Prøv avisen

EU-forliget redder Europa på målstregen

Michael Ehrenreich, medredaktør på Kristeligt Dagblad. Foto: Peter Kristensen

Strategien med blot at sende flere penge efter de græske problemer slog fejl. Nu bliver der endelig gjort noget ved den europæiske konstruktion

Der er ingen, der skal tro, at de kan tage et halvt århundredes fortsat fred i Europa for givet. Hvis euroen fejler, så fejler Europa, og det vil få katastrofale konsekvenser.

Angela Merkel i Berlin, den 26. oktober 2011.

Ordene faldt i Bundestag onsdag i den forløbne uge. Den tyske kansler har sagt noget tilsvarende mange gange tidligere under den langtrukne europæiske gældskrise, men det nye var, at der denne gang blev sat handling bag.

LÆS OGSÅ: EU's vigtigste aftale siden ...

Kort efter fik Angela Merkel med overvældende flertal mandat til det banebrydende forlig om euroen, som blev indgået samme nat i Bruxelles. Efter måneders tøven havde Tyskland endelig besluttet sig for at stille sig i spidsen for at redde euro-samarbejdet.

Forinden havde kansler Merkel gjort op med sig selv, at hun ikke ville gå over i historien som den tyske regeringschef, der lod Europas vigtigste politiske projekt i efterkrigstiden smuldre. Det skylder hele Europa hende og Tyskland tak for, om end det var i sidste øjeblik.

Som gribbe, der venter udtryksløse i trætoppene, lurede finansmarkederne på endnu engang at hugge til og sende kurserne nedad. Og i næste uge samles G20-landene, hvoraf USA og Kina flere gange har efterlyst europæisk handlekraft for at afværge, at gældskrisen starter et nyt verdensøkonomisk tilbageslag.

Det banebrydende ved forliget er ikke kun dets enorme omfang, de svimlende beløb og den kendsgerning, at regningen for den sydeuropæiske gældskrise spredes på mange lande. Det egentlig skelsættende er, at forliget afdækker en stærk politisk vilje til trods hårde odds at forsvare Europas frihed, interne fred, velstand og position i verden.

Det skete under tysk-fransk ledelse, og det er den anden gode nyhed fra de seneste døgn. Samarbejdet mellem Berlin og Paris har haltet i de senere år, men genetableringen af den berømte akse som motor for udvikling af det europæiske samarbejde er godt nyt for hele Europa.

Euro-gruppens stats- og regeringschefer gjorde i Bruxelles op med myten om, at krisen udelukkende er Grækenlands ansvar. Selvom alle i dag erkender, at det var en fejltagelse, at landet kom med i euroen, må andre dele ansvaret for krisens årsager.

Den vigtigste af dem er den fejlkonstruktion ved euroen, der opstod, da man etablererede møntunionen, men ikke en tilhørende politisk og økonomisk union til at opretholde finansiel disciplin blandt landene. De regler, der trods alt blev, var så slappe, at en lang række lande med Tyskland selv i spidsen så stort på dem, når det kneb økonomisk.

Dette bliver der nu gjort noget ved. Det overnationale samarbejde mellem euro-landene styrkes, og kontrollen med landenes finanspolitik skærpes. Der bliver kort sagt mere Europa, og det er en pointe i sig selv, at landene slår ind på denne vej i en situation, hvor euroen ellers er lagt for had og de nationale følelser har fået medvind som sjældent set tidligere.

Det vidner om politisk handlekraft og en erkendelse af, hvad der stod på spil, hvis Europas ledere blot havde fortsat med at sende penge efter problemerne som man har gjort i det seneste halvandet år uden at gøre ret meget for at løse dem.

LÆS OGSÅ: Begejstringen er til at overse i Grækenland

Forliget udstråler en forståelse af, at national identitet og fælles, forpligtende løsninger på globaliseringens og internationaliseringens udfordringer ikke udelukker hinanden. Tyskland bliver ikke mindre tysk, og Frankrig bliver ikke mindre fransk som følge af forliget.

Det forholder sig snarere modsat. De europæiske landes muligheder for at bevare deres frihed og velstand i globaliseringens urolige hav er blevet forbedret.

Forholdet mellem national identitet og europæisk engagement kommer vi i Danmark igen til at diskutere, og det vil ske hurtigere, end regeringen og det store flertal bag EU-politikken havde ønsket.

Tyskland og kansler Merkel har selvfølgelig taget sig godt betalt for at bære forliget igennem. Prisen er blandt andet blevet et tilsagn fra de øvrige euro-lande om en ændring af EUs traktatgrundlag, der skal gøre det muligt at straffe lande, som ikke overholder de skærpede krav til finanspolitikken.

Den politiske debat om en traktatændring, der begynder til december, truer med at slå benene væk under det danske formandskab, hvor man havde forberedt sig på nogle helt andre prioriteringer. Men det er nærmest kun det mindste af det.

Forligets del om traktaten risikerer at ødelægge S-R-SF-regeringens køreplan for den kommende folkeafstemning om forsvars- og retsforbeholdene. Nu kommer en traktatændring ind over, og siden man vanskeligt kan forestille sig imødekommelse af de tyske ønsker uden suverænitetsafgivelse, lurer pludselig en helt anden folkeafstemning.

Den vil i givet fald komme til en helt uforberedt dansk opinion. Siden folkeafstemningen i år 2000 er alle løfterne fra dengang om udviklingen af en dansk EU-debat med indhold blevet groft forsømt. Det er blevet et dogme, at afgivelse af suverænitet udelukkende betyder, at vi mister noget uden at få noget andet til gengæld.

Glæden over, at det lykkedes at redde Europa på målstregen, må derfor blandes med en bekymring for, at vort land bliver et af ofrene på lidt længere sigt. De seneste døgn har meget tydeligt demonstreret, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og de øvrige stats- og regeringschefer uden for euro-gruppen var reduceret til at være tilskuere til begivenhederne. Og det kan godt blive værre endnu, hvis vi ikke herhjemme i tide indser, hvad der kan være på vej.