EU vil begynde at mærke israelske varer fra bosættelser

Hvorfor Israel og ikke alle andre konfliktlande, spørger en rasende israelsk premierminister, efter EU har besluttet at mærke varer fra israelske bosættelser

Fremover vil EU mærke varer som israelske appelsiner eller granatæbler, der er dyrket på de besatte områder Vestbredden, i Østjerusalem eller i Golanhøjderne.
Fremover vil EU mærke varer som israelske appelsiner eller granatæbler, der er dyrket på de besatte områder Vestbredden, i Østjerusalem eller i Golanhøjderne.

Varen er produceret på Vestbredden i en israelsk bosættelse.

Sådan kan beskeden til forbrugere over hele EU fremover komme til at se ud, når de vil købe israelske appelsiner eller granatæbler, der er dyrket på besatte områder Vestbredden, i Østjerusalem eller i Golanhøjderne.

Frem til nu er alle israelske produkter fra de besatte områder blevet solgt i EU som varer produceret i Israel. Men i går nåede EU-Kommissionen til enighed om at indføre en fælles mærkningsordning, så forbrugere får oplyst, hvis en vare er produceret i en jødisk bosættelse.

Beslutningen har skabt voldsom vrede i den israelske regering. Det israelske udenrigsministerium advarede om, at tiltaget kan få betydning på forholdet mellem Israel og EU og ødelægge EU's mulighed for at fungere som fredsmægler.

”Vi beklager, at EU af politiske grunde har valgt at tage et så usædvanligt og diskriminerende skridt inspireret af boykotbevægelsen især i en tid, hvor Israel er ramt af en bølge af terrorisme, hvor alle borgere risikerer at blive angrebet,” lød det fra ministeriet.

EU anerkender ikke Israels besættelse af Vestbredden, Østjerusalem og Golanhøjderne, som det vandt kontrol over i Seksdageskrigen i 1967.

Flere EU-lande har i adskillige år presset på for at få en fælles mærkningsordning. Så sent som i foråret sendte 16 EU-lande, deriblandt Danmark, en fælles opfordring til EU's udenrigschef, Federica Mogherini, og opfordrede hende til at fremskynde ordningen.

Både Danmark, Storbritannien og Belgien mærker allerede varer fra bosættelser. Nu skal alle 28 EU-lande til at gøre det samme.

EU-Kommissionen nedtonede i går beslutningen og beskrev den som en teknisk foranstaltning snarere end en politisk beslutning. Og ifølge Peter Nedergaard, professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, markerer mærkningsordningen heller ikke en markant ny europæisk linje over for Israel:

”EU har været kritisk over for besættelsen af Vestbredden hele tiden. Mærkningsordningen er en fortsættelse af den politik og ændrer reelt ikke noget ved EU's linje. Det er en relativt lille ting. Varerne bliver stadig forhandlet i EU, men blot med et mærkat,” siger han.

Men Israels premierminister Benjamin Netanyahu ser det langt fra som hverken en lille eller teknisk detalje. Han beskyldte EU for at være dobbeltmoralsk ved at mærke israelske varer, men se igennem fingrene med varer fra 200 andre konfliktområder rundt om i verden

”EU bør skamme sig,” lød det fra Netanyahu.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar på kritikken fra den danske udenrigsminister Kristian Jensen (V).

Til gengæld ser adskillige af Israels fredsbevægelser og menneskeretsorganisationer EU's beslutning som et positivt skridt. Blandt andet udtrykte organisationen Peace Now i går støtte til den nye mærkningsordning.

”Peace Now har altid betragtet virksomhederne i bosættelserne som den største forhindring for en tostatsløsning og anser de israelske fabrikker og økonomiske institutioner, og bosættelserne i sig selv, på Vestbredden som et politisk udsagn,” skriver organisationen i en udtalelse.