”Hvis vi ser på EU’s historie, så har vi talt om kriser stor set siden begyndelsen. Men der har været en kæmpestor overlevelsesdygtighed, hvor EU hver gang har formået at komme ud stærkere på den anden side. Man taler tilmed om, at integrationen i EU er sket gennem kriser.”
Ordene kommer fra danske Sara Hobolt, der er professor ved Europa-instituttet på LSE, London School of Economics, hvor hun tager imod på kontoret på sjette sal. Som hun peger på, så troede mange, at det hele ramlede sammen, da euro-krisen ramte for seks år siden.
”Nu har vi så migrationskrisen, og folk siger igen: ’Nu går det ikke længere’. Det er klart, at EU står over for mange udfordringer, men det er også en organisation, hvor såvel institutionerne som medlemslandene i høj grad viser en vilje til at finde kompromisser, selvom det nogle gange er lidt mudret,” fremhæver Sara Hobolt.
Uanset hvor meget migranter eller flygtninge presser den interne europæiske solidaritet med deres insisterende banken på døren til EU, så er der også en anden og større virkelighed.
”Vi har et USA, som er mere utilregneligt end nogensinde, Putins Rusland spiller med musklerne, og Kina bliver rigere og rigere og får mere magt. Hvis EU’s medlemslande ser på den geopolitiske situation, så er der mere end nogensinde brug for, at Europa står sammen både økonomisk og sikkerhedsmæssigt, men også værdimæssigt,” mener Sara Hobolt.
Selvom hun ser på EU fra London, så har hun svært ved at se, at andre lande vil blive inspireret af Brexit til at forlade EU.
”Den 24. juni 2016, da Brexit var en realitet, troede nogle, at det ville blive en kæmpekrise for EU, og at der muligvis kom en dominoeffekt. Men vi har set, at EU har været meget stærkt og meget forenet i forhandlingerne med Storbritannien. Så på kort sigt har Brexit ikke splittet EU internt,” siger Sara Hobolt, der ligeledes fremhæver, at meningsmålinger viser, at befolkninger i resten af Europa faktisk er blevet mere positivt stemt overfor EU. Frankrig har tilmed i valget af Emmanuel Macron fået en præsident, der gik til valg på, at EU var noget positivt.
Vil det gøre EU-samarbejdet lettere, når briterne er ude og ikke længere skal have særbehandling?
”Det, at Storbritannien altid har været lidt aparte, gør det lettere at sige, at de aldrig rigtigt har været med. De er ikke i euroen, de er ikke i Schengen, de har haft alle de her undtagelser. Nogle føderalister som den liberale belgiske EU-parlamentariker Guy Verhofstadt ser tilmed Brexit som en mulighed for endeligt at få et føderalt Europa – Europas Forenede Stater. Men det er naivt. Storbritannien er ikke det eneste land, hvor der er skepsis overfor mere europæisk samarbejde, skepsis overfor åbne grænser,” siger Sara Hobolt, der videre peger på, at danskerne også er skeptiske overfor, at al magt skal være i Bruxelles.
Det er også i mange EU-lande en indenrigspolitisk udfordring.
”Over de seneste fem år har vi set, at hele EU holder vejret, når der er nationale parlamentsvalg, hvor populistiske kræfter vinder frem. Vi har hidtil haft fem årtier med EF og EU, hvor de politiske eliter altid blev valgt. Nu har vi i Ungarn og Polen regeringer, der gerne vil være i EU, men på deres egne betingelser, og det er svært for EU at håndtere,” siger Sara Hobolt.
Mest udtalt er Viktor Orbáns regering i Ungarn, som har autoritære tendenser.
”Det er jo på mange måder i konflikt med, hvad EU står for. Kristendemokraterne i Europa-Parlamentet har Orbáns parti med i deres gruppe, og de står over for problemet: Skal de smide ham ud, eller er det bedre at have ham med i folden. For hvad siger man til en regering, der forsøger at begrænse pressefrihed og universiteternes akademiske frihed?” lyder det retoriske spørgsmål.
Er vi nu i en situation, hvor EU skal forholde sig til, om et medlemsland - med Poul Nyrup Rasmussen ord om Dansk Folkeparti – er stuerene?
”Det startede allerede med Jörg Haider og det østrigske frihedsparti FPÖ i 1980’erne. Dengang var der et ramaskrig. Men som vi også ser med den nye italienske regering, så flytter grænserne sig hele tiden for, hvad der er stuerent og ikke stuerent. Og når vi kigger på de populistiske bevægelser, som klarer sig godt – og som i Ungarn har et demokratisk flertal – så er der en konflikt med de liberale demokratiske principper om, at man beskytter mindretal. Det er her, hvor Orbán og andre udfordrer den traditionelle vestlige vision. Men det ser vi jo på sin vis også med USA,” siger Sara Hobolt, der forudser en interessant situation, når den nye italienske regering gør sin entré på scenen i Bruxelles efter at have lukket havnene for skibe med afrikanske migranter.
”Hvis folk ikke vil have åbne grænser, så kan man lave Schengen lidt mindre, så flygtninge ikke kan komme til alle 27 lande. Det er klart en realistisk mulighed. Jeg tror, at EU hellere vil gå den vej end risikere, at hele projektet falder sammen.”
Så vil vi i stigende grad se et EU i flere tempi?
”Euro-zonen er det mest udtalte eksempel. Det nye er, at institutionerne og de mere pro-europæiske politikere nu også er begyndt at være meget åbne om, at det er vejen frem. Særligt Macron er fortaler for, hvad han kalder differentieret integration,” siger hun og peger på, at den tanke på sin vis udfordrer hele EU-systemet.
”Vi har kun et sæt af EU-institutioner, der laver regler for alle, og Danmark med vores undtagelser kender jo til det, for vi er ikke med i rummet, når der bliver lavet politik for eksempelvis euro-området, selvom det også har konsekvenser for alle EU-lande. Så det er ikke uproblematisk, men det bliver fremtiden for EU.”
Du siger, at EU historisk har bevæget sig og udviklet sig fra krise til krise. Hvad sker der næste gang?
”Vi taler jo ikke om euro-zonen mere. Men det er det helt store spørgsmål, og ikke mindst i Italien. Landet er for stort til at kollapse, i modsætning til Grækenland, som man kunne have smidt ud af euro-zonen. Der er ikke råd til at kautionere for Italien, og nu er der tilmed en regering, der ikke nødvendigvis vil spille med,” siger Sara Hobolt, før hun vender tilbage til migration.
”Spørgsmålet er eksplosivt i næsten alle lande, og der er ikke villighed til en fælles solidarisk løsning. Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, søger pragmatiske løsninger, som at betale lande i Nordafrika for at løse problemet, men det er ikke langtidsholdbart, og derfor siger jeg, at det kan betyde enden på Schengen-samarbejdet, som vi kender det i dag. Men det er ikke det samme som at sige, at det er enden på EU,” fastslår Sara Hobolt, der også ser en politisk interesse i at tale om krise, for de fleste politikere tager gerne de indenrigspolitiske points for, hvad der går godt – og sender skylden til Bruxelles, når der er problemer.