Britisk historiker: EU mangler lederskab og en fælles fjende

Den Europæiske Union har netop fejret sin 60-årsfødselsdag, men befinder sig i en krise af hidtil usete dimensioner. Nationalister presser unionen indefra, mens Putins Rusland presser på udefra. Den anerkendte britiske historiker Norman Davies advarer om, at EU-samarbejdet er tæt på at ramme bunden

Den prisbelønnede britiske historiker Norman Davies er ikke imponeret over de 27 EU-lederes forsøg på at udvise fælles fodslag, da de i lørdags på Rom-traktatens 60-årsfødselsdag en efter en underskrev en ny Rom-erklæring, som skal vise viljen til at holde sammen på EU efter briternes exit. Smilene var da også en smule anstrengte hos flere af dem. Her er det fra toppen og ned EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker, den tyske forbundskansler, Angela Merkel, EU-præsident Donald Tusk, den polske premierminister, Beata Szydlo, og den ungarske premierminister, Viktor Orbán, der underskriver erklæringen i Palazzo dei Conservatori på Capitol i Rom. – Fotos: Baris Seckin/Anadolu Agency/Polfoto og Alessandra Tarantion/AP/Polfoto.
Den prisbelønnede britiske historiker Norman Davies er ikke imponeret over de 27 EU-lederes forsøg på at udvise fælles fodslag, da de i lørdags på Rom-traktatens 60-årsfødselsdag en efter en underskrev en ny Rom-erklæring, som skal vise viljen til at holde sammen på EU efter briternes exit. Smilene var da også en smule anstrengte hos flere af dem. Her er det fra toppen og ned EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker, den tyske forbundskansler, Angela Merkel, EU-præsident Donald Tusk, den polske premierminister, Beata Szydlo, og den ungarske premierminister, Viktor Orbán, der underskriver erklæringen i Palazzo dei Conservatori på Capitol i Rom. – Fotos: Baris Seckin/Anadolu Agency/Polfoto og Alessandra Tarantion/AP/Polfoto. Foto: Pauline Keightley.

Den Europæiske Union er presset som aldrig før. Briterne vil i morgen tage første skridt til at forlade samarbejdet inden for to år, finanskrisen hærger stadig i de sydlige medlemslande, flygtningekrisen har udstillet en politisk impotens af dimensioner, og nationalismen oplever en genopblomstring på kontinentet, alt imens flere lande åbenlyst kritiserer samarbejdets grundpiller.

Og selvom EU’s politiske i elite i weekenden mødtes i Rom for at fejre 60-året for Den Europæiske Unions fødsel, klinger deres løfter om et fremtidigt stærkt EU hult i en tid, hvor Unionen presses både inde- og udefra. Derfor er det på tide at tage hånd om problemerne med samme ”hvad udad tabes, må indad vindes”-tilgang, som Danmark blev tvunget til efter nederlaget i 1864.

Det mener den anerkendte britiske historiker Norman Davies, der har skrevet et af standardværkerne om europæisk historie og som ekspert i østeuropæisk historie blandt andet er kommet i konflikt med den nationalkonservative polske regering om det nye, netop indviede krigsmuseum i Gdansk.

”EU og hele Europa har brug for et massivt friskt pust, en fælles modstander, som kan ruske op i os, og som kan redde europæerne fra sig selv. Og jeg er overbevist om, at denne tid er kommet nu – krisen vil komme enten fra øst eller vest, fra Putin eller Trump – og vil minde europæerne om endelig at tage sig sammen,” siger Norman Davies, der tager imod på sit kontor ved St. Antony’s College i Oxford.

For presset fra et stadigt mere aggressivt Rusland under ledelse af Vladimir Putin og den amerikanske præsident, Donald Trumps, isolationistiske ”Amerika Først”-tilgang gør, at det ikke længere er nok at bekræfte hinanden med fælles målsætninger om et sikkert, velstående, socialt, bæredygtigt og stærkere Europa, som EU’s 27 stats- og regeringschefer gjorde det i deres fælles Rom-erklæring i weekenden.

