Prøv avisen

EU-tilhængere vil forny unionen: Vi kan ikke forsvare et EU, der ikke er demokratisk

"Det, der skiller og samler de europæiske borgere, er ikke de nationale grænser, men sociale forskelle,” siger den tyske politolog og EU-forsker Ulrike Guérot, som er af initiativtagerne til en appel til EU-lederne om at benytte 60-årsdagen for Rom-traktaten i næste måned til at tage en tiltrængt diskussion om at give det kriseramte EU demokratisk og politisk legitimitet. Efter det britiske nej til EU er der ikke længere råd til de samme skåltaler, som blev holdt ved 50-årsjubilæet i Berlin for 10 år siden, hvor stats- og regeringscheferne med kansler Angela Merkel i midten foran Brandenburger Tor endnu var i højt humør. Foto: Michael Sohn/AP//Polfoto

300 EU-tilhængere har udsendt en appel om et stærkere og mere demokratisk EU op til 60-årsdagen for Rom-traktaten den 25. marts. Det er ikke national identitet, men sociale og politiske forskelle, der adskiller de europæiske borgere, mener en af initiativtagerne, den tyske EU-ekspert Ulrike Guérot

60 år efter underskrivelsen af Rom-traktaten, der markerede det europæiske fællesskabs fødsel den 25. marts 1957, er det ikke ligefrem forventninger om mere Europa, flere fælles politikker og en veritabel europæisk regering, der dominerer i den offentlige debat.

Men det er netop, hvad 300 fremtrædende EU-tilhængere argumenterer for i en appel op til EU’s 60-årsfødselsdag i næste måned. Med appellen ønsker de at vise, at EU-skeptikerne ikke har monopol på debatten. Og de opfordrer de europæiske borgere til at tage til Rom og demonstrere til støtte for EU i den såkaldte March for Europa på selve jubilæumsdagen den 25. marts.

”Vi vil gerne vise, at rigtig mange mennesker fortsat ønsker Europa, og at der stadig er en stærk opbakning til EU. Men til et andet EU. Vi ønsker at promovere dette nye Europa,” siger politolog Ulrike Guérot, der er en af Tysklands mest anerkendte EU-eksperter og grundlægger af tænketanken European Democracy Lab i Berlin.

Hun er en af initiativtagerne til appellen sammen med den britiske sociologiprofessor Anthony Giddens og den tidligere italienske regeringsleder Giuliano Amato, og blandt de 300 underskrivere er blandt andre tidligere Nato-generalsekretær Javier Solana og den hollandsk-amerikanske globaliseringsekspert og professor i sociologi Saskia Sassen.

Og det Europa, de tegner, er et Europa, hvor båndet mellem den nationale identitet og det politiske medborgerskab i vid udstrækning er kappet til fordel for et europæisk demokrati, hvor alle borgere har samme rettigheder.

”Vi, de europæiske borgere, er skræmte og bekymrede. Vi er klar over, at globaliseringen ændrer verden, og vi har brug for en europæisk regering, der kan skabe fælles værdier og bidrage til at løse de globale problemer, der truer menneskeheden,” lyder det i appellen til EU’s 28 stats- og regeringschefer, der den 25. marts mødes i den italienske hovedstad for at markere årsdagen for grundlæggelsen af EU.

Initiativtagerne til appellen foreslår med andre ord, at EU-Kommissionen får status af en egentlig regering. Ulrike Guérot ved selvfølgelig godt, at alene tanken om en europæisk regering vil få hårene til at rejse sig på hovederne af mange europæiske borgere, der kræver mindre og ikke mere beslutningsmyndighed til et kriseramt EU.

”Men vi har brug for et EU, der hviler på en reel politisk legitimitet. Det betyder, at kommissionen udpeges af det folkevalgte parlament (og ikke som nu af regeringerne, red.). Ligesom nationale parlamenter skal Europa-Parlamentet udøve en reelt demokratisk kontrol med Kommissionen som det udøvende organ. For det andet skal vi have et personligt, europæisk EU-borgerskab med fælles borgerrettigheder for alle uanset nationalitet. Og for det tredje skal vi have et socialt Europa, for eksempel med en fælles arbejdsløshedsunderstøttelse,” siger den tyske politolog.

Mens flere og flere borgere og fremadstormende højrenationale partier ønsker at få de nationale grænser tilbage og styrke den nationale identitet, vender Ulrike Guérot sig mod hele tanken om ”at inddele borgerne i nationale containere”, som hun siger. For i virkeligheden, mener hun, har politik, nationalitet og national identitet ikke ret meget med hinanden at gøre i dagens Europa. Hun går således skarpt i rette med det synspunkt, at ”folket” udgør en homogen og ensartet størrelse, der udtrykker sig politisk som en enhed med fælles synspunkter.

”Der findes ikke polakker eller tyskere eller danskere forstået som et enigt folk. Se bare på Polen. Halvdelen af polakkerne demonstrerer i gaderne mod de beslutninger, der træffes af regeringen på vegne af den anden halvdel. Det, der skiller og samler de europæiske borgere, er ikke de nationale grænser, men sociale forskelle. Det er for eksempel kløften mellem land og by eller mellem udkantsområder og de dynamiske storbyer, der tiltrækker den økonomiske vækst. Det er skillelinjen mellem dem, der har fordel af globaliseringen, og dem, der taber. Borgerne fordeler sig efter disse nye skillelinjer på tværs af de nationale grænser, og vinderne i ét land har mere til fælles med vinderne i et andet land end med taberne i deres eget. Spørgsmålet er, hvordan vi kan bygge bro over disse nye kløfter, og det handler ikke om at genoprette nationale grænser eller mere national beslutningsevne,” mener Ulrike Guérot.

