EU-politikere får frataget immunitet i korruptionssag

Efter anklager om bestikkelse har to medlemmer af EU-Parlamentet fået ophævet deres immunitet.

Belgieren Marc Tarabella, der er mistænkt for korruption, ses her kort før afstemningen om hans immunitet i EU-Parlamentet torsdag.
Belgieren Marc Tarabella, der er mistænkt for korruption, ses her kort før afstemningen om hans immunitet i EU-Parlamentet torsdag. Foto: Yves Herman/Reuters.

Europaparlamentarikerne Marc Tarabella og Andrea Cozzolino har torsdag fået frataget deres parlamentariske immunitet.

Ophævelsen skete ved en afstemning i EU-Parlamentet og kommer, efter at de to politikere er kommet under mistanke for korruption.

Flere personer sidder allerede varetægtsfængslet i sagen, sigtet for at have modtaget bestikkelsespenge fra Qatar og Marokko til gengæld for positiv omtale.

Belgiske Marc Tarabella og italienske Andrea Cozzolino har begge tidligere været en del af den socialdemokratiske gruppe i EU-Parlamentet.

Her var Andrea Cozzolino blandt andet koordinator for resolutioner om menneskerettighedskrænkelser.

Netop brud på menneskerettigheder er styret i Qatar blevet kritiseret for i forbindelse med landets værtskab for VM i fodbold i 2022.

Det er især arbejdsvilkårene for de gæstearbejdere, der har været med til at bygge stadioner op til VM, der har vakt fordømmelse.

Også Marc Tarabella har beskæftiget sig politisk med Qatar. Han har blandt andet været næstformand for EU-Parlamentets delegation til den arabiske halvø, hvor Qatar ligger. Den post trak han sig fra i januar.

Begge politikere fastholder, at de er uskyldige i korruptionsanklagerne.

Det samme gør den græske politiker Eva Kaili, der har siddet fængslet siden december. Hun var indtil da næstformand i EU-Parlamentet og sad ligesom Cozzolino og Tarabella i den socialdemokratiske gruppe.

Det belgiske politi anholdt hende, efter at der var blevet fundet 150.000 euro i kontanter - svarende til over 1,1 millioner kroner - i hendes hjem.

Samme dag, som politiet ransagede hendes lejlighed, blev hendes far pågrebet med 600.000 euro i kontanter i en kuffert.

Også Eva Kailis kæreste, italieneren Francesco Giorgi, sidder varetægtsfængslet i sagen.

Kaili har overrasket mange af sine kolleger ved i parlamentet at tale rosende om Qatar i tiden op til VM. Her har hun blandt andet udtrykt sig positivt om landets arbejdsmarkedspolitik.

/ritzau/