”En udefrakommende trussel er den bedste drivkraft for intern reform. Tager EU sig ikke sammen, eksempelvis ved at skabe en bedre sikkerhedspolitik med inddragelse og reform af Nato, kan det være for sent,” advarer den 77-årige Oxford-historiker.

Og det kan med hans ord betyde, at EU rammer bunden i løbet af de næste par år:

”Flere medlemmer vil tale om at forlade samarbejdet. Samtidig tror jeg, at der er brug for netop dette for at genskabe en politisk gejst og for at frembringe noget politisk lederskab, der kan samle EU og genskabe projektet.”

Ligesom en række andre fremtrædende EU-eksperter foreslår han en større folkelig forankring for at redde unionen.

”Jeg tror, at EU som sådan vil overleve, men jeg tror, at det vil kræve, at Europa- Parlamentet får mere indflydelse og medlemsstaterne mindre at skulle have sagt,” siger Norman Davies, som er helt med på, at det næppe er den vej, det peger lige nu.

Og her er EU’s største problem ikke den udefrakommende fare, men befolkningerne selv, der er med til at gøre livet svært for Unionen ved at støtte politikere med en højrenationalistisk eller populistisk dagsorden, som scorer point ved at gå i rette med selve den europæiske samlings idé.

”Det er op til os, folket. Problemet er hverken Viktor Orbán, Jaroslaw Kaczynski eller Marine Le Pen. Problemet er de millioner af europæere, der støtter deres ressentimenter,” siger han med henvisning til den ungarske regeringschef, det polske regeringspartis leder og franske Front Nationals præsidentkandidat ved det franske valg i næste måned.

For det bekymrer ham, at europæerne tilsyneladende ikke har draget tilstrækkeligt ved lære af Europas historie med to verdenskrige i det 20. århundrede.

”Nationalismen, som vi ser blusse op mange steder i Europa, nedgør naboer og fører til konflikt. De europæiske idealer, som vandt frem efter Anden Verdenskrig, var baseret på sund patriotisme, ikke nationalisme. Det er netop denne nationalisme, som to gange i det 20. århundrede har ført til katastrofer i Europa. Vi mangler en ung og dynamisk europæisk bevægelse, som kan beskytte os fra at vende tilbage til de tider, hvor vi bare var en bunke hjælpeløse lande.”

Det er denne voksende nationalisme, der kan beskues i store dele af EU, som Davies mener, er en af grundene til EU’s problemer:

”Se på et land som Polen, hvor Kaczynski hærger, eller på Orbán i Ungarn. Det er disse nationalpopulister, der dropper idéen om EU, og som trækker os ned i et morads af små og store konflikter,” siger han blandt andet med henvisning til, at den polske regering af indenrigspolitiske årsager forgæves prøvede at blokere for en ny embeds- periode til den polske EU-præsident, Donald Tusk, og i første omgang også truede med droppe sin underskrift på Rom-erklæringen.

Ifølge Norman Davies kan støtten til denne nationalisme spores tilbage til én mand:

”Vladimir Putin er den pseudo-demokratiske leder af den nye nationalistiske bevægelse. Selvom Putin og de europæiske nationalister selvfølgelig ikke har de samme prioriteter, er de inspireret af hans indflydelse. Marine Le Pen modtager penge fra russiske banker og har lige mødtes med Putin, der tydeligvis blander sig i vestlige parlaments- og præsidentvalg.”

Netop Rusland udgør i Norman Davies’ og andre iagttageres øjne en af de største trusler mod EU og et samlet Europa for tiden. Ifølge Davies skyldes det, at Rusland ikke føler, at det får den internationale opmærksomhed og respekt, som russerne mener, landet fortjener.

”Ligesom i 1913 er der vigtige magter, der føler sig udelukket fra det internationale samfund. Ligesom Tyskland følte sig undervurderet i årene op til 1914 og Første Verdenskrigs udbrud, er det i dag Rusland, der har det på denne måde,” siger han og advarer om, at ”den russiske stats natur er aggressiv og ekspansiv”.

