EU opfordrer til handling mod anti-semitisme

Europa risikerer en gentagelse af 1930'ernes og 1940'ernes jødeudryddelser, hvis ikke den europæiske befolkning står sammen, advarer den tyske udenrigsminister, Joschka Fischer

Bruxelles: Det nytter ikke noget blot at tale om det, nu skal der reelle forslag på bordet.

De første talere på gårsdagens antisemitisme-seminar i Bruxelles var enige om, at Europa for alvor skal sætte ind overfor voldelige overfald og verbale overgreb mod jøder.

Den tyske udenrigsminister, Joschka Fischer, advarede mod, at Europa risikerer en gentagelse af 1930'ernes og 1940'ernes jødeudryddelser, hvis ikke den europæiske befolkning står sammen.

- Antisemitisme er en forbrydelse mod menneskeheden. Vi skal gøre noget ved det og ikke bare være blinde og kigge væk. Vi skal beskytte mindretallet og turde gå imod de, der truer med vold og verbale overgreb. Hvis vi havde gjort det under Anden Verdenskrig, så var vi blevet sparet for en katastrofe, understregede Fischer og sagde videre, at han ikke forstår hadet mod jøder.

- Jeg har nogle jødiske venner. De sidder tit og snakker om, hvornår de skal tage afsted. De har en følelse af at være meget alene. Jeg forstår ikke hadet, og jeg forstår ikke, at politiet må beskytte børn mod voldelige overfald, når de for eksempel skal i skole. Der er ikke frihed til at leve, som man vil, sagde Fischer.

Og vinderen af Nobels fredspris i 1986, Elie Wiesel, kan nikke genkendende til jødernes frygt.

- De jødiske samfund i Europa lever i frygt. Næsten hver dag er der en ny antisemistisk hændelse i Europa, sagde Elie Wiesel og beskrev antisemitismen som en sygdom, der borer sig ind i alt.

- Men det er godt, at EU har taget initiativ og prøver at finde en måde, hvorpå den kan helbrede og udrydde sygdommen, påpegede Wiesel.

Ifølge EU-Kommissionens formand, Romano Prodi, er der lys forude. EU-Kommissionen opfordrer medlemslandene til at imødekomme kommissionens forslag om en en fælles EU-lov mod racisme og fremmedhad. Hvis den bliver indført, vil den definere antisemitiske hændelser og fornægtelse af Holocaust som kriminelle handlinger.

- Vi er ikke samlet her for blot at slå os på brystet og så ikke gøre noget. Det er vigtigt, at vi tager nogle skridt til konkrete handlinger, der skal stoppe hadet over overfald på jøder rundt omkring i Europa, sagde Prodi og understregede, at han forventer sig meget af torsdagens seminar.

Ifølge Prodi skal det nye Europa bygge på mangfoldighed, og EU skal sikre frihed og sikkerhed for de mange mindretal. Prodi foreslog, at medlemslandenes indenrigs- justits- og uddannelsesminstre skal sætte sig sammen og diskutere, hvordan man kan gøre Europa til et mere tolerant og respektfuldt samfund, hvor alle kan leve side om side.

- Viden og uddannelse er vigtig for at komme så langt. Både i skoler og på arbejdspladsen, men også i det politiske liv, forklarede Prodi og understregede, at det er vigtigt ikke at overdrive antisemitismens udbredelse.

- Nutidens Europa er ikke som Europa i 1930'erne og 1940'erne, og det vil være forkert at påstå, at det er sådan, sagde Prodi og underbyggede sit udsagn med at påpege, at antisemitismen i nutidens Europa ikke er organiseret, som den var under Anden Verdenskrig.

- Vi har ingen ret til at fornærme de millioner af ofre ved at sidestille dem med nutidens hændelser, uanset hvor alvorlige, de utvivlsomt er, sagde Prodi.

Den danske minister for flygtninge, indvandrere og integration, Bertel Haarder (V), er ikke i tvivl om, at der stadig findes rester af antisemitisme i Europa. Og med henblik på den EU-rapport, der beskyldte muslimske indvandrere for at være årsagen til det stigende jødehad, siger Haarder, at han også er overbevist om, at der er også er ny antisemitisme i Europa.

Han advarer dog mod at bruge det som undskyldning for ikke at kritisere Israel.

- Det skal stadig være tilladt at kritisere den israelske bosættelsespolitik, sagde Bertel Haarder i forbindelse med et møde for EU's integrationsministre i går i Bruxelles. /ritzau/