Nutidens problemer har det med at synes mere overvældende end dem, man allerede har lagt bag sig. Men det er ikke blot erindringsforskydning, når mange europæere har en fornemmelse af, at tingene skrider under dem, og at EU er på randen af kollaps. Det er også, fordi det er sådan, det er. Når indbyggerne i de 28 medlemslande går til valg til Europa-Parlamentet i slutningen af måneden – for Danmarks vedkommende den 26. maj – sker det i et markant anderledes politisk klima end ved det seneste valg for fem år siden.
”Der er altid sket noget i EU. Der har været kriser, folkeafstemninger og ophedede debatter, men de seneste fem år er den vildeste politiske periode, vi har set,” siger Thorsten Borring Olesen, professor i dansk og europæisk historie efter 1945 ved Aarhus Universitet, med henvisning til blandt andet Brexit, flygtningekrisen, valget af Donald Trump til amerikansk præsident og en skærpelse af modstanden mod EU.
Efter hans mening er det dog vigtigt at sondre mellem EU og medlemslandene. EU er ikke brudt sammen.
”EU’s institutioner kører. Det er de nationale systemer, der er presset. Der er sket et politisk skred i nationalstaterne, og det ændrer de rammer, EU fungerer under,” siger Thorsten Borring Olesen.
Den 71-årige tyske økonom Michael Dauderstädt, der gennem en årrække var direktør for den økonomiske og sociale afdeling i den socialdemokratiske tænketank Friedrich Ebert Stiftelsen, vurderer, at den mest afgørende begivenhed i EU netop nu er Brexit. Men Brexit er kun epicenteret for mere grundlæggende tektoniske forandringer.
”Nogle af de ændringer, EU gennemløber i disse år, er alvorligere, end vi tidligere har set dem. Vi lever stadig med følgevirkningerne af fire tidligere begivenheder: udvidelsen mod øst i 2004, den økonomiske krise i 2008-2009, eurokrisen i 2010-2012 og flygtningekrisen i 2015,” siger Michael Dauderstädt.
”De har alle undergravet tilliden til fremtiden, til Europa og til de etablerede politiske systemer. Den manglende tillid har medført lav økonomisk vækst og arbejdsløshed, og den har rystet de traditionelle partisystemer ved at skabe en bølge af opbakning til populistiske partier og bevægelser,” siger han.
Over 60 procent af EU’s indbyggere er stadig tilhængere af det europæiske samarbejde og mener, at det har været en fordel for deres land at være medlem. Men meningerne om EU er blevet mere højrøstede og uforsonlige.
”Det er nyt, at euroskepsissen er så central i lande som Italien og Frankrig, der har hørt til kernen i EU. Den generelle tilfredshed med EU hænger sammen med, at nordeuropæerne er ved at få nok af Brexit, men tallene skjuler, at det ser anderledes ud i Syd- og Østeuropa,” siger Thorsten Borring Olesen.
Kritikken af EU bliver næret af frustration over den fattigdom og de sociale problemer, der har bredt sig.
”Den økonomiske sammenhængskraft er en af de helt store udfordringer for EU. Globaliseringen skaber vindere og tabere, og de nationale politikere har ikke været gode nok til at imødegå det. Se i Frankrig, hvordan præsident Emmanuel Macron har undervurderet de sociale protester. De politiske ledere skal tage den sammenhængskraft alvorligt, men det kniber. Især på det nationale plan,” siger han.
Ifølge Maria Jepsen, forskningschef i det europæiske forskningscenter Etui, der er en uafhængig enhed i det europæiske fagforbund Etuc, har EU forsøgt at rette op på sin manglende sociale indsats siden europaparlamentsvalget i 2014, men resultaterne har ikke vist sig endnu.
”Vi har set flere sociale tiltag fra EU’s side de sidste 5 år end de foregående 15 år tilsammen. For 5 år siden ville ingen se i øjnene, at den sociale ulighed er et problem. Nu er man ved at være klar over, at uligheden ikke er holdbar. Men det tager lang tid, før der kommer forandringer, folk kan mærke i deres hverdag,” siger hun.
”Folk forlanger meget af Europa, men der er et ustabilt politisk landskab, som gør det svært at løse problemerne.”