Prøv avisen

EU indleder retssager mod tre lande der afviser flygtninge

EU-Kommissionen trækker nu Polen, Tjekkiet og Ungarn for retten, fordi de nægter at tage imod EU's kvoteflygtninge. Beslutningen om at omfordele 120.000 flygtninge på to år blev vedtaget i 2015, da migrationskrisen var på sit højeste. Foto: /ritzau/AP/Pg. Rc**lon** Dk**ny**/arkiv

Polen, Tjekkiet og Ungarn, der nægter at tage imod EU's kvoteflygtninge, får nu deres sag for EU-Domstolen.

EU-Kommissionen trækker nu Polen, Tjekkiet og Ungarn for retten, fordi de nægter at tage imod EU's kvoteflygtninge.

Det oplyser EU-Kommissionen torsdag i en pressemeddelelse.

- EU-Kommissionen har i dag besluttet at henvise Tjekkiet, Ungarn og Polen til EU-Domstolen for deres manglende overholdelse af deres juridiske forpligtelser om omfordeling, skriver kommissionen i en pressemeddelelse.

Dermed starter endnu en højspændt strid om den tvungne omfordeling af flygtninge imellem EU-landene via et kvotesystem.

Beslutningen om at omfordele 120.000 flygtninge på to år blev vedtaget under voldsomme skænderier i september 2015.

Det skete, da migrationskrisen var på sit højeste. Grækenland og Italien var ved at vælte under presset. Derfor skulle flygtningene sendes videre til andre EU-lande.

Flere østeuropæiske lande var lodret imod omfordelingen. Men de blev stemt ned i en flertalsafgørelse, der har skabt voldsom splittelse i EU.

Ungarn og Slovakiet har siden forsøgt at få den omstridte ordning kendt ulovlig og annulleret.

Men den kamp tabte de med et brag ved EU-Domstolen i september.

Nederlaget ved domstolen har dog ikke fået de tre lande til at åbne dørene for EU's kvoteflygtninge.

- De tre lande har ikke givet nogen indikation på, at de vil være med til at føre beslutningen om omfordeling ud i livet, står der i pressemeddelelsen.

- Derfor har kommissionen besluttet at gå videre til næste fase og henvise de tre lande til EU-Domstolen, hedder det.

EU-Kommissionen har undervejs nedjusteret antallet af flygtninge, der skal omfordeles via kvotesystemet, til godt 98.000.

Omkring 32.000 flygtninge er indtil nu blevet omfordelt fra Grækenland og Italien til andre EU-lande.

Sammenlagt har EU-landene foreløbig kun bekræftet, at de vil tage imod 45.000 af flygtningene.

Danmark står på grund af retsforbeholdet uden for den omstridte ordning.

/ritzau/