EU har nu i mere end et år diskuteret flygtninge-situationen i Europa, men der er sket meget lidt i praksis. Er EU så handlingslammet, som det umiddelbart fremstår?
Nej, der sker faktisk utroligt meget, hvis man ser på de beslutninger, der bliver truffet på topmøderne. Man er for eksempel lige blevet enige om at fortsætte med den meget ambitiøse plan om en styrket ydre grænsekontrol og et langt tættere samarbejde med Tyrkiet. Begge dele er kontroversielt, men stats- og regeringscheferne har ikke desto mindre sagt ja.
Du peger på, at EU har taget væsentlige principielle beslutninger om flygtningesituationen på sine topmøder, men kan du også få øje på konkrete fremskridt?
Det forhold, at man arbejder på et fælles grænseværn, hotspots og et styrket Frontex med skibe og folk i for eksempel Grækenland - trods græsk modvilje - er et slående eksempel. Det er også interessant, at regeringscheferne på topmødet gentog, at der skal ske en omfordeling af asylansøgere, selvom en række medlemslande er stærkt kritiske.
Det er jo halvdelen af den fælleseuropæiske tilgang. EU-Kommissionen har i det hele taget fremlagt forslag, der sigter mod at løse en stor del af udfordringerne med de mange flygtninge i Europa i praksis, men her har den politiske vilje manglet. Og det vil den måske også i fremtiden, når det gælder solidariteten mellem landene.
Er EU svagere, end de fleste forestillede sig for blot et par år siden?
Ja, det er meget mere sårbart, end vi troede, når det gælder en udefra kommende krise som flygtninge- og migrantsituationen. EU har på sin vis haft lettere ved at blive enige om gældspakker, udvidelser eller Storbritanniens ønsker om reformer, hvor det kun er enkelte lande eller et udsnit af EU, der for alvor er berørt. Der er der andre lande, der kan mediere og stabilisere det politiske klima.
Flygtningesituationen derimod påvirker hele EU. Det er alle lande, der er påvirket. Det er en pan-europæisk krise, der også bruges og misbruges af lande uden for EU til at fremme egne interesser og splitte unionen, ikke mindst af Rusland.
Er det overraskende, at nationalismen står så stærkt i mange medlemslande, når man tænker på, hvor længe EF/EU har eksisteret og hvor mange fælles institutioner, der er opbygget?
Det er meget markant. Der er ingen tvivl om, at samarbejdet er meget mere skrøbeligt, end vi troede i 1990'erne. Men det er måske ikke så mærkeligt, når man tænker på, at EU i dag består af 28 lande med forskellig historie og forskellige erfaringer.
For nogle lande er samarbejdet langt mere naturligt end for andre. I for eksempel Tyskland mener flertallet af befolkningen ikke, at man kan være tysk uden at være europæisk. I andre lande er det anderledes.
Derfor ser vi også, at nogle af landene i stigende grad taler om, at de må skille sig ud i en ”kerne”, hvor de bedre kan dyrke det tætte samarbejde, de finder nødvendigt.
Vil EU ændre facon i de kommende år?
Der vil ikke ske store, pludselige forandringer, men EU som fælles politisk organisation af lande vil gradvist ændre sig. På den ene side begynder EU at blande sig i enkelte landes grænsebevogtning. På den anden side er man i forbindelse med forhandlingerne med Storbritannien parat til at rulle noget af den lovgivning tilbage, der ellers giver EU's borgere samme rettigheder i alle lande. Det er første gang i EU's historie, at det besluttes på topniveau, så det er ret bemærkelsesværdigt.
De to beslutninger illustrerer, hvordan EU er i færd med at ændre sig. Der sker udviklinger uden for EU, som vi ikke er fuldt herrer over - krigen i Syrien, udviklingen i Libyen, Rusland-Ukraine-konflikten - og som vil påvirke sammenhængskraften i EU, men under alle omstændigheder tror jeg, at vi vil se meget mere til et EU i flere hastigheder.
De oprindelige grundlæggere af EU - Tyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg - ser meget mere ens på problemerne, og de vil forsøge at bevare det fællesskab intakt. Men EU vil ikke gå i opløsning. Det er et stort maskineri, som på mange områder fungerer fantastisk godt. Tænk på det indre marked, som vi allesammen lever af. Der er investeret så meget i det, at det er svært at forestille sig, at nogen vil opgive det.