”Derfor er spørgsmålet heller ikke, hvad der besluttes nationalt, og hvad der besluttes i EU. Vi skal sætte os ud over denne vertikale måde at se tingene på og i stedet tænke i suveræne borgere, der stemmer og træffer beslutninger på både lokalt, nationalt og europæisk plan. Spørgsmålet er alene, hvilke beslutninger der træffes: Hvilket socialt system vil vi have, hvilke borgerrettigheder vil vi have, hvilke politikker vil vi gennemføre. Og disse afgørelser afhænger ikke af nationalitet,” siger hun.

Men denne vision glemmer, at vi ikke desto mindre føler os som danskere, tyskere og polakker, hvorimod EU aldrig har haft held til at udvikle en sand europæisk kulturel identitet?

”Jeg benægter ikke, at der findes nationale kulturer. Vi har vore sprog, vi har vore nationale fortællinger, og der er ikke tale om, at vi skal skabe en kunstig europæisk kultur. Men vi tyskere har også meget forskellige kultur og livsstil afhængig af, om vi er fra Nordtyskland eller Bayern. Men det forhindrer os ikke i at være fælles om borgerskab og politiske og sociale rettigheder. Borgerskab handler om at have fælles rettigheder, stemme om medlemmerne i det samme parlament, betale de samme skatter. Hvorvidt vi er grækere eller tyskere, er ligegyldigt. Spørgsmålet er, hvordan vi ser på verden, ikke hvordan vi definerer vores kulturelle identitet,” siger Ulrike Guérot.

Det EU, hun og de øvrige underskrivere af appellen ser for sig, er derfor et Europa, hvis institutioner i højere grad ligner de nationale institutioner. Ligesom de nationale parlamenter skal Europa-Parlamentet stemme om og vedtage love frem for Det Europæiske Råd, hvor stats- og regeringscheferne i dag har det sidste ord på deres topmøder.

”Hvis vi ønsker at skabe et mere demokratisk Europa, må vi give de europæiske borgere reel magt, hvilket vil sige at give Europa-Parlamentet reel magt. Ønsker et flertal af borgerne, at Europa skal have en fælles udenrigspolitik, så er det fint. Ønsker de det ikke, så er det også fint. Det er ikke noget, Det Europæiske Råd skal bestemme, det skal borgerne selv afgøre via et parlament, der har reelt beslutningsmyndighed. Det er borgerne, ikke nationerne, der er suveræne,” siger Ulrike Guérot.

Ønsket om en ”stadig tættere union”, der blev skrevet ind i EU’s dåbsattest for 60 år siden, lever stadig i Europa, men for blandt andre den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og andre tyske politikere forudsætter dette et ”Europa i to hastigheder”, hvor en kerne af lande går i forvejen med øget integration, mens en større cirkel af lande nøjes med et mindre forpligtende samarbejde.

Denne vej, som har været diskuteret i årevis, er dog ikke en løsning i sig selv, mener Ulrike Guérot.

”Vi har allerede et Europa i to hastigheder i kraft af eurozonen, som ikke alle lande deltager i. Men selv landene i eurozonen kan ikke blive enige. Det er netop, fordi vi ikke havde redskaberne til at træffe beslutninger, at vi kvajede os med finanskrisen, der brød ud kort efter skåltalerne til 50-årsjubilæet for Rom-traktaten i 2007. Vi var ude af stand til at løse gældskrisen politisk. Det hele blev til et spørgsmål om, hvem der skulle betale for hvem, så vi spillede tyskerne ud mod grækerne og reducerede krisen til et spørgsmål grækernes vilje til at betale skat. Det eneste, EU kan bestemme, er Maastricht-kriterierne om de offentlige underskud og gældsraten. At Tyskland for eksempel har et kæmpestort overskud på handelsbalancen bidrager også til ustabilitet, men det har EU ingen kompetence til at gribe ind over for i dag,” påpeger Ulrike Guérot.

Samtidig har eurokrisen tvunget os tilbage til de politiske realiteter, mener hun.

”Vi har en hård fælles valuta, men vi har ikke noget demokrati. Det er det, som nu udspilles for fuld styrke. Vi har en fælles mønt, men ikke et fælles demokrati. Og hvis den fælles mønt krakelerer, hvis Brexit bliver efterfulgt af Grexit, så vil Italien begyndte at vakle. Hvis euroen falder, vil EU falde. Vi har et forfejlet demokratisk system, et forfejlet socialt system, der ikke gavner borgerne. Og det er dette forfejlede EU, vi som EU-tilhængere bliver bedt om at forsvare, samtidig med at vi får at vide, at dette EU ikke kan ændres. Der er ikke noget at sige til, at borgerne ikke vil være med. Det eneste alternativ er at gøre oprør mod dette EU og kræve forandringer. Det ulykkelige er, at vi ikke gennemførte disse forandringer i tide, mens problemerne var færre. Vi har set nogle ændringer, som for eksempel bankunionen og redningsfonden ESM, men det er ikke nok til at slukke branden i det europæiske hus,” advarer Ulike Guérot.

Hun gør sig ingen illusioner om indholdet af det slutdokument, som stats- og regeringscheferne vil vedtage den 25. marts på fødselsdags-topmødet i Rom. Det vil næppe indeholde de forslag om et europæisk spring fremad, som hun og de 300 andre underskrivere taler for.

”Som minimum kan man håbe, at politikerne holder sig fra skåltalerne fra 50-året og lader være med at underdrive situationens alvor. Det er først, når det er for sent, at vi vil indse, hvor meget vi mister, hvis vi mister det europæiske samarbejde,” mener den tyske politolog.