Prøv avisen

EU forbereder sanktioner mod Tyrkiet i konflikt om naturgas

EU's udenrigsministre har fredag mødtes for at drøfte konflikten med Tyrkiet om retten til havområder, hvor der er fundet naturgas. Herover ses blandt andre EU's udenrigschef, Josep Borrell, og Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S). Foto: Kay Nietfeld/Ritzau Scanpix

EU gør klar til sanktioner mod tyrkiske fartøjer og Tyrkiets økonomi som muligt svar i strid om havområder.

EU vil forberede en række mulige sanktioner mod Tyrkiet, som kan tages i brug, hvis ikke der sker en nedtrapning i en igangværende konflikt mellem Tyrkiet og Grækenland om retten til havområder.

Det siger EU's udenrigschef, Josep Borrell, fredag efter et møde med EU's udenrigsministre. En af deltagerne var den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S).

Muligheden for sanktioner vil blive drøftet på et EU-topmøde 24. september, lyder det videre.

- Vi er blevet enige om, at vi i tilfælde af manglende fremskridt med Tyrkiet vil udvikle en liste med restriktive tiltag, som kan blive drøftet ved EU-topmødet, siger Borrell.

EU vil blandt andet forberede sanktioner, som vil kunne begrænse Tyrkiets mulighed for at bore efter naturgas i et omstridt område af Middelhavet.

Eksempelvis vil sanktionerne kunne rettes mod tyrkiske individer, fartøjer eller mod Tyrkiets brug af europæiske havne.

Sanktionerne vil fokusere på "aktiviteter, som vi anser som ulovlige", siger Borrell.

Men EU vil først og fremmest forsøge at løse konflikten via dialog, understreger han.

Derudover vil der kunne indføres sanktioner mod den tyrkiske økonomi, tilføjer Borrell. Men det vil først blive aktuelt, hvis andre og mere målrettede sanktioner viser sig ikke at have en effekt.

Konflikten omhandler fund af betydelige mængder af naturgas i Middelhavet nær Cypern og den græske ø Kreta. Og Tyrkiet mener, at landet har ret til at bore efter naturgas i området.

Både Grækenland og EU mener dog, at Tyrkiets planer om at bore efter gas i området er ulovlige, da det ifølge EU vil finde sted inden for Grækenlands eksklusive økonomiske zone.

Men Tyrkiet fastholder, at de berørte havområder er en del af det tyrkiske havterritorie.

Fredag aften har Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, drøftet situationen med Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

Her har Erdogan slået fast, at Tyrkiet vil fortsætte med at beskytte sine rettigheder og interesser overalt i verden. Det oplyser de tyrkiske myndigheder.

/ritzau/Reuters