Derfor er det svært for landet at ligge i et Europa omgivet af frie og selvbestemmende stater. Det vil dog, ifølge Davies, ikke holde landet fra med alle midler at prøve at øge sin indflydelse i verden:

”Ruslands økonomi ligger de facto i ruiner, og landet er en indenrigspolitisk katastrofe. Måske netop derfor mener den russiske ledelse, at man har retten til at bruge alt, hvad der står i dens magt for at styrke sin position i verden,” siger han.

Blandt andet derfor er Rusland gået ind i Syrien-krigen efter at være blevet ramt af internationale sanktioner som straf for at have annekteret den ukrainske Krim-halvø for tre år siden. Og den russiske fremfærd i Krim og Østukraine er da også et eksempel på, at russerne mener at have ret til at proklamere indflydelsessfærer for sig, ligesom Sovjetunionen holdt de østeuropæiske lande i et jerngreb under den kolde krig.

”Det er kun folk, der absolut ingen forstand har på østeuropæisk historie, der kan være i tvivl om, hvorfor stater som Polen, de baltiske lande eller Ukraine føler sig truet på livet af Rusland, der igennem de seneste mange århundreder igen og igen har angrebet netop disse lande,” påpeger han.

Mens Europa i weekenden fejrede EU som fredsprojekt, skygger det ifølge Davies over, at EU også deler og splitter Europa.

”Der er en klar skillelinje i Europa – dem, der er inden for, og dem, der står uden for det gode selskab. Unionen deler Europa i de relativt rige og magtfulde og dem, der har mindre magt og færre penge,” siger han.

Men det er ikke hele historien, for EU har før handlet uegennyttigt for at styrke velstanden og fremgang i Europa, mener Davies:

”Da EU valgte at optage en masse østeuropæiske lande for 13 år siden, skete det trods stærk modstand fra en række kritikere, der mente, at man hellere skulle bevare en eksklusiv klub af bedre udviklede og velhavende lande. I mellemtiden har EU nu betydet, at den polske levestandard er vokset 500 procent i løbet af en enkelt generation.”

Når EU nu er presset, skyldes det ikke mindst, at et af EU’s kernelande, Storbritannien, har valgt at forlade Unionen. Men det kommer ikke som den helt store overraskelse, mener historikeren.

”Storbritannien er et af de få europæiske lande, som er grundlæggende anderledes end de andre. Briterne ser sig selv meget mere som en del af den engelsksprogede verden, som er vokset ud af Det Britiske Imperium. Det har altid været usandsynligt for Storbritannien at gå fra at være en verdensmagt til blot at være medlem i denne mellemstore europæiske union. Også selvom Winston Churchill var helt overbevist om, at man efter Anden Verdenskrig havde brug for Europas Forenede Stater – bare uden Storbritannien altså,” siger Norman Davies.

Og Davies er overbevist om, at Brexit bliver meget hårdere for EU i længden, end mange går og overbeviser sig selv om, sådan som det også fremstod ved weekendens ceremoni i Rom.

”Brexit vil ikke kun kunne mærkes i Storbritannien, men i mindst lige så høj grad i EU. Særligt økonomisk har mange EU-medlemmer slet ikke gjort sig klart endnu, at når briterne forlader gildet, vil der være langt færre midler til økonomisk at støtte udviklingen af særligt syd- og østeuropæiske medlemslande,” siger han og påpeger, at problemet ikke kun er økonomisk.

For Brexit er kun et af symptomerne på, at EU’s substans er grundlæggende svækket. Ifølge historikeren er EU’s største udfordring manglen på politisk og visionært lederskab, og han kan ikke se en lys fremtid for Unionen, medmindre dette lederskab pludselig viser sig:

”Der er absolut ingen stor europæisk politiker, der er i stand til at trække EU ud af den mudderpøl, som den sidder fast i, heller ikke den tyske kansler, Angela Merkel,” siger han og trækker opgivende på skuldrene.