The show must go on. Og det gør det så, igen og igen, i forholdet mellem EU og Tyrkiet, fordi ingen af de to umage parter kan undvære hinanden, når det kommer til stykket.
Det gælder EU, som er afhængig af, at Tyrkiet forbliver en nogenlunde stabil bastion i et i forvejen rigeligt uroligt Mellemøsten, samt af, at Tyrkiet fortsætter med at blokere vejen til EU for de millioner af flygtninge, der opholder sig i regionen. Men det gælder også Tyrkiet, som vil have svært ved at klare sig uden et økonomisk samarbejde med Unionen. EU er Tyrkiets vigtigste handelspartner. Omkring halvdelen af landets eksport går til EU, og omkring halvdelen af dets import kommer fra EU.
Den virkelighed er svær at komme uden om – selv for den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan. Han ved godt, at en stor del af hans popularitet hænger sammen med landets høje økonomiske vækst, som har øget velstanden blandt tyrkerne og skabt en stor middelklasse. Mange tyrkere er positive over for et medlemskab af EU, og mange føler en tilknytning til især de ”gamle” EU-lande, hvor de har familie blandt de store tyrkiske mindretal. I en nøgtern stund hælder han formentlig også stadig selv til det synspunkt, at det på langt sigt tjener Tyrkiets interesser bedst at samarbejde med EU.
Derfor skal man også tage det med et gran salt, når den tyrkiske præsident kommer med endnu et udfald mod EU, hvor han minder om, at Tyrkiets loyalitet ikke er en selvfølge – og at EU i øvrigt kan rende og hoppe, hvis det eneste, Unionen er interesseret i, er at opdrage på tyrkerne og blande sig i deres indre anliggender. Senest i går, hvor Erdogan lod forstå, at flygtningestrømmen mod Europa kan få frit løb igen, hvis Europa-Parlamentets opfordring til at indstille optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet vinder bredere genklang.
”Hvis I går længere, vil grænsen blive åbnet,” sagde Erdogan på en konference i Istanbul og truede dermed endnu en gang med at bryde den aftale, som Tyrkiet og EU i marts i år indgik om flygtninge og migranter.
Men trods den stigende tyrkiske irritation over EU’s kritik af Tyrkiet og præsidentens hårdhændede reaktion på kupforsøget i juli, bliver det næppe Erdogan, der lader tæppet falde for samarbejdet med EU. Dels fordi det dybest set ikke er i Tyrkiets interesse, dels fordi det vil være et indenrigspolitisk sats at risikere at få skylden for et brud med EU.
Derfor forsøger han i stedet både at blæse og have mel i munden. Han bevarer det formelle samarbejde med EU intakt og sørger for, at de regeringstro aviser skriver pænt om EU-politikere som den tyske forbundskansler, Angela Merkel, den franske premierminister, Manuel Valls og EU’s udenrigschef, Federica Mogherini – men lukker dampen ud i offentlige taler.
Ganske som det sker på den anden side af bordet i EU. Europa-Parlamentet har som den eneste instans taget bladet fra munden over for Tyrkiet med sin afstemning i torsdags, hvor et overvældende flertal stemte for at suspendere forhandlingerne om optagelse af Tyrkiet. Stats- og regeringscheferne og EU-Kommissionen forsøger derimod at overbevise både sig selv og Tyrkiet om, at begge parter har noget at vinde på at fortsætte dialogen.
Både Tyrkiet og Europa har givetvis for længst erkendt, at EU-medlemskab bliver det ikke til. Men omkostningerne ved at indrømme det, er for store. Derfor vil stykket være på plakaten længe endnu.