EU indefryser milliarder indtil Hviderusland er demokratisk

Omdirigering af fly var en flykapring, og præsident Lukasjenkos styre skal forstå alvoren, siger EU-chef.

- Vi vil have stærkt fokus på den fuldstændigt uacceptable kapring af et Ryanair-fly af hviderussiske myndigheder. Der kommer en meget stærk reaktion, for det er en helt afsindig opførsel, siger kommissionsformand Ursula von der Leyen.
- Vi vil have stærkt fokus på den fuldstændigt uacceptable kapring af et Ryanair-fly af hviderussiske myndigheder. Der kommer en meget stærk reaktion, for det er en helt afsindig opførsel, siger kommissionsformand Ursula von der Leyen. Foto: Olivier Hoslet/Ritzau Scanpix.

Der står tre milliarder euro på en EU-konto og venter på at blive overført til investeringer i Hviderusland. Men pengene kommer ikke i spil, før Hviderusland bliver demokratisk.

Formanden for EU-Kommission, Ursula von der Leyen, nævner puljen, da hun ankommer til et EU-topmøde mandag.

Her har Hviderusland trængt sig ind i toppen af dagsordenen, efter det von der Leyen kalder en "flykapring" søndag.

- Der er en investeringspakke på tre milliarder euro klar fra EU. Men den er udskudt og indefrosset, indtil Hviderusland bliver demokratisk, siger von der Leyen i Bruxelles.

Søndag omdirigerede hviderussiske myndigheder et passagerfly fra Ryanair på vej fra Grækenland til Litauen. I lufthavnen i Minsk blev en systemkritiker anholdt sammen med sin kæreste.

- Vi vil have stærkt fokus på den fuldstændigt uacceptable kapring af et Ryanair-fly af hviderussiske myndigheder. Der kommer en meget stærk reaktion. For det er en helt afsindig opførsel, siger von der Leyen.

Den hviderussiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, "og hans regime skal forstå, at det her får alvorlige konsekvenser", siger formanden.

Hun nævner mulige sanktioner mod individer og virksomheder, som støtter Lukasjenkos styre. Desuden taler hun om sanktioner mod flybranchen i den tidligere sovjetrepublik.

- Vi vil lægge presse på regimet, indtil regimet respekterer friheden for pressen, medierne og meninger, siger von der Leyen.

Hviderusland har mandag sagt, at flyet fra Ryanair blev omdirigeret som følge af en bombetrussel fra den palæstinensiske bevægelse Hamas.

Det er der ingen beviser for - eller bekræftelse fra Hamas om.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, forholder sig til, at oppositionsaktivisten Roman Protasevitj blev anholdt i Minsk.

- Alle andre forklaringer på denne landing af flyet er totalt usandsynlige, siger Merkel før EU-topmødet.

Hun vil kræve Protasevitj og hans kæreste løsladt straks. Og kansleren taler for yderligere sanktioner imod hviderussere.

Lukasjenko står i forvejen på EU's efterhånden lange sanktionsliste.

Der har løbende været demonstrationer og uro i Hviderusland, siden Lukasjenko ifølge det officielle valgresultat vandt valget i 2020.

Oppositionen og mange iagttagere er derimod enige om, at oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja vandt stort. Hun bor i eksil i Litauen.

/ritzau/