havde det været? Der bliver ikke produceret en eneste ampul vaccine mere, fordi vi betaler mere. Alle produktionsanlæg kører i forvejen til det yderste,” siger han.
Efter Jakob Kjellbergs vurdering bunder den hårde kritik af EU i vid udstrækning i følelser. Meddelelsen om de forsinkede vacciner rammer lige ned i frustrationen over alle corona-restriktionerne.
”Vi vil bare gerne have de vacciner nu. Som i nu . Det føles som verdens undergang, selvom det kun er nogle få ugers forsinkelse – og i den situation kan vi slet ikke klare, at der så er et par andre lande, der får mere vaccine end os,” siger han.
Trods de åbenlyse udfordringer med at få de vaccinemængder, man mener at have forhandlet sig hjem til, får EU også ros af Bent Greve, professor i velfærdspolitik ved Roskilde Universitet, hvor han blandt andet forsker i EU og sundhed. Han peger på, at medicinalindustrien er en hård modspiller at tackle.
”EU fortjener anerkendelse for at løfte opgaven på det her område. Medicinalindustrien har en stærk forhandlingsposition. Hvis Danmark eller de øvrige EU-lande havde skullet forhandle hver for sig om vacciner, var det blevet meget dyrere. Samlet står EU som en stærkere køber. At det så er kikset med leverancerne, er en anden sag. Strategien var rigtig,” siger Bent Greve.
Hvorvidt EU kunne og burde have garderet sig bedre i sine kontrakter, tør han ikke vurdere. Han ser det som en klassisk sag om fortolkning af aftaler.
”Når to parter indgår en aftale, finder man en ordlyd, som stiller dem begge tilfreds. Det er det samme i politiske aftaler på Christiansborg. Men det med at fortolke dem bagefter kan undertiden være vanskeligt.”
Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, havde gerne set en hurtigere fælles reaktion fra EU’s side over for coronapandemien og aftaler om vacciner på et tidligere tidspunkt, men han er også helt med på, at det ville have kostet flere penge at stå længere fremme i køen og få lovning på flere doser.
”For eksempel Storbritannien har i den forstand været bedre til at hamstre. Men det kræver betalingsvilje,” siger han.
Selvom EU bør påskønnes for sin vilje til at forhandle pris med medicinalvirksomhederne, ændrer det ikke ved, at man måske til gengæld har haft for meget tillid til selskabernes forsikringer om, hvor meget de kunne levere.
”Man kan altid spørge, hvor meget man skal gardere sig, når man indgår en aftale. Det koster også. Måske har kontrakterne været for løse. Måske har EU overset, at industrien indgik flere aftaler, end den kunne håndtere. Man må aldrig glemme, at medicinalindustrien er barsk forretning. Der er tillid ikke nok,” siger Jes Søgaard.