EU i offensiv mod diskrimination

Ingen EU-lande får længere lov til at gemme deres diskrimination, lover Morten Kjærum, der i går blev valgt som direktør for EUs Agentur for Fundamentale Rettigheder. Den nye, hårde kurs får positive reaktioner

Morten Kjærum. –
Morten Kjærum. –. Foto: Leif Tuxen.

EU skal ikke længere se igennem fingre med diskrimination. Det mener Morten Kjærum, der i går fik jobbet som leder af EUs Agentur for Fundamentale Rettigheder. Det har til opgave at lave videnskabelige rapporter og undersøgelser af diskrimination i medlemslandene samt at informere og rådgive. Som noget nyt i EU-sammenhæng vil agenturet også undersøge diskrimination i medlemslande, der ikke selv har bedt om det.

Vi vil påpege problemer i medlemslande, der ikke vil gå i dialog om deres diskriminerende behandling af minoriteter, fordi problemerne skal løses. Det kan ikke være rigtigt i 2008, at mennesker fortsat udelukkes af fællesskaber og forfølges på grund af deres race, religion, køn, seksualitet og handicap, siger Morten Kjærum.

Den offensive linje er ny i EU, lyder det fra Marlene Wind, som er leder af Center for Europæisk Politik på Statskundskab ved Københavns Universitet. Unionen har rykket sig fra et økonomisk fællesskab til et fællesskab, der bygger på fælles værdier og fundamentale rettigheder. På den måde er diskrimination ikke længere kun et problem for medlemstaterne hver især, men et anliggende for hele EU, siger hun:

Det nye agentur er af største vigtighed. Europa er som en familie nu, hvor en forælder gerne må kritisere sit barn, hvis det ikke opfører sig ordentligt. På samme måde skal Agentur for Fundamentale Rettigheder kritisere et medlemsland, der ikke behandler mennesker værdigt, forklarer Marlene Wind.

Særligt de nye medlemslande mod øst har problemer med diskrimination af minoriteter, men Marlene Wind fremhæver, at også de gamle EU-lande er oplagte at se på.

Herhjemme står det dårligt til med vores behandling af det muslimske mindretal. Så jeg håber, at danskerne vil lytte til velfunderet og offensiv kritik, når den kommer, siger Marlene Wind.

Netop den offensive tilgang gjorde udslaget, da Morten Kjærum blev indstillet til posten af en række parlamentsmedlemmer i sidste måned. Selv understreger Morten Kjærum dog, at han er diplomat.

I første omgang vil jeg besøge medlemslandene og tale med de ansvarlige statsledere om problemerne, så der i så stort omfang som muligt kan findes løsninger gennem et positivt samarbejde, siger han.

Skønt Morten Kjærum har været udsat for en del kritik i Danmark, er han vellidt og respekteret i udlandet. Så det er langt fra tilfældigt, at han er valgt til leder af det nye agentur, vurderer tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen. Gennem flere år var han bestyrelsesformand i Institut for Menneskerettigheder, mens Morten Kjærum sad som leder og kæmpede indædt for sine mærkesager.

Han er dødirriterende. Og stædig. Men det er godt grundstof, når man skal bokse med store mænd ude omkring i verden, siger Uffe Ellemann-Jensen og uddyber:

Desuden er det en fordel, at han er et internationalt menneske, der føler et tættere fællesskab med en intellektuel fra Iran end en fisker fra Hanstholm.

knudsen@kristeligt-dagblad.dk