Prøv avisen

EU-lande er økonomiske jubeloptimister

euro, økonomi, penge,

Mange EU-lande er for optimistiske i deres økonomiske planer, advarer EU-Kommissionen, der har kig på sværvægterne Storbritannien, Tyskland og Frankrig

EU-Kommissionen advarer en lang række EU-lande om, at de har for høje forventninger til økonomisk vækst i de kommende år.

Det kan i sidste ende betyde, at landene ikke lever op til deres løfter om at rette op på de alt for store underskud på statsfinanserne rundt omkring i Europa.

Kommissionen har kigget nærmere på de såkaldte konvergensprogrammer fra 14 medlemslande, og her er tendensen klar:

- For flertallet af de 14 programmer, må de vækstforventninger, der ligger til grund for budgetfremskrivningerne, vurderes som temmelig optimistiske, hvilket medfører, at budgetresultatet kan blive værre end forventet, skriver kommissionen i en pressemeddelelse.

Kommissionen kritiserer samtidig, at flere lande endnu ikke har præsenteret konkrete tiltag fra 2011 og fremefter, som skal få økonomien på ret køl.

Kritikken rammer især Storbritannien, som har opbygget et budgetunderskud på hele 12,7 procent af BNP - samme størrelse som kriseramte Grækenland.

De britiske spareplaner er ganske enkelt ikke omfattende nok til at overholde EU's deadline om at bringe underskuddet ned under tre procent inden 2015, mener kommissionen.

Kritikken kommer på et særdeles ubelejligt tidspunkt for den britiske Labour-regering, der snart ventes at udskrive valg.

EU-Kommissionen peger også på usikkerhedsmomenter hos to andre økonomiske sværvægtere: Tyskland og Frankrig.

Hos Tyskland går bekymringen blandt andet på manglen på specifikke tiltag efter indeværende finansår, og omkostninger ved lovede skattelettelser.

I den franske plan, advarer kommissionen om, at der ikke er nogen sikkerhedsmargin, hvis den økonomiske udvikling ikke lever op til de meget optimistiske forventninger til økonomisk vækst. Frankrig forventer en årlig vækst på hele 2,5 procent fra 2011 og fremefter.